Slut med vejarbejde: 12 kilometer sekssporet motorvej åbner i dag

Den første udbygning af Fynske Motorvej er klar, og Vejdirektoratet kan dermed åbne 12 kilometer motorvej med seks spor inden jul.

De 75.000 køretøjer, der i gennemsnit udgør den daglige trafik på den vestfynske motorvej, får snart mere asfalt at brede sig på.

Den første udbygning af Fynske Motorvej betyder at strækningen mellem Odense V og Gribsvad nu bliver sekssporet. Dermed skal 12 kilometer motorvej være med til at lette trafikken. Det glæder Else Nielsen, der kører på strækningen hver uge. 

- Det er dejligt, hvis trafikanterne bare holder de hastighedsgrænser, der er, siger hun.

Else Nielsen ser samtidig frem til, at den tilladte hastighed på strækningen hæves fra de 80 kilometer i timen, som har været gældende under vejbyggeriet. 

- Det har været drøjt, siger hun. 

Udbygningen af Fynske Motorvej begyndte i maj 2019, da daværende transport-, bygnings- og boligminister Ole Birch Olesen (LA) tog det første spadestik. Planen er, der i 2022 skal være seks spor hele vejen fra Middelfart til Odense, og i løbet af foråret 2021 begynder udbygningen af strækningen mellem Gribsvad og Nørre Aaby. 

Ujævn asfalt 

Når de nye motorvejsspor åbner mellem Odense V og Gribsvad onsdag, vil belægningen ikke være helt jævn. Årsagen er, at strækningen i sommeren 2021 skal belægges med klimavenlig asfalt. 

- Klimavenlig asfalt gør, at bilernes modsand bliver mindsket, så man derved kan spare brændstof, siger Robin Højen Madsen, der er projektchef ved Vejdirektoratet. 

Men det må altså vente, til det bliver lidt varmere i vejret. 

- Vi vælger at åbne den uden det sidste lag asfalt. Lige nu regner det og er fugtigt og koldt, så vi venter til efter maj, hvor vi kan begynde at lægge det sidste lag asfalt på, siger Robin Højen Madsen. 

På strækningen vil det være tilladt at køre 110 kilometer i timen og ifølge Vejdirektoratet, vil den samlede udbygning af Fynske Motorvej betyde, at myldretidsbilister vil kunne spare otte minutter om dagen i 2022. 

Faunapassager og broer 

I forbindelse med udbygningen af motorvejen med et spor i hver retning er der også etableret tre faunapassager, så padder og mellemstore pattedyr kan bevæge sig på tværs af den trafikerede vej. 

Derudover er der bygget en ny bro ved Spedsbjergvej, og der er kommet nye støjvolde, regnbassiner og samkørselspladser i forbindelse med motorvejen. 

Oversigt

    Oversigt