6. apr. 2022 kl. 7:29
Videoklippet er Shen Yuns præsentation af forestillingen i Odense.

To år efter mistanke om censur: Nu optræder Shen Yun i Odense

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Onsdag og torsdag kan fynboerne efter to års venten opleve den internationale dansetrup Shen Yun Performing Arts i Odeon i Odense. Forestillingen var for to år siden genstand for en intens politisk debat, da en uforklarlig aflysning skabte mistanke om kulturelt pres fra det kommunistiske Kina.

Den New York-baserede dansetrup Shen Yun Performing Arts kommer til Odense med i alt 100 deltagere, og onsdag og torsdag vil dansere, musikere og teknikere sætte to forestillinger op på den store scene i Odeon.

Ifølge Shen Yuns fynske mellemmand venter der publikum en unik oplevelse.

- Skønheden på scenen og de historiske fortællinger giver i hvert fald mig en følelse af velvære. Det er en spirituel oplevelse, der viser, hvordan kunsten kan transcendere hverdagstænkning til noget større, lyder det fra Benny Brix, der er talsmand for foreningen Falun Dafa i Danmark og mellemmand for Shen Yun i Danmark.

Læs også: Mistanke om selvcensur: Kulturhus aflyste samarbejde med systemkritiske kinesere
Gå tilbage Del
21. nov. 2019 kl. 15:56

Mistanke om selvcensur: Kulturhus aflyste samarbejde med systemkritiske kinesere

En kontrakt med aftalte spilledatoer mellem det systemkritiske kinesiske show Shen Yun fra New York og Musik- og Koncerthuset Odeon i Odense lå klar til underskrivelse, da Odeon pludselig meddelte, at de planlagte datoer alligevel ikke var ledige. 

Siden foråret har foreningen for Falun Dafa i Danmark samarbejdet med det delvist kommunalt ejede musik- og teaterhus Odeon om at få det kinesiske show Shen Yun Performing Arts til Odense i begyndelsen af april næste år. Shen Yun er kritisk overfor det kinesiske regime og har flere gange oplevet, at Kina har forsøgt at presse danske og europæiske kulturinstitutioner til ikke at hyre kunstnergruppen.

Et kontraktudkast med aftalte forestillinger 2. og 3. april 2020 blev 11. oktober fremsendt af Odeon til Shen Yun Performing Art. 14. oktober blev der holdt møde mellem parterne, og samme dag modtog Shen Yun en mail om, at der var reserveret 50 hotelværelser til kunstnerne.

Mail fra Odeon til Shun Yun

Grundlagt i New York

Men dagen efter meddelte Odeon pludselig, at kontrakten alligevel ikke kunne blive til noget, da den store sal i Odeon netop disse dage var booket til en stor konference.

- For os er der ingen tvivl om, at Odeon har valgt at aflyse forestillingen af frygt for reaktioner fra Kina og for at behage den kinesiske ambassade i Danmark. Der er sandsynligvis tale om selvcensur, og at det kommunistiske regime i Kina har haft held med at øve indflydelse på kulturlivet i Danmark, er skræmmende, siger Benny Brix, der er talsperson for foreningen Falun Dafa i Danmark, som har haft kontakten og holdt mødet den 14. oktober med Odeon på vegne af Shen Yun.

Kontraktudkast blev fremsendt til Shen Yun 11. oktober

Shen Yun blev dannet af kinesiske kunstnere i 2006 i New York i USA. Kunstnerne ønskede at genopdage autentisk og traditionel kinesisk kultur, som de mener bliver undertrykt af det kinesiske styre. Shen Yuns forestilling med klassisk kinesisk dans og musik er blevet opført flere steder i både USA, London og Berlin. I Danmark har Shen Yun optrådt i Aarhus.

Pres på Musikhus i Aarhus

Men ofte når Shen Yun optræder bliver arrangørerne presset af Kina, der ønsker forestillingerne aflyst. Det er sket i både udlandet, og da Shen Yun optrådte i Aarhus, hvor Musikhuset ifølge Politiken fik et brev fra Den kinesiske Ambassade. Shen Yun Performing Art blev af ambassaden kaldt for et politisk redskab for den i Kina forbudte Falon Gong bevægelse.

Forestillingen blev dog gennemført, og i februar i år var Shen Yun tilbage med forestillinger i Musikhuset i Aarhus.

Sådan gik det dog ikke på Kongelige Teater i København, hvor foreningen Falun Dafa over flere gange har forsøgt at få en forestilling sat op. Senest i august 2017 fik teatertruppen afslag på at leje scener på Det Kongelige Teater. En mailkorrespondance som Radio24syv fik aktindsigt i viste, at Den Kinesiske Ambassade lagde pres på det Kongelige Teater for at forhindre forestillingerne med Shen Yun.

