Sprognævn: Uforståelig flytning til Bogense
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dansk Sprognævn kan ikke se meningen i, at nævnet og de 15 medarbejdere skal flytte fra Frederiksberg til Bogense. Nævnets direktør er forundret og mener, at flytningen er problematisk og vanskelig.
Som led i regeringens omrokeringer af statslige arbejdspladser, blev det onsdag offentliggjort, at Sprognævnet og de 15 medarbejdere skal flytte til Bogense. Den beslutning forstår direktøren for Sprognævnet ikke.
- Selvom jeg godt forstår intentionen med flytningen, har jeg svært ved at se den dybere mening i at flytte en institution som Dansk Sprognævn så langt væk fra de videnskabelige miljøer vi samarbejder med, skriver Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier i en pressemeddelelse.
Ifølge Sabine Kirchmeier, så er Sprognævnet afhængig af samarbejde med danske, nordiske og internationale forskningsmiljøer og en lang række uddannelsesinstitutioner.
Dansk Sprognævn rykker fra København til Nordfyn
Der er statslige arbejdspladser på vej til store dele af Fyn - også Nordfyn. Det blev en realitet onsdag, da regeringen offentliggjorde resultatet af denne omgang flytning af statslige arbejdspladser.
Dansk Sprognævn med 15 antal arbejdspladser placeres i Bogense, og det glæder Nordfyns borgmester.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har satset benhårdt på at få statslige arbejdspladser til vores kommune. Nu, hvor anstrengelserne har båret frugt, er det selvfølgelig en enorm tilfredsstillelse, siger Morten Andersen (V).
Dansk Sprognævn flytter til Bogense. Derfor skal brunsviger, mølle eller utidig indgå i alle sætninger fremadrettet. Ellers kommer jetjawerne efter dig …
— Filip Wallberg (@fiwa) 17. januar 2018
711 job til Fyn
Fyn er blevet tildelt i alt 711 statslige arbejdspladser i forbindelse med regeringens anden store udflytningsplan.
Samlet set har Region Syddanmark fået 1.015 nye arbejdspladser, og af dem går størstedelen således til Fyn.
Den største andel sker i forbindelse med flytningen af Miljøstyrelsen, der fremover skal ligge i Odense. Flere end 465 arbejdspladser rykkes fra Østerbro i København til Odense.
- Odense bliver som lokalhovedstad på Fyn stærkere af det her, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Jeg er bange for, at det bliver en overordentlig vanskelig opgave at få et højt specialiseret forskningsmiljø som Sprognævnet til at fungere i Bogense, og jeg er meget spændt på at høre hvilke faglige vurderinger, der ligger til grund for beslutningen, siger Sabine Kirchmeier.
Direktøren argumenterer endvidere med, at "Bogense har cirka 4000 indbyggere og ligger cirka 2,5 times kørsel fra København, hvor nævnet har haft til huse siden 1955. Der er cirka halvanden time med offentlig transport til den nærmeste videnskabelige institution, Syddansk Universitet i Odense".
- Jeg kan se at man ved flytningen af andre institutioner har taget hensyn til synergieffekter og relationer til andre institutioner, og jeg er meget forundret over, at der ikke er sket noget tilsvarende i vores tilfælde, skriver direktøren.
Hun mener også, at det er et kæmpe problem for afdelingen for dansk tegnsprog, at Bogense ikke har et tegnsprogsmiljø, som medarbejderne kan samarbejde med.
Sprognævnet er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet. Nævnet har til opgave at følge sprogets udvikling, at give råd og oplysning om dansk sprog og sprogbrug og at udgive Retskrivningsordbogen. Endvidere giver Sprognævnet råd og oplysning om dansk tegnsprog.