Christian Eriksen efter comeback og scoring: Det bliver endnu mere specielt i Parken

Christian Eriksen er glad for sit comeback for Danmark og ser nu frem til et gensyn med Parken.

Christian Eriksen fik 287 dage efter sit hjertestop under EM-kampen mod Finland comeback for det danske landshold.

Det fejrede han med et mål kort efter sin indskiftning fra anden halvlegs start, da Danmark tabte 2-4 til Holland i Amsterdam.

Siden ramte han også stolpen med et godt spark, og det var en glad og afslappet Eriksen, der efterfølgende gjorde status i studiet hos Kanal 5.

- Det var fedt. Jeg er glad for, at jeg kan stå her, og at det hele gik godt.

- Jeg er stadig den samme fodboldspiller og vil stadig gerne vinde, siger Eriksen efter at have fået ros for sin præstation.

Comebacket mod Holland var endnu et skridt i Eriksens målsætning om at komme tilbage til en normal hverdag.

Tirsdag venter endnu et skridt, når han vender tilbage til Parken, og Danmark spiller testkamp mod Serbien.

- Det bliver endnu mere specielt. I dag (lørdag, red.) var en lille opvarmning til tirsdag, hvor jeg skal løbe ind på stedet, hvor det skete.

- Jeg vil ind og bevise, at jeg er kommet tilbage og er normal igen. Og at det forhåbentligt ikke sker igen. Det bliver på en måde dejligt at få det overstået og bevise, at jeg er fodboldspiller igen, siger Eriksen til Kanal 5.

Danmark og Serbien dyster tirsdag klokken 18.

Oversigt

    Oversigt