Stor konference i vejen

Da Odeon 15. oktober pludselig og uden varsel aflyste de planlagte forestillinger på Odeon lød begrundelsen således:

"Vi har desværre lige opdaget at der på 2. april samt 3. april 2020, som du har forespurgt på, allerede ligger en underskrevet kontrakt på en stor konference. Datoerne er således ikke længere ledige. Jeg kan derfor rent juridisk ikke gøre noget. Det beklager jeg", skrev eventkoordinatoren hos Odeon.

Falun Dafas talsmand i Danmark tror dog ikke ret meget på forklaringen fra Odeon.

- Det virker meget lidt sandsynligt, at det skulle være rigtigt, at Odeon pludselig finder ud af, at lokalerne er optagede. Vi har arbejdet på det her i meget lang tid, vi har været meget langt nede i detaljerne og skrevet sammen 40 eller 50 gange, så det virker ikke troværdigt, siger Benny Brix.

Dyrt at fornærme Kina

Forfatter og Kina-ekspert Christina Boutrup er ikke overrasket over, at der i sidste øjeblik alligevel ikke blev tegnet en kontrakt mellem Odeon og Shen Yun Performing Arts.

- Det har været kendt i en række år, at hver gang denne trup prøver at leje et lokale et sted i Danmark eller Europa, så bliver der pludselig problemer, og så kan det ikke lade sig gøre. Det er meget ventet, siger Christina Boutrup.

Odense har i årevis på en række områder haft samarbejde med Kina og kinesiske virksomheder. Blandt andet på det kulturelle område har det været samarbejde om H.C. Andersen og H.C. Andersens Hus tiltrækker hvert år tusinder af turister til Odense fra Kina. Derfor kan der være meget på spil for en stor dansk kommune, hvis den lægger sig ud med Kina.

- Selvom Odense måske ikke direkte har noget med Kina at gøre, så er Kina et stort og vigtigt marked for mange virksomheder, og der er også mange potentielle investorer, som kunne være interesseret i fynske virksomheder. Og det er klart, at hvis de kinesiske myndigheder har fået et horn i siden på Odense på grund af, at man inviterer denne trup til Odense, jamen så kan man risikere, at man ikke få delegationer eller investorer på besøg, siger hun.

Ingen kommentarer

Hos Odeon afviser administrerende direktør Jens Pedersen, at Odeon har udøvet selvcensur.

- Jeg har hørt om sagen, men jeg afviser bestemt, at der er tale om selvcensur. Derudover har jeg ingen kommentarer, lyder det kortfattet fra Jens Pedersen.

Ledelsen i Odeon vil heller ikke fortælle, hvilken "stor konference", som pludselig var booket på de datoer, som Shen Yun og Odeon var millimeter fra at aftale sig frem til.

Odeon er delvist ejet af Odense Kommune. Stabschef i Borgmesterforvaltningen Michael Bruhn Frederiksen afviser overfor TV 2/Fyn, at forvaltningen har været involveret i sagen om den kinesiske trup, og han afviser også, at forvaltningen skulle have været udsat for pres af den kinesiske ambassade.

- Jeg har ikke hørt om den sag før, vi bliver kontaktet af jer. Men efter jeres henvendelse har vi været i kontakt med Odeon og fået at vide, at der var tale om en fejlbooking. Det er så dét, og da Odense Kommune ikke har noget at gøre med driften af hotellet eller bookingsystemet, kan vi ikke tilføje yderligere, siger Michael Bruhn Frederiksen.

Anmeldelserne af truppens forestillinger rundt omkring i verden er dog blandede. Nogle anmeldere roser forestillingerne til skyerne, mens andre kalder dansetruppens show for  kedelig religiøs og politisk propaganda.

Truppen består af syv kompagnier, der turnerer verden rundt, og Shen Yun oplyser selv, at de fortæller om den mangfoldige kinesiske kultur, før kommunisterne tog magten i 1949.

Hvad er Falun Gong?

Falun Gong eller Falun Dafa er en bevægelse, der blev grundlagt i Kina i 1992. Den religiøse bevægelse, der har millioner af tilhængere i Kina, tager udgangspunkt i buddhisme og taoisme. Tilhængerne laver gymnastiske øvelser og meditation for at få mental og fysisk sundhed. Falun Gong blev forbudt i Kina i 1999, og bevægelsens medlemmer bliver forfulgt.


Bevægelsen blev grundlagt af Li Hongzhi, der siden 1998 har ledet bevægelsen fra New York. Falun Gong bliver beskyldt for gennem avisen The Epoch Times at drive yderligtgående højreorienteret propaganda. Avisen har aktivt støttet Donald Trumps præsidentkampagner.  Mediet bliver også anklaget for at promovere konspirationsteorier og anti-vaccinations-kampagner. Kritikere mener, at Shen Yun er en del af Falun Gongs propaganda.

Kilde: Religion.dk, lex.dk, nytimes.com, theguardian.com m. fl.

