Sådan åbner skoler og dagtilbud i Odense: Børn op til 1. klasse får lov til at starte
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fra onsdag den 15. april vil Odense åbne de første folkeskoler og dagtilbud. De yngste skoleelever op til 1. klasse får lov til at starte sammen med øvrige dagtilbud.
En ny hverdag venter Odense børn, når påsken er forbi.
Odense Kommune genåbner folkeskolerne den 15. april for de yngste fra forårs-SFO, 0. og 1. klasse.
Ugen efter får de gradvist selskab af flere elever fra 2. til 5. klasse, når skolerne hygiejne- og personalemæssigt er klar. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse onsdag.
- Vi er klar med en tryg model for en gradvis åbning, der tager højder for alle anbefalinger fra Sundhedsmyndighederne. Det er ikke det samme tilbud som tidligere, men et trygt tilbud som sætter os i stand til gradvist at åbne vuggestuer, børnehaver og skoler, så forældre over hele byen igen kan gå på arbejde. Vi glæder os til at sætte det i gang og ser frem til igen at mødes med børnene og deres forældre, når de bringer og henter, siger borgmester Peter Rahbæk Juel i pressemeddelelsen.
Fra den 15. april vil der desuden også være pasning for de elever på 2. og 3. årgang, der har særlige behov eller hvis forældre varetager samfundskritiske funktioner. Det er også gældende for forlædre, der arbejder i det private uden mulighed for at holde børnene hjemme.
Børnehave og vuggestue må vente
I dagplejen, vuggestuerne og børnehaverne vil der fra den 15. til den 17. april være pasning for de børn, der har et ekstraordinært behov for det eller hvis forældre arbejder i samfundskritiske funktioner eller på private arbejdspladser, hvor de ikke er hjemsendt, skriver Odense Kommune i pressemeddelelsen.
Fra fredag den 17. tilbydes alle børn pasning og som udgangspunkt i deres eget børnehus. Her vil der være helt styr på de nye rammer og restriktioner for rengøring, hygiejne, håndvask og ikke mindst hvordan man organiserer børnene i mindre grupper.
- Skolerne kan bruge lokalerne fra de større klassetrin til at fordele eleverne, men vores dagtilbud skal kunne tage imod mange flere børn på samme tid. Det kræver forberedelse, da vi ikke må gå på kompromis med rengøringen og hygiejnen. Derfor er det her den bedste løsning for alle, så byens yngste borgere kan vende trygt tilbage til deres dagtilbud fra på fredag i næste uge, skriver borgmester Peter Rahbæk Juel.
Alle småbørnsforældre vil derfor via MitBarn eller e-Boks blive bedt om at angive, hvornår de har brug for pasning fra den 17. april.