Unge tager klimaet alvorligt:
- Hvis ikke man går op i klimaet, er man uden for fællesskabet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere unge bekymrer sig om klimaet. Tirsdag blev der afholdt klimadebatmøde i Studenterhuset i Odense, hvor flere unge var mødt op.
- Hvis vi går sammen i kampen om at skabe en bedre planet, så er vi kammerater.
Sådan lyder det fra 18-årige Navid Aslami, der deltager i klimadebatmødet i Odenses studenterhus tirsdag aften. På stolene sidder omkring 60 mennesker, der er kommet for at høre om klimaets fremtid - størestedelen er unge.
Forskellige kandidater til Europa-Parlamentet er dukket op for at diskutere Danmarks og Europas fremtid i forhold til klimaet. Debatten blev arrangeret i forbindelse med europaparlamentsvalget den 26. maj.
Flere bekymrer sig
Ifølge en undersøgelse foretaget af den grønne tænketank Concito svarede 55 procent af de 18-29-årige i 2016, at klimaproblemet er "meget alvorligt" - i 2018 steg tallet til 71 procent.
I en orange sofa sidder de tre unge mænd Navid Aslami, Theis Gaarsmand og Lasse Ellegaard og snakker om klimaets fremtid.
- Jeg er helt bestemt bekymret, for jeg vil gerne have børn en dag, og jeg vil ikke have, at de skal vokse op i en verden, som vi har ødelagt, siger Navid Aslami til sine to kammerater.
Pjæk for klimaet:
- Der er ligesom ikke rigtig nogen fremtid for os
Arrangører håber, at klimademonstration er en lille dråbe i en stor tsunami, der er på vej i klimadebatten.
Med beskeder som "Prisen på løsningen: 150.-/mdr/pers" og "Der findes ingen planet B" sendte op mod et par hundrede studerende og skoleelever på Flakhaven i Odense fredag en klar besked til magthaverne.
De unge ønsker handling fra politikerne, som de mener er handlingslammede.
- Der er nogen (politikere, red.) der prøver at gøre lidt og der en nogen der prøver at gøre noget, men det handler om at gøre nok. Og det synes jeg slet ikke der bliver gjort, sagde Maja Parsberg Madsen til TV 2/Fyn.
Hun er en del af studenterforeningen Den Grønne Studenterbevægelse, som havde opfordret folkeskoleelever og studerende til at pjække fra undervisningen og deltage i demonstrationen.
- Den primære grund til, at jeg har været med til at arrangere det her, det er en eller anden form for magtesløshed, en eller anden form for afmagt og desperation, sagde Maja Parsberg Madsen.
Hun var glad for opbakningen, men lidt bekymret over deltagernes alder. Der var nemlig mange folkeskoleelever:
- Det er lidt hjerteskærende, at det er så unge, der skal råbe vores politikere op. De har ikke ikke en gang stemmeret.
Ingen fremtid uden at gøre noget
Emilie Juul, som var afsted sammen med i nærheden af 40 skolekammerater fra Faaborg Gymnasium, håber at demonstrationen får sat gang i noget:
- Vi vil gerne vise politikerne, og bare folk generelt, at der ligesom ikke rigtig er nogen fremtid for os, hvis ikke vi gør noget ved klimaet.
Lille dråbe i en stor tsunami?
Men er det nok med knap 200 samlet på Flakhaven? Hvad skal det hjælpe?
- Jeg håber det er en øjenåbner for nogen. Jeg håber, at der er nogen der vil tænke lidt over, hvor vigtigt det her er for rigtig mange unge.
- Det er nok en lille dråbe i en stor tsunami der pludselig kommer af en klimabevægelse, håbede Maja Maja Parsberg Madsen, og tilføjede:
- Men os, der står lige her, kan reelt ikke gøre mere lige nu. Der er nogen højere oppe, der skal tage noget politisk initiativ på det her.
Men også fællesskabet fylder meget, når det drejer sig om klimadebatten.
- Der er helt klart en fællesskabsfølelse. Man accepterer også dem, der ikke går op i klimaet, men de er lidt uden for fællesskabet, siger 29-årig Theis Gaarsmand.
Opråb til politikerne
Morten Helveg Petersen, der er europaparlamentsmedlem for Radikale Venstre, arrangerede debatten, som foregår i landets fire største byer i denne uge.
Placeringen i Odenses studenterhus, hvor de unge studerende ofte opholder sig, var ikke et tilfældigt valg til aftenens debat.
- De unge er om nogen klar over, hvor meget det brænder på med klimaet. Og vi ser unge mennesker, ikke bare i Odense, men i hele verden, der kaster sig ind i klimakampen, siger han til TV 2/Fyn og tilføjer:
- Det er positivt, at unge viser sig i klimakampen. De tager det virkelig på sig og demonstrerer mod os halvgamle politikere, der ikke har formået at gøre nok.