- Shen Yun er del af en sekt

Shen Yun udspringer af Falun Gong-bevægelsen. Den blev grundlagt i Kina i 1992 og fik millioner af tilhængere. Falun Gong eller Falun Dafa er en kombination af gymnastiske øvelser, meditation og religion med udgangspunkt i buddhisme og taoisme. Falun Gong blev forbudt i Kina i 1999, og i dag har bevægelsen hovedsæde i New York, hvorfra den driver Shen Yun og det højreorienterede medie The Epoch Times. 

Ifølge en Kina-ekspert er Falun Gong en sekt, der bekæmper det kommunistiske styre i Kina med alle midler.

- Falun Gong har iscenesat sig selv som et særligt offer for den kinesiske kommunisme. De er forfulgt, men det er mange andre i Kina også. Gennem medieimperiet The Epoch Times er Falun Gong samtidig en meget aktiv stemme på den amerikanske højrefløj. De støtter aktivt Donald Trump, og vender sig ifølge mange kritikere mod både homoseksualitet og coronavaccinationer. Det er en sekt, og dansetruppen Shen Yun er del af denne sekts konglomerat af virksomheder og organisationer, siger professor Jørgen Delman, der forsker i kinesiske forhold på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Den danske talsmand for Falun Dafa er ikke overrasket over, at Shen Yun bliver kategoriseret som en sekt.  

-  Ja, selvfølgelig er der nogen, der vil kalde os en sekt. Sådan er livet, men jeg er naturligvis uenig. Jeg vil ikke gå ind på The Epoch Times her. De har en anden rolle end Shen Yun. Donald Trump har været meget optaget af gøre opmærksom på forfølgelserne i Kina, og jeg tror ikke, at han er værre end mange andre af denne jords ledere, siger Benny Brix. 

- Shen Yuns opgave, er at fortælle om en 5.000 år gammel kinesisk kultur. Vi er systemkritiske, men ikke anti-kinesiske. I forestillingen er der passager, der giver et kritisk syn på menneskerettighederne og den politiske udvikling i Kina de sidste syv årtier, siger Benny Brix.

Blandt publikum onsdag aften er den fynske kunstner Jens Galschiøt. Han har flere gange oplevet, hvordan hans kunstværker har skabt vrede i Kina, og hvordan Kina har forsøgt at påvirke danske myndigheder.

Læs også: Kofod kalder Hongkongs fjernelse af Galschiøt-skulptur for bekymrende
Gå tilbage Del
23. dec. 2021 kl. 12:45
Fyn

Kofod kalder Hongkongs fjernelse af Galschiøt-skulptur for bekymrende

Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark har ifølge Jeppe Kofod rakt hånden ud til Kina i forsøget på at løse sagen om skulptur i Hongkong.

Det er bekymrende, at skulpturen "Skammens søjle" lavet af danske Jens Galschiøt er blevet fjernet fra sin plads ved Hongkongs Universitet.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Jeg har længe på det kraftigste kritiseret udviklingen i Hongkong. Senest direkte over for den kinesiske udenrigsminister, da jeg mødtes med ham for et par uger siden i Kina.

- Sagen om skamstøtten er desværre endnu en bekymrende sag, siger han i en skriftlig kommentar.

Den otte meter høje skulptur blev onsdag aften skjult af hvid beklædning og omringet af vagter og hegn.

Senere blev den fjernet ved hjælp af en kran.

Universitetet bekræftede torsdag morgen lokal tid, at skulpturen var blevet fjernet.

- Beslutningen vedrørende den gamle statue var baseret på en ekstern, juridisk rådgivning og risikovurdering, i forhold til hvad der er bedst for universitetet, lyder det i en meddelelse.

Skulpturen har siden 1997 været udstillet på universitetet.

Den forestiller en række forvredne kroppe stablet oven på hinanden og er opført til minde for ofrene under protesterne på Tiananmen-pladsen i Beijing - også kendt som Den Himmelske Freds Plads - i 1989.

Adskillige fortalere for øget demokrati i Kina blev dengang dræbt under de blodige demonstrationer.

Kunstneren Jens Galschiøt siger, at han er chokeret og overrasket over, at skulpturen er blevet fjernet.

Ikke mindst i lyset af, at han selv har tilbudt universitetet at komme og hente den.

Jeppe Kofod oplyser, at man fra dansk side har været i dialog med kinesiske myndigheder om sagen.

- Fra dansk side har vi, både i Beijing og over for den kinesiske ambassade her i København, taget sagen op og opfordret til at finde en løsning på sagen i dialog med kunstneren.

Han mener, at sagen i virkeligheden handler om retten til at ytre sig frit.

- Som jeg også har sagt før, kan den danske regering ikke bestemme, hvilken kunst andre landes universiteter vælger at opstille. Men for mig og regeringen er retten til fredeligt at ytre sig – gennem tale, kunst eller andre midler – en helt fundamental rettighed for alle mennesker. Det gælder også i Hongkong.

- Kineserne er ekstremt aggressive over for alle, der ytrer kritik af Kina, så et kinesisk pres på Odeon ville ikke være usandsynligt.

