Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Svindlede med sminkede luksusbiler for millioner

I en sag om svindel med leasingbiler for over 2,6 millioner kroner er to mænd blevet idømt et år og seks måneders fængsel. Dommen er afsagt af Retten i Odense onsdag.

Det oplyser specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke, der har ført sagen ved retten.

Straffen til de to dømte mænd - en 33-årig og en 46-årig - er gjort betinget af, at de udfører samfundstjeneste.

Det er en kompliceret sag, der onsdag er afsagt dom i, lyder det fra specialanklageren.

- De har på professionel vis sat et svindelnummer op, hvor de fandt biler, de kunne sminke, så det lignede, at bilerne var bedre, end de egentlig var, og så har de fundet alle mulige måder, at misbruge tilfældige menneskers identitet på, så det lignede, at de var leasingkunder, siger Maria Fanø-Fredeløkke.

Svindlen strækker sig helt tilbage til efteråret 2019 og tæller 16 personer, der har fået stjålet deres identitet, 15 forskellige leasingbiler og et samlet formuetab på 2.680.568 kroner.

De to dømte har to uger til at beslutte, om de vil anke dommen.