Vildledte kunder med bacon: Burgerrestaurant i Odense tvunget til at ændre menukort
Artiklen er mere end 30 dage gammel
The Burger i Odense havde ifølge sit menukort "bacon" i burgerne. Det vildledte forbrugerne, mente Fødevarestyrelsen.
En burgerrestaurant i Odense har været nødt til at ændre i menukortet. The Burger, der ligger i Vestergade i centrum af Odense, skrev i menukortet, at der var bacon i restaurantens burgere.
Det viste sig dog at være kalvebacon, og det fik Fødevarestyrelsen til at indskærpe over for restauranten, at den går ikke. Det skriver BT.
- Det indskærpes, at fødevarer ikke må sælges under omstændigheder, der kan vildlede forbrugerne, står der i kontrolrapporten.
- Virksomheden anpriser i menukortet med bacon, men virksomheden bruger kalvebacon.
The Burger ændrer menukort
Som det også fremgår af kontrolrapporten, har The Burger efterfølgende ændret i menukortet, så det nu fremgår, at der er tale om kalvebacon.
- Vi får tilrettet vores menukort, står der i kontrolrapporten.
Det fremgår også af menukortet på restaurantens hjemmeside, at burgeren er med kalvebacon.
Bacon er fra siden eller ryggen af et svin.