- Kina er altid bange for religiøse bevægelser og alle, der prøver at organisere sig. Jeg vil gerne se, hvorfor Kina har forbudt forestillingen og prøver at forhindre opførelsen i andre lande, siger Jens Galschiøt.

Pludselig aflysning

I foråret 2019 forhandlede Benny Brix og Shen Yun for første gang om at give forestillinger i Odense. Men selvom der var fundet datoer og bestilt værelser, meddelte Odeon i oktober samme år uden varsel og uden forklaring, at kontrakten alligevel ikke kunne blive til noget.

- For os er der ingen tvivl om, at Odeon har valgt at aflyse forestillingen af frygt for reaktioner fra Kina og for at behage den kinesiske ambassade i Danmark, sagde Benny Brix efter aflysningen.

Læs også: Shen Yun-talsmand: Odeon-rapport får det til at ligne Tibet-sagen
Gå tilbage Del
20. jan. 2020 kl. 21:59

Shen Yun-talsmand: Odeon-rapport får det til at ligne Tibet-sagen

Shen Yun/PR

Shen Yun-talsmand Benny Brix er langt fra tilfreds med den undersøgelse, som Odense Kommune har fået udarbejdet i Odeon-sagen.

Mandag morgen præsenterede Odense Kommune sin redegørelse af forløbet omkring aflysningen af den Kina-kritiske show Shen Yun, der skulle have optrådt i Odeon.

Ifølge redegørelsen bunder aflysningen ikke i frygt for Kina-kritk.

“Jeg har ikke noget, der skulle tyde på, at hver en sten ikke er blevet vendt i den her sag”

— Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense

Den forklaring er ikke god nok, mener Benny Brix, der er har ageret mellemmand, da Odeon skulle booke et show med Shen Yun.

- Man må ikke bøje og kravle så meget, at man sælger ud af egne rettigheder, understreger han.

Mandagens redegørelse er baseret på et partnerskabsmøde mellem Odeon og Odense Kommune samt opfølgende telefonmøder og en af Odeon fremsendt advokatundersøgelse, som er udarbejdet på vegne af Odeon af advokat Tyge Trier.

- Jeg blev noget paf over, at Odeon bruger deres egen advokatundersøgelse som argument - og det, at det skulle være en uvildig undersøgelse, det hænger ikke sammen, siger Benny Brix.

Alligevel føler borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), sig overbevist om, at man nu er kommet helt til bunds i sagen.

- Jeg har ikke noget, der skulle tyde på, at hver en sten ikke er blevet vendt i den her sag. Der har jeg tillid til Tyge Triers arbejde, fastslår Peter Rahbæk Juel.

Benny Brix hæfter sig særligt ved, at han ikke er blevet hørt.

-  Sådan en redegørelse har ikke den store lødighed, når man kun hører den ene part, mener talsmanden.

Det handler Odeon-sagen om

21. november kom det frem, at Odeon havde opsagt en optræden med den Kina-kritiske dansetrup Shen Yun. Ifølge Benny Brix skyldtes aflysningen selvcensur og frygt for kinesiske repressalier og ikke en dobbeltbookning, som Odeon hævdede overfor Shen Yun. 

Da Shen Yun skulle optræde i Aarhus i 2016 forsøgte det kinesiske styre at få musikteatret til at aflyse forestillingen. 

 

Ifølge mandagens rapport er aflysningen af Shen Yun ikke et resultat af pres fra det kinesiske styre. Det skyldes heller ikke selvcensur. Redegørelsen dokumenterer dog, at Odeon har ændret forklaring i sagen og løjet for Odense Kommune. 

Borgmester: Rapporten er kommet til bunds

Peter Rahbæk Juel holder fast i, at redegørelsen er grundig.

- Der er blevet lavet en rapport, der kommer til bunds, og den er jeg tilfreds med, siger borgmesteren.

Men det passer ikke, mener Benny Brix, der sammenligner Odeon-sagen med Tibet-sagen, hvor daværende justitsminister Søren Pape Poulsen i 2016 forsikrede, at hver en sten var blevet vendt.

Senere viste det sig, at Tibet-kommissionen ikke var færdig med sit arbejde. Derfor blev kommissionen gennedsat på baggrund af DR-afsløringer.

- Det er grebet ud af den blå luft, når borgmesteren mener, at sagen er afsluttet, siger Benny Brix, der stadig frygter, at aflysningen af Shen Yun-showet skyldes hensyn til det kinesiske styre.

Ifølge Peter Rahbæk Juel er det mediernes skyld, at Odeon-sagen har rundet gangene på Christiansborg og til sidste landede på indenrigsminister Astrid Krags (S) bord.

- Jeg synes, at flere medier har bidraget til at lave en storm i et glas vand, fastslår Odense-borgmesteren.

Den holdning deler Benny Brix ikke.

- At man så vover, at sige at det er en storm i et glas vand - jeg har slet ikke ord for det, siger talsmanden.

