En sibirisk tiger har lørdag angrebet og dræbt en dyrepasser i zoologisk have i den schweiziske by Zürich.
Den 55-årige kvinde døde på stedet på trods af redningsmandskabs forsøg på at redde hende.
Det oplyser myndigheder i Schweiz.
Den fem år gamle huntiger, Irina, kom til den zoologiske have i Zürich fra Odense Zoo for et år siden.
Irina erstattede en anden huntiger, som var død efter at have været i slåskamp med havens hantiger, Sayan på fire år.
Omstændighederne omkring ulykken lørdag er fortsat uklare. Det er stadig uvist, hvorfor dyrepasseren og tigeren opholdt sig i tigeranlægget samtidig.
- Det er et ungt dyr, som indtil videre har opført sig fuldkommen naturligt for en tiger, siger Severin Dressen, der er zoodirektør i Zürich.
Tigeren Irina er ikke blevet aflivet efter den tragiske hændelse.
Det var en gæst i zoologisk have, der slog alarm om tigerangrebet. Dyrepassere formåede at få lokket tigeren væk fra det 55-årige offer og ind i et aflukke. Men kvinden blev erklæret død på stedet.
Øjenvidner og ansatte er tilbudt krisehjælp.
Zürich zoo genåbnede for en måned siden, efter at haven har været lukket på grund af coronaudbruddet.
Det er kun omkring et halvt år siden, at den zoologiske have i Zürich oplevede en anden episode, hvor et af dyrene angreb en dyrepasser.
Det skete i december, hvor en krokodille smækkede kæberne sammen om en dyrepassers hånd, da vedkommende var i gang med at gøre rent i krokodillens indelukke.
Krokodillen endte med at blive skudt og dræbt, da den ikke ville slippe dyrepasserens hånd, skriver nyhedsbureauet dpa.