Tømrerlære gav 14-årige Kasper glæden tilbage - men lovgivning er en klods om benet

14-årige Kasper Voss kombinerer skole og praktik hos LB Tag. Han er glad for at være aktiv og lære håndværket, men restriktioner forhindrer ham i at deltage fuldt ud.

Det seneste halve år har tømrersvendene hos LB Tag haft en kollega på bare 14 år. Han hedder Kasper Voss, og han er i en lang erhvervspraktik, mens han passer folkeskolen. 

Kasper var blevet skoletræt, dagene blev lange og stillesiddende for ham. Han havde brug for at komme ud og være mere aktiv.

- Jeg kan ikke lide at sidde stille, det er ikke sjovt at sidde stille en hel dag, jeg vil hellere ud og bruge hænderne, fortæller Kasper Voss. 

Kasper havde i forbindelse med folkeskolens erhvervspraktik, som varer i en uge, været i praktik ved LB Tag. I den uge fandt han ud af, at det passede bedre til ham at komme ud og være mere aktiv og kreativ i hverdagen, så han ville gerne fortsætte. 

Derfor lavede skolen i samarbejde med LB Tag en ordning, hvorpå Kasper i tre af ugens skoledage er på skolebænken og de sidste to er han i praktik ved LB Tag. 

Kasper Voss har under praktikken ved LB Tag fundet ud af, at han gerne vil være tømrer.
Kasper Voss har under praktikken ved LB Tag fundet ud af, at han gerne vil være tømrer.
Foto: Ken Petersen

Ordningen hedder "juniormesterlære", og den giver mulighed for, at skoletrætte unge i udskolingen kan komme i en lang erhvervspraktik, som afveksling fra de lange skoledage. 

- Han hygger sig med det, han møder før alle andre om morgenen, og det viser overfor mig, at det her, det vil han simpelthen, fortæller Lasse Boisen, der er indehaver af LB Tag.

Og det er ikke kun Lasse Boisen, der mærker, at Kasper Voss trives i praktikken, det gør hans mor Dorthe Voss også.

- Kasper er blevet en gladere og mere åben dreng, efter han er startet i praktik ved LB Tag, fortæller hun. 

Ordningen kom i stand ved hjælp af sagsbehandlere ved Odense Kommune, og det samarbejde har Dorthe Voss været rigtig glad for. 

Ikke det fulde billede

Men selvom ordningen er god og både Kasper Voss og Lasse Boisen glæder sig over, at Kasper er i praktik ved LB Tag to af ugens skoledage, så er der noget, som Lasse Boisen ærgrer sig over - Kasper Voss får lov til at lave for lidt. 

- Det er lidt et problem, at interessen kan være mindre, fordi det arbejde, som de må lave her hos mig, det er forefaldende lidt, siger han og fortsætter:

- Fordi det, der er sjovt ved at være tagtømrer ved os, det er at rende og lave tag oppe på stilladset, men det må de ikke. 

Der er nogle arbejdsmiljøregler, som firmaet skal overholde, men det betyder ifølge Lasse Boisen altså, at Kasper Voss ikke får lov til rigtigt at mærke, hvordan det er at være tagtømrer.

Hos LB Tag håber de, at flere unge får øjnene op for ordningen "juniormesterlære".
Hos LB Tag håber de, at flere unge får øjnene op for ordningen "juniormesterlære".
Foto: Ken Petersen

Han håber derfor på, at der bliver kigget på den lovgivning, ellers er han nervøs for at konsekvensen bliver, at interessen for erhvervet falder, fordi de ikke får det fulde billede. 

- Hvis ikke de får lov til at være med til alle de sjove ting, så tænker de jo nok, når de er færdige i praktik her hos mig: Hold da op, det var kedeligt. 

- Vi skal have dem ud og have tingene mellem hænderne, og prøve, hvordan det egentlig er at være i en virksomhed, siger han.

Oversigt

    Oversigt