Velfærdsdebatten, der forsvandt: Ingen vil påtage sig ansvaret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sent søndag aften forsvandt et opslag med 134 borgerkommentarer fra Kommunens Facebook-side. Ingen vil påtage sig ansvaret for sletningen.
Odense Kommune har stadig ikke givet nogen præcis forklaring på, hvordan det kunne ske, at et opslag på kommunens Facebook-side sent søndag aften kunne forsvinde ud i den blå luft.
Borgmesterforvaltningen er i gang med at udarbejde en redegørelse over forløbet til byrådet, og det er i skrivende stund uvist, om den vil kaste nyt lys over mysteriet.
Mystik om velfærdsdebat: Pludselig forsvandt 134 kritiske kommentarer fra kommunens Facebook-side
Byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K) vil have en forklaring på, hvorfor kritisk debat om velfærdspolitikken på Odense Kommunes Facebook-side pludselig er fjernet.
Odense Byråd med Peter Rahbæk Juel (S) i spidsen vil gerne have inspiration og gode forslag til, hvordan kommunen kan sikre velfærden de kommende år.
Borgerne er derfor blevet bedt om at komme med input, blandt andet på kommunens egen Facebook-side, ligesom der den kommende tid inviteres til borgermøder.
Men nu er en del af den debat, som kommunen selv har rejst på det sociale medie, pludselig lukket ned og fjernet.
- Det synes jeg er meget mærkeligt, siger byrådsmedlem Tommy Hummelmose (K), som nu vil have en forklaring.
Kritisk kommentar
Tommy Hummelmose gik selv ind i den nu forsvunde debat søndag formiddag.
- Jeg reagerede på opslaget, fordi embedsværket her lagde op til en afstemning om højere eller lavere skat. Hvis man synes godt om skattestigninger, kunne man trykke på en glad smiley. Hvis ikke, man synes godt om skattestigninger, kunne man trykke på en fnysende og vred smiley.
Artiklen fortsættes under billedet.
- Det synes jeg var manipulerende, siger Tommy Hummelmose til TV 2/Fyn, som derfor skrev følgende kommentar til opslaget:
- Som medlem af byrådet i Odense bakker jeg ikke op om denne type opslag på Facebook. Opslaget betragter jeg som manipulerende socialdemokratisk markedsføring, skrev Tommy Hummelmose.
Opslaget slettet
Senere på søndagen finder Tommy Hummelmose tilfældigvis ud af, at kommunen nu har rettet i det oprindelige opslag, så det fremstod mere neutralt.
- Noget tyder på, at kommunen er klar over, at opslaget er langt over stregen. Desværre gør kommunen end ikke opmærksom på, at der rent faktisk var tale om et helt nyt opslag.
Artiklen fortsættes under billedet.
-
- Min kommentar er jo skrevet med henvisning til det oprindelige opslag. Når man så går ind og laver et nyt opslag, kommer min kommentar til at indgå i en forkert kontekst. Kommunen burde have gjort opmærksom på, at der var redigeret i det oprindelige opslag. Den samme følelse må de mange andre, der har kommenteret det oprindelige opslag, sidde tilbage med siger Tommy Hummelmose.
Michael Bruhn Frederiksen, som er chef for strategi og kommunikation i borgmesterforvaltningen, kan godt følge kritikken fra Tommy Hummelmose. Han erkender, at der kan være behov for, at kommunen fremover gør det mere tydeligt, hvis der ændres i et opslag, som brugerne har kommenteret på.
- Vi lærer hele tiden og tager kritikken til os, siger Michael Bruhn Frederiksen til TV 2/Fyn.
Ny overraskelse
Tommy Hummelmose fik sig imidlertid en ny overraskelse, da han mandag formiddag igen var inde på kommunens Facebook-side.
- Her til morgen finder jeg så ud af, at det redigerede opslag med den efterfølgende debat med 134 overvejende kritiske kommentarer var væk - pist væk. Var det ikke meningen, at borgerne skulle involveres i debatten, spørger han?
Michael Bruhn Frederiksen kan godt forstå, at Tommy Hummelmose undrer sig. Men afviser at kommunen har lukket debatten, fordi der var kritiske kommentarer.
- Vi har ikke slettet opslaget, og vi vil virkelig gerne have en forklaring på, hvorfor det er forsvundet. Tilsyneladende er det fjernet af Facebook, siger Michael Bruhn Frederiksen.
- Vi har i dag henvendt os til Facebook. Vi vil gerne have svar på, hvorfor det blev slettet? Kørte debatten af sporet? Var det blevet anmeldt af en bruger? Vi håber at få svar og få opslaget og debatten tilbage på kommunens Facebook-side, siger Michael Bruhn Frederiksen.
Spørgsmål til stadsdirektøren
Tommy Hummelmose finder hele forløbet mærkværdigt, og vil nu have stadsdirektør Stefan Birkebjerg til at svare på en række spørgsmål.
- Jeg synes, at der er behov for at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Hvem står bag opslaget? Hvem har givet instruksen? Hvem har godkendt opslaget? Hvorfor forsvandt opslaget?
- Jeg har stillet mange spørgsmål, fordi der er brug for at få sagen fuldt belyst, siger Tommy Hummelmose, som understreger, at han ikke er ude efter embedsmændene.
- Jeg vil bare gerne have sagen undersøgt, så vi kan få luften renset og fjerne enhver mistanke om, at der er embedsmænd, som udsættes for politisk pression, siger Tommy Hummelmose.
Kommunen vil stadig ikke påtage sig ansvaret for sletningen og fastholder i dag torsdag på sin egen Facebook-side, at opslaget "...formentlig er fjernet af Facebook". Opslaget blev lagt op mandag over middag.
