Flere holder jul alene - men Sanne åbner sit hjem for fem fremmede

Selvom julen er hjerternes fest, kan det for nogle også være en ensom tid. Flere sidder mutters alene på årets største højtidsaften, og det ønsker Sanne Pedersen at gøre noget ved.

Juleaften er for mange forbundet med glæde. Men for nogle kan det være en svær tid, hvis stolene omkring middagsbordet er tomme. Faktisk sidder flere alene juleaften i år i forhold til sidste år. Det viser den årlige juleundersøgelse fra analysevirksomheden YouGov for ejendomsmæglerkæden Home.

Sanne Pedersen kunne ikke selv klare tanken om at sidde alene på årets største højtid, da hun pludselig et år ikke havde sin datter hjemme til jul.

- Det første år, jeg skulle sidde alene, følte jeg mig lidt fortabt og alene i verden.

En følelse, hun ikke ønsker, at nogen andre skal sidde med. Derfor har hun valgt at åbne sit hjem for fremmede og enlige, der ikke ellers havde nogen at holde jul med.

- Jeg synes, at ensomme er en gruppe, der er overset. Der er meget fokus på økonomisk trængende i julen, men ensomhed er rigtig svær følelse i den her tid.

Juleundersøgelsen

Sanne Pedersen har pyntet juletræet ude foran sit hus i Hesselager på Sydøstfyn for at byde årets fem gæster velkommen.
Sanne Pedersen har pyntet juletræet ude foran sit hus i Hesselager på Sydøstfyn for at byde årets fem gæster velkommen.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen

En uventet julegave

Faktisk er det ikke første gang, at 46-årige Sanne Pedersen inviterer fremmede indenfor. To gange før har hun siddet rundt om julebordet med mennesker, som hun ikke kender. Første gang var de otte samlet, og anden gang fem. 

Det har været meget forskellige mennesker, hvor aldersspændet har været alt fra 29 til 62 år, lyder det fra Sanne Pedersen. 

- Jeg har været helt høj af at holde de her juleaftener. Det er en fantastisk følelse indeni, som overskygger alle ensomhedsfølelser.

Første juleaften, som Sanne lagde hus til, var der otte gæster samlet om julebordet.
Første juleaften, som Sanne lagde hus til, var der otte gæster samlet om julebordet.
Foto: Sanne Pedersen/Privat


Siden har hun og flere af deltagerne mødtes til spilleaftener og middage, men særligt én person har gjort et stort indtryk på Sanne Pedersen. For to år siden traskede den 12 år ældre Jesper Schantz nemlig ind ad døren hos Sanne – en uventet julegave.

-  Han er blevet en fantastisk dejlig ven. En ven for livet. Jeg havde nok aldrig mødt Jesper, hvis det ikke havde været for den her juleaften, siger Sanne Pedersen. 

- Da jeg så Sanne for første gang, var det, som om jeg havde kendt hende i årevis. Et vennematch. Og nu hvor jeg har lært hende at kende, så er hun jo bare jordens sødeste menneske, siger Jesper Schantz.

I dag har de to kontakt på ugentlig basis. De har begge to en stor kærlighed til dyr og passer ofte hinandens. Senest har Sanne Pedersen overtaget 14 høns fra sin ven. 

Jesper Schantz hjælper Sanne Pedersen med årets juleaften, når hun åbner sit hjem for tredje gang.
Jesper Schantz hjælper Sanne Pedersen med årets juleaften, når hun åbner sit hjem for tredje gang.
Foto: Amanda Holmgaard Sørensen


Sanne Pedersen håber, at den her juleaften vil bringe flere mennesker sammen, som ikke ellers ville have mødt hinanden.

- Hvem ved? Måske er der nogen, der går herfra med et lige så dejligt venskab, som jeg har til Jesper? Jeg kan godt forestille mig, at der kommer nogen, som vil blive hængende i mit liv på en eller anden måde, siger hun. 

Oversigt

    Oversigt