Smidt ud af Venstre: Tidligere kronprins har sin politiske fremtid på plads

Johnny Killerup vil på fredag melde ud om sin politiske fremtid. På et pressemøde fredag klokken 14.00,vil han fortælle om sine planer.

Det er kun otte dage siden, at Johnny Killerup blev ekskluderet fra Venstre i Odense. Og allerede på fredag vil han melde ud som sine fremtidige politiske planer. Han vil endnu ikke fortælle, om han kommer til at stille op for et eksisterende parti, eller om han vil lave sin egen liste. 

- Jeg bliver ikke alene. Jeg stiller op sammen med andre kandidater. Det vigtige har været, at der var den rigtige kultur, fremfor den rigtige struktur. Der skal være plads til ambitioner og til utraditionelle måder at føre valgkamp på, siger Johnny Killerup.

Inviterer til pressemøde

Johnny Killerup var opstillet som nummer fem på Venstres liste i Odense. Men i forbindelse med et interview på TV 2 Fyn sagde han, at hvis omstændighederne var til det, så ville han gerne være borgmester. Det skulle han ikke have sagt, for det betød, at bestyrelsen i Venstre i Odense City ekskluderede ham for partiskadelig virksomhed og for at være illoyal.

Nu inviterer Johnny Killerup til pressemøde på fredag klokken 14.00. Her vil han afsløre, hvordan og med hvem, han vil stille op til kommunalvalget den 16. november. Selv siger han, at det har været en lettelse at være blevet ekskluderet af Venstre. 

- Jeg er ikke ude på at spænde ben for andre. Jeg har liberalt blod i mig, så jeg ønsker kun godt for det liberale Danmark, men jeg er lettet, og det giver mig mere frihed og fleksibilitet, samtidig med at jeg får mere plads, siger Johnny Killerup.

Valgbutikken flytter

Egentlig skulle Johnny Killerup have åbnet sin valgbutik i Kongensgade 48, men efter eksklusionen af Venstre er lejemålet også røget sig en tur. 

I stedet har Johnny Killerup nu fundet en anden adresse til sin valgbutik. Han vil endnu ikke ud med, hvor den slår dørene op, da han endnu ikke har fået nøglerne endnu. Johnny Killerup fortæller, at den nye valgbutik kommer til at ligge i midten af Odense. Hvor det er, vil han afsløre, når han holder pressemøde på fredag klokken 14.00. 

Tidligere har både Konservative og Nye Borgerlige afvist muligheden for, at Johnny Killerup kunne stille op for deres partier til kommunalvalget. 

Hos Liberal Alliance i Odense afviser spidskandidat Gustav Aakerlund, at Johnny Killerup stiller op for LA til det kommende valg. 

Oversigt

    Oversigt