Men Facebook vil ikke påtage sig ansvaret for, at opslaget pludselig forsvandt.
- Vi har ikke fjernet noget. Men det betyder ikke, at nogen taler usandt. Det kan sagtes være, at der bare er sket en fejl, og nogen har fjernet noget ved et uheld, skriver Facebooks danske pressechef Peter Andreas Münster i en kommentar til TV 2/Fyn onsdag aften.
Debat - pist væk
Det forsvundne opslag med borgerkommentarerne var en del af den velfærdsdebat, som borgmester Peter Rahbæk Juel og byrådet har sat i gang for at få borgernes input til, hvordan kommunen kan sikre fremtidens velfærd. Debatten var livlig det meste af søndagen, men sent søndag aften var den pist væk.
I følge den konservative byrådspolitiker Tommy Hummelmose var der mange negative reaktioner på opslaget.
Han havde selv været inde og bidrage til debatten med en meget kritisk kommentar, fordi opslaget efter hans mening gik ud over de almindelige regler for neutrale embedsmænds ageren ved at have stærke socialdemokratiske undertoner.
- Jeg reagerede på opslaget, fordi embedsværket lagde op til en afstemning om højere eller lavere skat. Hvis man synes godt om skattestigninger, kunne man trykke på en glad smiley. Hvis ikke, man synes godt om skattestigninger, kunne man trykke på en fnysende og vred smiley, sagde Tommy Hummelmose til TV 2/Fyn mandag.
Digital udviklingsredaktør: Spørg Facebook
Digital udviklingsredaktør ved TV 2, Kaare Sørensen, har i flere år beskæftiget sig med blandt andet Facebook.
Han mener, at Odense Kommune bør rette henvendelse til Facebook for at komme til bunds i sagen.
- Det er overvejende sandsynligt, at Facebook har en log (liste, red.) over, hvornår opslaget er slettet og af hvem, forklarer han.
Facebook-kender om forsvunden debat: Odense Kommune er afhængig af hjælp fra Facebook
Odense Kommune er afhængig af Facebook for at opklare, hvem der har slettet et opslag og dets kommentarer, mener Facebook-kender.
Søndag forsvandt 134 kommentarer og tilhørende opslag fra Odense Kommunes Facebook-side.
"Det er formentlig Facebook", skrev kommunen mandag i et opslag på Facebook.
Men det tror TV 2's digitale udviklingsredaktør, Kaare Sørensen, ikke på:
- Odense Kommune kan ikke frikende sig selv ved at henvise til Facebook, siger han.
Derimod er Odense Kommune afhængig af hjælp fra Facebook, hvis sagen skal opklares. Det er nemlig kun Facebook, som ligger inde inde med informationer om forsvundne opslag, siger den digtitale redaktør.
Kommunen er selv gået i gang med at undersøge forløbet, men kommunen skal ikke regne med at finde frem til den ansvarlige ved at tjekke Facebook-sidens aktivitetslog, siger Kaare Sørensen.
Det skyldes, at aktivitetsloggen ikke gemmer oplysninger om slettede opslag.
- Jeg kan godt forstå, hvis man tror, at en aktivitetslog gemmer, når man sletter. Men sådan er Facebook ikke skruet sammen, forklarer Facebook-kenderen og uddyber:
- Aktivitetsloggen fortæller os ikke, hvis noget er slettet. Derfor kan Odense Kommune ikke frikende sig selv, med mindre kommunen får hjælp fra Facebook, understreger Kaare Sørensen.
Facebook har næppe fjernet opslag
- Det er meget lidt sandsynligt, at Facebook skulle fjerne et opslag på Odense Kommunes Facebook-side, der omhandler velfærdspolitik. Det er ikke det, som Facebook normalt gør, forklarer redaktøren.
Derudover mener Kaare Sørensen også, at Facebook ville oplyse kommunen, hvis det sociale medie havde fjernet opslaget.
I følge Facebooks danske pressechef Peter Andreas Münster har det sociale medie da heller ikke fjernet noget.
- Vi har ikke fjernet noget, skrev han i en kommentar til TV 2/Fyn onsdag aften.
Kaare Sørensen opfordrer Odense Kommune til at rette henvendelse til Facebook for at få opklaret mysteriet.
- Facebook ved, hvad der er sket, mener han og henviser til, at det sociale medie formodentlig har en slags intern log, der gemmer oplysninger om opslag, der er slettet.
TV 2/Fyn har spurgt Peter Andreas Münster, om Facebook vil hjælpe Odense Kommune med at opklare, hvem der står bag sletningen af opslaget.
Torsdag formiddag lyder det kortfattede svar fra pressechefen i en besked:
- Nej, beklager.
Kaare Sørensen siger, at Odense Kommune ikke selv kan finde frem til oplysningerne via kommunens aktivitetslog.
- Aktivitetsloggen på Facebook er ikke det, man forventer. Det er en logbog over de elementer, der er offentlige på Facebook-siden. Hvis du sletter et element, så forsvinder det fra aktivitetsloggen, siger han.
Med andre ord kan kommunen kun blive klogere på de opslag, som ligger på kommunens Facebook-side.
- Hvis Odense Kommune har et ønske om at komme sagen til bunds, bør de rette henvendelse til Facebook, understreger Kaare Sørensen.
Facebook: Nej, beklager
TV 2/Fyn skrev onsdag aften til pressechef Peter Andreas Münster og spurgte, om Facebook vil hjælpe Odense Kommune, hvis borgmesterforvaltningen retter henvendelse med ønske om at få oplyst tidspunkt og fra hvilken lokation sletningen har fundet sted.
Torsdag formiddag lyder det kortfattede svar fra pressechefen:
- Nej, beklager