Samarbejdede med svindelfirma: Nu trækker han sig fra alle tillidsposter efter afsløring
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Dan Virkelyst Johansen trækker sig nu fra alle sine tillidsposter i DI Fyn. Beslutningen kommer efter, at TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har afsløret, at hans firma i årevis har arbejdet sammen med et tysk svindelfirma.
Ejeren af LH Gulve, Dan Virkelyst Johansen, trækker sig nu fra alle sine tillidsposter i DI Fyn. Beslutningen kommer efter, at TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende har afsløret, at hans firma i årevis har arbejdet sammen med et tysk svindelfirma.
Dan Virkelyst Johansen har fredag eftermiddag meddelt bestyrelsesformanden for Dansk Industri på Fyn, at han trækker sig fra sine tillidsposter i Dansk Industri.
- Dan Virkelyst Johansen har netop meddelt mig, at han ønsker at trække sig fra sine tillidsposter i DI Fyn og DI Byggeri Fyn. Det tager jeg til efterretning, og jeg vil gerne takke Dan for godt samarbejde, skriver Poul Strandmark, direktør i DI Fyn, i en mail til Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn.
Dan Virkelyst Johansen har været under pres siden Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn mandag kunne afsløre, at hans 100 år gamle gulvfirma, i mere end fire år har arbejdet sammen med tysk-tyrkeren Osman Celik. Og hans beslutning om at trække sig, kommer efter at han fredag af Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn var blevet forelagt en række kritiske udtalelser fra tunge stemmer i fynsk erhvervsliv.
Konkursrytteri
Osman Celik er flere gange dømt for bedrageri og anden kriminalitet i Tyskland, og både i Tyskland og Danmark har han kørt sine forretninger med sorte penge, systematisk underbetaling af ansatte og mystiske transaktioner, hvor millioner af kroner pludseligt er forsvundet sporløst.
Flere af Osman Celiks firmaer i Danmark er gået konkurs, efter at han selv har hævet millioner fra kontoen og ifølge kuratorerne for de forskellige konkursboer har han både fusket med bogføringen og i udtalt grad gjort brug af sort betaling af medarbejderne. Samtidig har de østeuropæiske ansatte arbejdet under forhold, der ligger langt fra overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold.
Dan Virkelyst Johansens meddelelse, om at han trækker, sig kommer efter, at en lang række tunge erhvervsfolk har ytret skarp kritik af, at hans firma har samarbejdet med Osman Celiks firmaer.
Tager afstand til sagen
Claus Andersen, der er medlem af DI og indehaver af Claus Andersen Rustfrit Stål A/S, er en af dem, som er stærkt kritisk over for den måde, som Dan Virkelyst Johansen har ageret i sagen. Og fredag, inden DI Byggeri-formanden beslutning om at trække sig, sagde han.
- Jeg vil til enhver tid tage afstand fra, at man arbejder sammen med nogen, som ikke respekterer loven og underbetaler medarbejderne. Er man blevet gjort opmærksom på, at der er sådanne forhold hos en underleverandør, så kan man simpelthen ikke forsvare at fortsætte samarbejdet. Især ikke hvis man bestrider tillidsposter i en organisation som Dansk Industri, siger Claus Andersen.
Medejer og teknisk direktør Torben Nielsen fra det store odenseanske entreprenør- og ejendomsudviklingsselskab 5E Byg opfordrede ligeledes - inden Dan Virkelyst Johansens beslutning var kendt - direkte til, at han måtte gå af.
- Jeg synes, at det mest fornuftige ville være, at han trak sig som formand i lyset af den sag her.
Frederik Heeschen, formand for Håndværker- og Industriforeningen i Odense og indehaver af Tømrer og snedkerfirmaet Vald. Jørgensen & søn, er også særdeles kritisk over for, at Dan Virkelyst Johansen trods adskillige advarsler, har arbejdet sammen med Osman Celiks forskellige firmaer i en årrække.
- Hvis Dan Virkelyst Johansen har samarbejdet med Osman Celik med åbne øjne, så er det ikke særligt smart.
Ifølge Frederik Heeschen er firmaer som dem, Osman Celik driver og har drevet, en trussel mod alle andre, som spiller efter reglerne.
- Som formand for Håndværker- og Industriforeningen repræsenterer jeg de små og mellemstore virksomheder, og mine medlemmer har ikke en chance, hvis de skal konkurrere på unfair vilkår med firmaer, der ikke følgerne reglerne og underbetaler deres medarbejdere, siger han.
Kritik af formanden
Men kritikken fra erhvervslivet handler dog ikke længere kun om Dan Virkelyst Johansens samarbejde med Hamburg Plan og andre af Osman Celiks firmaer.
Også formanden for den samlede DI-bestyrelse på Fyn, Poul Strandmark, er blevet et samtaleemne, efter at han tirsdag i Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn forsvarede Dan Virkelyst Johansens samarbejde med Osman Celik.
- Jeg har fortsat fuld tillid til Dan Johansen. Der er intet juridisk angribeligt i denne her sag, lød det fra Poul Strandmark, som adspurgt til det moralske ansvar i sagen fulgte op ved at sige:
- Moral er jo elastik i metermål.
Den udtalelse tager Torben Nielsen fra 5E Byg afstand fra.
- Det synes jeg ikke, at man kan sige. Jeg mener, at man har et moralsk og etisk ansvar og er nødt til at vise ansvarlighed ved at undersøge tingene lidt dybere. Især hvis man bliver advaret om, at der noget galt.
I den kortfattede meddelelse om Dan Virkelyst Johansens afgang fra sine poster i Dansk Industri på Fyn, meddeler Poul Strandmark:
- Jeg har ikke yderligere at tilføje.