Niårig kørt ned og efterladt: Brækkede ben, hofter og skulder
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Tirsdag morgen er en niårig dreng fra Svendborg formentlig blevet påkørt af en flugtbilist. Fyns Politi efterlyser vidner.
Opdateret 21.57 med nye oplysninger:
Med de skader drengen har vurderer lægerne, at den niårige er blevet påkørt, siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen tirsdag aften til TV 2/Fyn.
Hans Jørgen Larsen oplyser samtidig, at drengen ikke kan huske andet end, at han var på vej i skole. Drengen har således ingen erindring om, hvad der er sket.
Desuden bekræfter drengens forældre, at de sendte deres søn i skole tirsdag morgen.
----------------------------------------------
Fyns Politi mistænker, at en niårig dreng fra Svendborg tirsdag morgen er blevet påkørt af en flugtbilist.
Omkring klokken 7.30 fik Fyns Politi en anmeldelse om, at drengen lå bevidstløs i vejsiden, hvor Mølmarksvej møder Hesselbjerg i Svendborg.
I første omgang mistænkte politi og ambulancereddere, at drengen var faldet om af et epileptisk anfald. Det viste sig senere ved en nærmere undersøgelse på Odense Universitetshospital, at drengen havde brud på ben, skulder og hofter. Drengen lider desuden ikke af epilepsi.
Skadernes omfang og placering får Fyns Politi til at tro, at drengen er blevet påkørt, hvorefter bilisten er flygtet fra ulykkesstedet.
- Vi søger derfor vidner til det skete. Så har du kørt, gået eller på anden måde opholdt dig i nærheden af Mølmarksvej/Hesselbjerg på det nævnte tidspunkt, og bemærket noget af interesse for opklaring af sagen, så kontakt venligst Fyns Politi på 1-1-4, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Røveri mod købmand: Politiet jager to unge mænd
To unge mænd i en sølvgrå bil eftersøges efter røveri mandag aften mod Spar på Stationsvej i Nr. Broby.
Klokken 22.00 mandag aften fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, at der ikke er nyt i jagten på de to røvere.
Dog kan det tilføjes, at det ene baglys på flugtbilen formentlig er defekt. Flugtbilen er en sølvgrå personbil.
-----------------------------------------------------------
Klokken 19.14 mandag aften modtog Fyns Politi en anmeldelse om røveri i forretningen Spar på Stationsvej i Nr. Broby.
Her gik to gerningsmænd ind i forretningen, hvor den ene ved kassen truede personalet med en pistollignende genstand til at udlevere penge.
Efter røveriet løb gerningsmændene ud til en sølvgrå personbil. De kørte fra stedet i sydlig retning ad Assensvej mod Jordløse.
Ingen er kommet fysisk til skade ved røveriet og der er politi på stedet, oplyser vaghavende ved Fyns Politi.
Der er foreløbig ikke flere detaljer om bilen, men de to gerningsmænd beskrives således:
A: 16 - 17 år, cirka 175 centimeter høj, spinkel af bygning, hovedet tildække med sort ansigtshue, iført sort jakke.Truede med med en pistolllignende genstand.
B: mand, 18 - 19 år, cirka 180 centimeter høj, spinkel af bygning, hovedet tildækket med sort ansigtshue, iført sort jakke og bar hvid og blåt halstørklæde.
Hvis man har bemærket eller ser noget af interesse, bedes man kontakte Fyns Politi på telefon 114.
Politiet er især interesseret i oplysninger omkring den sølvgrå personbil.