Region Syddanmark vil igen teste sundhedspersonale for corona

Der er nyt testudstyr på vej til Danmark, og derfor åbner Region Syddanmark igen for at coronateste personale.

Opdatering
Clock23. mar 2020, kl. 07:54
Artiklen er opdateret med citater fra koncerndirektør Kurt Espersen fra Region Syddanmark

Region Syddanmark har de seneste dage ikke testet sundhedspersonale for coronavirus på grund af mangel på udstyr, men nu vil regionen igen begynde at teste en del af de ansatte.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Regionen indførte fredag et midlertidigt stop for at teste sundhedspersonale.

Det skyldtes, at der var mangel på testudstyr - reagenser - til testene, og man ville derfor prioritere patienterne.

- Vi prioriterer vores patienter i første omgang. Vi skal være helt sikre på, at de får den rigtige behandling, og bliver isoleret på den rigtige måde, fortæller koncerndirektøren fra Region Syddanmark til TV 2/Fyn.

Men den beslutning er nu ændret, da der er udsigt til, at der kommer nye reagenser til Danmark i løbet af ugen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at alt sundhedspersonale skal testes for coronavirus.

- Vi har sikkerhed for at få nogle leverancer i den uge her, og derfor lukker vi en lille smule op, siger koncerndirektøren. 

Ikke alle skal testes

At der er sikkerhed for at få leveret flere reagensglas til test af syddanskere, er ikke ensbetydende med, at personalet skal testes.

- Vi håber at vores leverandører leverer, det, der er brug for, men der er ingen garantier. Det vil altid være patienterne, der bliver prioriteret, fortæller han.

Søndag varslede sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at Danmark nu vil til at teste flere med symptomer for coronavirus end tidligere. Det sker efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Derfor passer regionen på de ressourcer, de har.

- Vi kører en restiktiv politik, så vi er sikre på, at det kun er det rigtige personale med kritiske funktioner, der bliver testet, så de kan komme hurtigere tilbage på arbejdet, fortæller han. 

Enhed på OUH

Region Syddanmark vil nu oprette en enhed på Odense Universitetshospital, der skal vurdere, hvilke ansatte der skal testes.

- Det gør vi for at sikre, at alle behandles ens og for at sikre, at der er test nok til alle og stadig sikre tilstrækkeligt testkapacitet til at kunne undersøge patienter indlagt til undersøgelse for Covid-2019, siger Kurt Espersen, der er direktør i Region Syddanmark, i pressemeddelelsen.

Region Midtjylland oplyste også i weekenden, at test af personale er sat på pause indtil videre.

I de øvrige regioner er man fortsat med at teste sundhedspersonale.

I Region Nordjylland har meldingen dog været, at der skulle testes med omtanke.

Nye retningslinjer

De nye retningslinjer for at teste betyder, at alle med moderate til svære symptomer for coronavirus testes.

Patienterne skal dog først testes, hvis mistanken er fastholdt efter en klinisk vurdering på et sygehus.

Den nye teststrategi blev varslet, selv om der i øjeblikket altså er for lidt testudstyr i Danmark.

De danske myndigheder i kontakt med flere virksomheder i Danmark, som muligvis kan hjælpe med at levere testudstyr.

Oversigt

    Oversigt