Se de nuttede billeder: Nye løveunger født i Odense Zoo
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odense Zoo har fået nye beboere i form af fire løveunger, der kom til verden den 4. marts. Det skriver Odense Zoo på Facebook.
De fire unger er tre hunner og en han, som alle er født af løven Mali, mens Juba er far til dem.
Havens fire nye beboere går i disse dage trygt i løvestalden med deres mor, indtil de er store nok til at begive sig ud i resten af anlægget. Ifølge Odense Zoo sker det formentligt, når de er fire til seks uger gamle.
I marts måtte Odense Zoo sige farvel til to løveunger, som ikke fik mælk nok af deres mor. Det resulterede i, at ungerne ikke voksede som de skulle og måtte derfor aflives. Disse to unger kom til verden i februar og havde løven Kenya som mor.
Sort dag i Odense Zoo: Løveunger aflivet efter få uger
En overordentlig trist nyhed er her til formiddag rullet ind fra Odense Zoo. De har været nødsaget til at aflive to af deres løveunger, eftersom de ikke fik mælk nok af deres mor, hvilket resulterede i, at ungerne ikke voksede, som de skulle.
Det skriver Odense Zoo på Facebook.
Tilbage i februar kunne Odense Zoo ellers glædeligt meddele, at den var blevet to løveunger rigere. Løvemor Kenya havde født de to hununger, og på det tidspunkt så alt godt ud.
Ifølge dyrelæge Steffen Knold er det ikke unormalt, at en førstegangsfødende løve kan have problemer med at levere den fornødne mælk, og han fastslår, at løveungerne ville dø af udmagring, hvis ikke Odense Zoo havde hjulpet dem på vej.
Men Odense Zoo fortæller, at de fire nye løveunger får rigeligt med mælk og vokser helt som de skal. Næste skridt bliver en introduktion til resten af flokken.
- Vores flok er relativt ny og består af nogle af de unger, vi selv fik i 2021, samt et par unge hunner fra København. Det er derfor første gang for hele flokken, at de skal forholde sig til unger, skriver Odense Zoo til TV 2 Fyn.