24 af 32 skolebestyrelser i Odense Kommune er så utilfredse med den økonomiske tildeling til kommunens folkeskoler, at de ikke kan godkende budgettet for næste skoleår. Det oplyser de i en fælles pressemeddelelse.
Heri lyder det blandt andet, at der er skåret så meget ind til benet, at der ikke længere er råd til at erstatte nedslidte møbler, råd til nyt og tidssvarende undervisningsmateriale, og at lejrskolen enkelte steder må nedlægges.
Skolebestyrelserne påpeger, at der er tildelt ekstra midler til folkeskolen i Odense, men minder samtidig om, at de penge går til "efterregninger for corona-udgifter og modtagelse af ukrainske børn og inflation".
Ved at nægte at godkende budgettet ønsker skolebestyrelserne at sendte et "klart og tydeligt" signal om, at kommunens skoler skal løftes økonomisk. Derfor understreges det også, at de ser frem til at fortsætte dialogen med kommunen med håbet om sammen at løfte folkeskolen.