Sommerlejr til søs er en succes:
- Det er næsten som et sørøverskib
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Red Barnet arrangerer 60 procent flere sommerlejre i år. En del af årsagen er coronakrisen.
En, to, tre, fire. Børnene tælles op på havnen i Svendborg. Helt op til 21. Så mange syriske børn skal nemlig en tur med skoleskibet Fylla, som er en af de sommerlejre, Red Barnet i år har arrangeret.
- Jeg synes, det er sejt, for det er første gang, jeg prøver at sejle, siger tiårige Benjamin Bakr, som er et af de børn, der skal med på tur.
Red Barnet oplever i år en stor efterspørgsel på sommerlejre. Organisationen arrangerer 58 lejre, og det er en stigning på næsten 60 procent. En af årsagerne er coronakrisen, som har været hård ved de familier, der i forvejen har det svært.
- Der er børn, der er i en situation, hvor de ikke kan få den sommerferieoplevelse, de plejer at få. De kan måske ikke komme ud at rejse, og forældrene har måske ikke mulighed for at give den oplevelse, de skulle have haft, siger Malene Kongpetsak, der er weekendlejrleder på sommerlejren.
Red Barnet forventer at kunne sende omkring 1.500 børn på ferielejr i år, hvilket er rekord.
Næsten som et sørøverskib
Mens regnen siler ned, går børnene, der er mellem 8 og 17 år, på dæk i den tremastede skonnert og finder deres køjer. Her skal de overnatte på sommerlejren.
- Det er rigtig fedt. Det er næsten som et sørøverskib. Vi mangler bare en pirat, siger Benjamin Bakr.
Selvom sommerlejren er et pusterum for børnene, skal de adlyde kaptajnens ordrer.
- Der er enormt meget læring i det. Fællesskab og det at have et ansvar. De store skal hjælpe de små, og de skal tage del i alt det, der sker om bord. Børnene vokser enormt meget af at være med på sådan en tur, siger Malene Kongpetsak.
På trods af ordrer og ingen mobiltelefoner på turen ser Benjamin Bakr frem til at komme ud på vandet. Og til spørgsmålet om hvad han skulle have lavet, hvis der ikke var en sommerlejr, er svaret klart:
- Det ved jeg ikke, for jeg havde ikke noget at lave, siger han.
I regn sejler Fylla ud fra Svendborg Havn. Første stop er i Tåsinge for at se Valdemar Slot fra søsiden.