SSP mener, "syrebomber" er et lokalt problem

Torsdag blev der fundet fem-seks "syrebomber" på Korup Skole. Nu skal skolen mødes med SSP, der dog ikke vurderer, at der er tale om et generelt problem.

SSP i Odense skal på mandag mødes med skoleledelsen på Korup Skole. Det sker efter, der er blevet fundet fem-seks "syrebomber" på skolens område onsdag og torsdag.

Det fortæller Tommy Holst, der er sekretariatschef hos SSP i Odense, til TV 2 Fyn. 

På mødet skal SSP blandt andet blive lidt klogere på situationen omkring "syrebomberne" og de unge ved skolen.

- Det er et naturligt samlingssted, og derfor er det også normalt for os at komme forbi skolen. Vi kommer forbi mange skoler, siger Tommy Holst. 

Men han er overbevidst om, at "syrebomberne" er et isoleret problem. 

- Det er helt klart vores vurdering, at det er et meget lokalt problem. Det er ikke noget udbredt fænomen i resten af Odense, forklarer Tommy Holst. 

Vil undgå unødig interesse

Når der sker episoder som den, der har fundet sted på Korup Skole, overvejer SSP altid grundigt, hvordan de skal håndtere den. 

Problemet skal nemlig ikke gøres større, end det er, lyder argumentet.

- Vi risikerer at skabe en interesse og nysgerrighed for noget, der egentlig ikke berører så mange, hvis vi sætter det helt store i gang med for eksempel besøg i klasser, forklarer Tommy Holst.

Han understreger dog, at SSP vil ændre deres fremgangsmåde, hvis de finder ud af, at det er en tendens, der er ved at sprede sig i Odense. 

Fakta om flaskebomber

Oversigt

    Oversigt