Sagen skal drøftes i byrådet i Odense Kommune på onsdag, hvor også advokat Tyge Triers undersøgelse skal vurderes.

Da Shen Yun i 2016 optrådte i Musikhuset i Aarhus forsøgte den kinesiske ambassade ifølge dagbladet Politiken, at stoppe forestillingen ved at sende et brev til musikhuset. 

Sagen blev ikke mindre mystisk af, at ledelsen i Odeon i første omgang oplyste, at Shen Yun ikke kunne optræde, da der var tale om en uheldig dobbeltbooking. Få uger efter ændrede Odeon forklaring og meddelte, at aflysningen hang sammen med, at man ønskede at lave om på, hvilke arrangementer man fylder Odeon med.

Endte i Folketinget

Flere partier i Odense Byråd krævede at det blev undersøgt, om det delvist kommunalt ejede Odeon havde udøvet selvcensur eller havde været under pres fra den kinesiske ambassade i Danmark. I december besluttede et enigt byråd at få lavet en advokatundersøgelse om sagen.

Samtidig blev sagen også rejst i Folketinget, hvor Jane Heitmann (V) indkaldte daværende kulturminister Joy Mogensen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) i samråd for at få afklaret om danske kulturinstitutioner ligger under for pres fra Kina.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten rejste sagen i Udenrigspolitisk nævn for at få at vide, om der havde været henvendelser fra kinesiske myndigheder til udenrigsministeriet i sagen, mens Pernille Bendixen (DF) krævede svar om sagen fra indenrigsminister Astrid Krag (S).

Odeon frikendt af rapport

Men hverken samrådet, Indenrigsministeren eller sagen i Udenrigspolitisk nævn kastede lys over, hvorfor Odeon havde aflyst Shen Yuns forestilling.

Advokatundersøgelsen i Odense fastslog i januar 2020, at aflysningen ikke skete på grund af selvcensur eller af frygt for det kinesiske regime, men Odeon fik i rapporten kritik for at tale usandt om årsagen til aflysningen. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mente efter advokatundersøgelsen, at medierne havde skabt en storm i glas vand.

Omvendt var Benny Brix ikke imponeret af advokatens rapport, da han slet ikke var blevet inddraget i undersøgelsen.

Læs også: Odeon til Kina-trup:
  • Alt optaget hele 2020
Gå tilbage Del
28. nov. 2019 kl. 18:23

Odeon til Kina-trup:
  • Alt optaget hele 2020

Arkiv / Alexander Aagaard

Der er ikke flere ledige datoer til event i 2020, skriver hotelchef Christian Belling i en e-mail til Shen Yuns danske mellemmand, Benny Brix.

Den systemkritiske dansetrup Shen Yun har forsøgt at få en alternativ dato til sit store show, efter at Odeon pludselig annullerede et kontraktudkast til en stor optræden næste år.

Men nu viser det sig, at alt tilsyneladende er optaget til event helt frem til 1. januar 2021. Det fremgår af en e-mail, som hotelchef Christian Belling har sendt til Shen Yuns danske talsmand, Benny Brix.

E-mailen blev afsendt efter en telefonsamtale, hvor Benny Brix havde spurgt hotelchef Christian Belling, om ikke der kunne findes en ny dato til den kinesiske dansetrup.

Svaret kom den 28. oktober.

"Du forespurgte på andre datoer i 2020. Jeg fortalte dig, at lige nu er der ikke flere ledige datoer til event. Derudover vil jeg gerne kigge på datoer i 2021, men der vil jeg gerne afvente til vores organisation er ordentlig på plads med hensyn til fordelingen af events og konferencer", skriver hotelchefen i mailen.

Benny Brix er ikke overrasket over, at det lige pludselig er blevet svært for Odeon at finde en ny dato.

- Jeg er gammel i gårde og har oplevet mange finter og usandheder andre steder, hvor man har forsøgt at undgå os. Det ville være meget overraskende, hvis man åbent sagde, at man ønsker at diskriminere en kulturscene, siger Benny Brix.

Mistanke om censur

Odeon er kommet under mistanke for at have opfundet en søforklaring, som skal dække over, at showet pludselig blev aflyst den 2. og 3. april næste år.

Aflysningen skete med den begrundelse, at der var sket en dobbeltbooking, og at lokalerne allerede var udlovet til en stor lokal aktør.

Problemet for Odeon er imidlertid, at den lokale aktør over for TV 2/Fyn totalt afviser, at man har indgået en kontrakt med Odeon de pågældende dage.

Den mystiske aflysning har ført til mistanke om, at Odeon ligger under for selvsencur efter pres fra det kinesiske regime.

Enhedslisten vil rejse sagen i Odense Byråd den 11. december med henblik på at få opklaret, hvad der ligger til grund for aflysningen. Forslaget om en undersøgelse bakkes på forhånd op af Dansk Folkeparti.

