Odense Kommune vil i 2028 have en opsparing på 455 millioner kroner, som er målrettet letbanens etape to.
Det fremgår af et svar fra Borgmesterforvaltningen til by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Rådmanden har stillet en række spørgsmål for at få klarhed over, hvor meget der årligt spares op til letbanens etape to.
Borgmesterforvaltningen oplyser i svaret, at der i 2028 vil stå i alt 455 millioner kroner på opsparingskontoen.
- De her tal viser jo, at vi har nok penge. Vi har faktisk rigtig mange penge til gode, siger Christoffer Lilleholt, som i sidste uge meddelte, at Venstre ikke kan bakke op om et salg af Fjernvarme Fyn.
Så meget sparer Odense Kommune op
Et salg af fjernvarmen vil ellers over ti år udløse 524 millioner, som kunne bruges til renoveringer og modernisering af skoler, plejehjem og børneinstitutioner.
Her er pengene
Men Venstre har allerede fundet pengene, påpeger Christoffer Lilleholt.
Han foreslår, at letbaneopsparingen på 455 millioner kroner suppleres med de 69 millioner, som ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel kan trækkes ud af overskuddet fra Fjernvarme Fyn.
Dermed vil der frem mod 2030 helt præcist være 524 millioner kroner til rådighed over ti år. Det svarer i kroner og ører til det provenu, som Odense Kommune vil få ved at sælge Fjernvarmen.
- Det betyder, at vi ikke behøver sælge, men alligevel kan finansiere en rigtig stor del af de udfordringer, vi har, siger Christoffer Lilleholt.
Et enigt byråd besluttede tilbage i 2016, at der først skal tages endelig politisk stilling til letbanens etape to, når plangrundlaget er klart i 2022. Til den tid forventes der at være en større afklaring på den statslige medfinansiering.
Forslaget fra Venstre får derfor en kold skulder af den socialdemokratiske viceborgmester, Tim Vermund:
- Letbanens etape 2 er en stor driver i hele byudviklingen og i hele omdannelsen af Vollsmose. Al den vækst, vi skaber i byen, fordi der bliver bygget langs letbanen, den dropper vi med forslaget. Vi dropper at få folk i arbejde på letbanebyggeriet, og det synes jeg, vil være rigtig ærgerligt.