Deling af sexvideo: - Jeg følte mig klam og forfærdelig

Kristine Frost er offer for digitale sexkrænkelser. Men hun synes, at straffen er for mild i forhold til, hvad hun har været igennem.

For to år siden optog nogle store drenge, at Kristine Frost havde sex og delte videoen.

- Jeg følte mig klam og forfærdelig. Jeg følte mig også meget ensom, siger den nu 19-årige Kristine Frost til TV 2.

Kristine Frost er offer for digitale sexkrænkelser. Tirsdag blev tre unge mænd dømt, for at have optaget og delt en sexvideo. Videoen var af den dengang 17-årige Kristine Frost. 

Lavt strafniveau

Et enigt Folketing skærpede tidligere straffen for digitale sexkrænkelser, så særligt grove tilfælde kan give helt op til tre års fængsel.

Men både den meget omtalte "Umbrella-sag", hvor over tusinde unge er blevet sigtet for at have delt en sexvideo, og i sagen med Kristine Frost, har strafniveauet været på betinget fængselsstraffe og bøder. 

I rummet ved siden af Kristine Frost sad fire drenge, da videoen blev optaget. En af dem filmede videoen af Kristine Frost igennem en dørsprække.

Tre af drengene i Kristine Frosts sag blev tirsdag dømt for episoden. To af dem fik 14 dages betinget fængselsstraf for at være velvidende om, at videoen blev optaget og delt. Den tredje, der havde optaget videoen og delt den, modtog 40 dages fængselsstraf, der blev gjort betinget af, at han udfører samfundstjeneste. Det er uvist, om de vil anke dommen.

quote Taget i betragtning af, hvad jeg er gået igennem de sidste to år, så føler jeg, at det er en mild straf.

Kristine Frost

Noget helt galt

Venstre og Dansk Folkeparti mener, at det giver anledning til at kigge på lovgivningen.

- Vi havde et ønske om at strafferammen skulle have været højere, men vi er også nødt til at se på, hvordan man så bruger den strafferamme der er. Jeg synes, det her, det lyder lavt, og det er nogle lave domme, vi har set. Så jeg synes, det skal give anledning til, at vi evaluerer den her lovgivning, siger Peter Kofod, der er retsordfører for Dansk Folkeparti. 

Dansk Folkeparti og Venstre mener, at sagen giver anledning til at kigge på lovgivningen. Video: TV 2

- Jeg synes, sagen er et glimrende udtryk for, hvordan vi her i landet har nogle høje straframmer. Men generelt på alle forbrydelser, så udnytter vi dem kun (straframmerne, red.) med en brøkdel. Det er et underligt system, som vi skal ind og kigge på, siger Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre.

Sagen er ikke afsluttet

Kristine Frost tager i dag rundt i landet og advarer andre unge ved at fortælle hendes historie. Hun er begejstret for, at hendes sag nu giver politikerne anledning til at kigge nærmere på lovgivningen. 

- Taget i betragtning af, hvad jeg er gået igennem de sidste to år, så føler jeg, at det er en mild straf, siger Kristine Frost.

Kristine Frosts sag er dog ikke helt afsluttet endnu.

Den fjerde dreng, der også var i rummet, nægter sig skyldig. Den del af sagen er formentlig først afsluttet om et halvt års tid i følge Kristine Frosts advokat.

Oversigt

    Oversigt