 - Sagen er egentlig meget enkelt. Hvis Odeons ledelse kan dokumentere, at de har haft en anden underskrevet aftale med en anden aktør, som den påstår, så er den sag ude af verden, sagde partiets byrådsmedlem Reza Javid tirsdag.

Benny Brix håber, at byrådet vil være med til at opklare sagen.

- Hvis der er et ønske om, at Odeon skal hvile på et ordentligt værdigrundlag og ikke ligge under for selvcensur eller udøve diskriminering, tror jeg, at sandheden kommer frem på et tidspunkt, siger Benny Brix.

TV 2/Fyn har de seneste dage forsøgt at få ledelsen i Odeon til at stille op til interview om sagen, men hotelchef Chrstian Belling og administrende direktør Jens Pedersen har ikke reageret på vores henvendelser.

- Vi finder aldrig ud af om aflysningen skyldtes pres. Men det minder om rapporten fra den første Tibet-kommission, hvor to betjente blev gjort ansvarlig for, at grundloven var blevet brudt, da politiet forhindrede en lovlig demonstration. Men kommissionens anden rapport fastslog, at der var lagt pres på politiet fra både Udenrigsministeriet og PET, siger Benny Brix.

- En lettelse

Men i marts 2020 indledte Odeon nye forhandlinger med Shen Yun om at finde nye datoer til opførelse af forestillingen i Odense. Der skulle dog gå to år før det kunne lade sig gøre, men onsdag aften vil de kinesiske dansere og et symfoniorkester indtage den store scene i Odeon med deres danseshow.

Koncerterne i Odense er to ud af fire forestillinger i Danmark i denne omgang. De to første blev afholdt i Aalborg sidst i marts.

- Det er en lettelse, at Shen Yun nu endelig får lov til at optræde for fynboerne, siger Benny Brix.

22. dec. 2024 kl. 12:19
Natacha Djervad

En person omkommet i arbejdsulykke

LYT
Del
Link
kopieret!

Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagergårdsvej 1 i Svendborg.

Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.

Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.

Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i forbindelse med en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

22. dec. 2024 kl. 11:14
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv

LYT
Del
Link
kopieret!

Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".

Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.

Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.

Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.

Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe

Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.

- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:

- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.

Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.

Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.

22. dec. 2024 kl. 10:12
Nyborg Kommune

Kunstværker for skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?

LYT
Del
Link
kopieret!

Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.

Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.

Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.

Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.

Nyborg Kommune

Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.

Hilser debatten velkommen

Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.

Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.

- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.

Nyborg Kommune

Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.

Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:

- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.

Nyborg Kommune

Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.

22. dec. 2024 kl. 9:18

Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag

LYT
Del
Link
kopieret!

Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.

Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.

Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.

- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.

- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.

Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.

22. dec. 2024 kl. 8:42

DSB forventer julens travleste dag

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.

Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.

- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.

Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.

22. dec. 2024 kl. 8:26

Gymnasie indfører kortere skoledage

LYT
Del
Link
kopieret!

Der skal være bedre balance mellem skole og fritid. Det mener eleverne på Mulernes Legatskole i Odense, og det har ledelsen på gymnasiet valgt at lytte til.

Derfor er mødetiden efter sommerferien ændret fra klokken 8 til klokken 9, mens skoledagen slutter klokken 14.30. Det fremgår af gymnasiets hjemmeside, hvor de også skriver, at det gerne skulle mindre pres på eleverne, uden at det sker på bekostning af pensum.

Eleverne har dog mulighed for at møde ind tidligere og blive længere, da der er indført såkaldt flexundervisning. Her kan man få hjælp og rådgivning af lærerne, hvis man har burg for hjælp eller ekstra faglige udfordringer.

22. dec. 2024 kl. 6:00

Dødsfald og misbrug af skattekroner: - Vi er ligeglade, så længe det ikke koster for meget

LYT
Del
Link
kopieret!

Så længe, de ikke koster for meget, så accepterer vi som samfund, at udsatte mennesker ikke får det bedre på de bosteder, vi placerer dem på.

Sådan lyder den dystre analyse fra en af dem, der selv har været med til at lave den lovgivning, der skal sikre tilsynet med landets bosteder.

Knud Aarup er tidligere mangeårig kommunal leder og direktør i socialstyrelsen, og han har fulgt med i TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afdækning af omsorgssvigt og kritisabelt forbrug af skattekroner på tre fynske bosteder.

- Det er virkelig skræmmende læsning. Det handler mere om ansvarsforflygtigelse end om de unge og voksne, som er udsat for de her vilkår på anbringelsessteder eller krisecentre. Så det får mig til at tænke: "Åh nej. Igen igen."

Camilla Feldt Andersen
I juni stod 19-årige Ida Kruse frem og fortalte om alvorlig omsorgssvigt på bostedet Den Lille Gård. Få uger senere døde et af stedets beboere i et stærkt kritiseret forløb.

Ikke værdigt

Knud Aarup var selv med til at lave loven om sociale tilsyn i 2014. Ambitionen dengang var, at tilsynene skulle opdage og sætte en stopper for landets værste bosteder.

Men den ambition er fejlet. Stort. Det erkender Knud Aarup selv.
Det er der mange grunde til, mener han. Den primære er, at vi som samfund kort og godt har givet op på tanken om, at udsatte mennesker borgerne kan få det bedre på landets bosteder.

- Der er lidt en samfundsmæssig kynisme der går ud på, at vi accepterer det, hvis bare de her mennesker ikke ødelægger for meget for den store, brede middelklasse, siger han.

For det virker, i følge Knud Aarup, som om man politisk har besluttet, at udgifterne på det specialiserede område må koste 50 milliarder kroner om året - og ikke en krone mere.

Til gengæld har politikerne og samfundet givet op på ideen om, at de penge og den indsats rent faktisk skal hjælpe de børn og voksne med handicap og socialt udsathed, der bor på landets bosteder.

- Man har ligesom accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af. At det er et acceptabelt spild i samfundet. Et menneskeligt spild, siger Knud Aarup, og tilføjer:

- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.

Serien om de fynske bostedsbosser:

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har siden sommer afdækket kritisable forhold på tre fynske bosteder.

Opholdsstedet Den Lille Gård døde en 18-årig kvindelig beboer i juli af en overdosis. Da socialtilsynet 10 dage senere kom på besøg, var det en pedel, som havde opsyn med selvmordstruede unge. Bostedet havde forinden fået fem påbud af socialtilsynet og var under skærpet tilsyn. Blandt andet kritiserede tilsynet stedet for manglende faglighed og direktørens høje løn på 1,1 millioner kroner i 2022. Direktør Peter Stausgaard valgte at lukke stedet efter beboerens død.

bostedet Mellemstoppet kunne en af de tidligere beboere til TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan hun ikke fik den rette hjælp. Mellemstoppet havde samtidig et meget højt overskud i 2023 på over seks millioner kroner, som ekspert kaldte "rigtig, rigtig usædvanligt".

Krisecentret TimeOut Fyn blev lukket i slutningen af 2023, efter direktøren indgik en kontrakt med sin søns vagtfirma, der kunne beløbe sig til op mod 162 millioner kroner. Efterfølgende kunne TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fortælle, hvordan kvinder oplevede at blive udsat for social kontrol. Direktør Morten Lohmann Lauritzen og hans søn tjente samtidig millionlønninger og kørte i dyre luksusbiler. Efter lukningen af krisecentret startede de pornokonceptet Mansion Voyeur, hvor de ansatte aldrig fik løn. Selskabet er i dag gået konkurs.

I september kunne det nye Top Safe Krisecenter slå dørene op på TimeOut Fyns tidligere adresse - dog med samme bestyrelsesformand, samme daglige leder og flere at de samme ansatte. Beslutningen har mødt stor politisk modvind. Det er ejendomsinvestor Kurt Vindeløv, der er direktør i selskabet.

19 bosteder lukket på fire år

Siden august har TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende beskrevet kritisable forhold på de tre fynske bosteder Den Lille Gård, TimeOut Fyn og Mellemstoppet.

Alle tre steder er tidligere beboere stået frem og fortalt om omsorgssvigt og manglede hjælp – mens bostederne har haft store overskud og udbetalt høje lønninger til ledelsen.

Nye tal peger på, at de tre fynske bosteder langt fra er de eneste steder, hvor der er problemer. I forrige uge kunne Fagbladet FOA afsløre, at 19 private botilbud på godt fire år er blevet tvunget til at lukke, fordi de har fået inddraget deres godkendelse.

Begrundelsen er typisk 'alvorlige bekymringer' for borgernes trivsel og udvikling, viser Fagbladet FOAs gennemgang af sagerne. Samtidig har flere af ejerne tjent styrtende med penge, skriver fagbladet.

Facebook
Fornylig gik direktør i krisecentret TimeOut Fyn Morten Lohmann Lauritzen og hans søn Nikki Lohmann Lauritzen (billedet) konkurs med deres virksomheder, efter TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidendes afsløring af deres brug af luksusbiler og millionlønninger, mens de voldsramte kvinder på centret led.

Statsministeren skal gribe ind

Sagerne og tallene fra FOA overrasker ikke Knud Aarup. For det ville kræve politisk slagkraft at ændre grundlæggende på området. En slagkraft, som Socialministeriet ifølge ham slet ikke har.

- Socialministeriet er i bund og grund et svagt ministerium. En god socialminister er historisk set en minister, der ikke vil for meget, og som får lukket problemerne ned.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har i flere måneder forgæves forsøgt at få et interview med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i forbindelse med afdækningen for at få svar på, hvad ministeren vil gøre for at forhindre lignende sager i fremtiden.

Den seneste besked fra ministeriet er, at vi muligvis kan få et interview i det nye år.

Men i følge Knud Aarup skal en helt anden minister træde i karakter, hvis der effektivt skal sættes ind overfor de omstridte bosteder.

- Hvis området skulle ændres, ville det kræve, at det var statsminister Mette Frederiksen, der selv sætter sig for at få ændret på det her og selv sætter sig for enden af forhandlingsbordet.

Knud Aarup: Derfor ser vi skandalesagerne om bosteder

  • Kommunerne har ikke den nødvendige faglighed til at vurdere, hvilken hjælp og hvilket bosted, udsatte borgere har brug for.
    Knud Aarup: Da vi lavede loven om de sociale tilsyn, troede vi stadig på, at der var en vis grundfaglighed tilbage i kommunerne. Den mangler alvorligt.

  • KL og kommunerne modarbejder et stærkt social tilsyn
    Knud Aarup: KL og kommunerne har forsøgt at at modarbejde at de sociale tilsyn blev tilstrækkeligt stærke, fordi de enkelte kommuner vil ikke ses over skulderen. Det er en misforstået opfattelse af, hvad kommunalt selvsyre er. At der skal ikke komme nogen udefra og bestemme.

  • Politikerne og samfundet har givet op på at den hjælp, udsatte borgere får, gør en forskel

    Knud Aarup: - Det er som om vi som samfund har accepteret, at mennesker med særlige behov, uanset om de har en funktionsnedsættelse, er psykisk syge eller har sociale problemer, så må det koste 50 milliarder. Man har accepteret at, at de penge skal vi ikke have noget ud af.

  • Om sit eget ansvar som tidligere direktør i socialstyrelsen og medvirkende til at udforme lovgivningen om de sociale tilsyn siger Knud Aarup:

    - Vi troede dengang, at når vi så 10 år frem, så ville vi se tilbage og sige at denne her lov var der, vi for alvor forbedrede indsatsen og løftede bunden (af de dårligste bosteder, red.). Det er vi ikke lykkedes med. Det er jeg ret træt af.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har foreholdt kritikken for KL. I et skriftligt svar skriver formand for Socialudvalget, Ulrik Wilbek:

"Det billede, Knud Aarup tegner, genkender vi simpelthen ikke – så den kritik må stå for hans egen regning.

Vi og kommunerne er dybt bekymrede over de sager, der kommer frem. Og det understreger først og fremmest, at der er behov for både at styrke fagligheden og ledelsen på de tilbud, vi visiterer til, og sikre de rette kompetencer i sagsbehandlingen. Samtidig kalder det også på, at lovgiverne skaber rammer, som gør det sværere at etablere tilbud for egen vindings skyld"

Han tilføjer, at 98 procent af tilsyn på landets bosteder ikke giver anledning til bemærkninger, og at KL ønsker et mere "fokuseret" tilsyn.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har desuden foreholdt kritikken for Social- og Boligministeriet.

Socialminister Sophie Hæstorp Andersen har ikke haft mulighed for at stille op.

22. dec. 2024 kl. 5:00

Søndag byder på mulighed for både sne og sol

LYT
Del
Link
kopieret!

Det ustadige vejr fortsætter frem mod jul med en blanding af byger og flere fronter.

Søndag er ingen undtagelse, og det bliver en dag med lidt sol og spredte byger.

Temperaturen lander et sted mellem fire og seks graders varme med en let til frisk sydvestlig vind. Ved kysterne kan man vinden blæse op til hård vind.

De lave temperaturer gør, at det ikke kan udelukkes, at der kommer en byge forbi med noget hvidt i form af sne eller slud.

Den mulighed bliver ikke mindre som aftenen skrider frem og temperaturerne daler.

21. dec. 2024 kl. 19:46

Aryan skabte fodboldfest for flere hundrede piger

LYT
Del
Link
kopieret!

Hundredevis af unge piger får lørdag rørt benene i Odense idrætshal.

Her har et stort fodboldpigestævne været i gang hele dagen. Stævnet er kun for pigehold, og over 500 piger har valgt at bruge de sidste dage inden jul på at få rørt bentøjet.

Bag stævnet står Aryan Abdel Rahman fra B1909's ungdomsafdeling. Han mener, der mangler flere stævner til piger.

Derfor har han sammen med sin søster søsat Domina Cup, som gerne skulle inspirere endnu flere piger til at spille fodbold.

21. dec. 2024 kl. 19:10

Trafikken er delvist spærret på Lillebæltsbroen

LYT
Del
Link
kopieret!

Opdateret klokken 19.25: Lillebæltsbroen er genåbnet efter uheldet.

Lillebæltsbroen er lørdag aften spærret i vestgående retning, fordi et køretøj med anhænger er væltet.

Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X uden at konkretisere hændelsen.

Vejdirektoratet kan kort før klokken 19 ikke sige noget om, hvornår trafikken kan genoptages.

- Trafik i retning mod Jylland kan med fordel benytte den gamle Lillebæltsbro, opfordres det.

Fyns Politi oplyser på samme medie, at der ikke er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet, og at der er tale om en væltet trailer.

- Vi arbejder sammen med øvrige beredskaber på at få åbnet motorvejen så hurtigt som muligt, skriver politikredsen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her