Var meldt lukket
Aftalen indebærer, at de fastansatte medarbejdere i Fyns Laksefisk til sommer vil blive virksomhedsoverdraget til Erhvervshus Fyn og kan fortsætte deres arbejde.
Det er Styrelsen for Udvikling og Kvalitet (STUK), som har godkendt aftalen, der gælder for en fireårig periode.
Den indebærer, at Erhvervshus Fyn lejer sig ind i lokalerne ved Elsesminde og overtager driften af Fyns Laksefisk fra 1. juli 2025.
Det er ellers ikke mere end et halvt år siden, at Fyns Laksefisk meddelte, at de ville lukke grundet økonomiske udfordringer.
De sidste fire år har Fyns Laksefisk haft et samlet underskud på 2,6 millioner kroner, og i august sidste år lød beregningerne, at underskuddet ville ramme knap fire millioner kroner i 2025.
Men udsigten til omdrejede nøgler hos Fyns Laksefisk vakte stor opmærksomhed hos adskillige fynske sportsfiskerforeninger, som gik til såvel nationale som lokale politikere med budskabet om, at fiskeopdrættet skulle reddes.
Dengang var der dog ikke umiddelbart meget hjælp at hente fra politisk hold:
- Vi ved, der har været gjort en ihærdig indsats for at finde en model, hvor Fynsk Laksefisk kan fortsætte, men konklusionen er, at det ikke er muligt, lød svaret fra de fynske borgmestre.
- Stor respekt
Hos FGU Fyn er formand Pia Offer Madsen imponeret over, at den månedlange kamp om at bevare Fyns Laksefisk alligevel har båret frugt.
- På bestyrelsens vegne vil jeg fra FGU FYN’s side udtrykke stor respekt for den taskforce, der har arbejdet for at sikre den fremtidige drift af Fyns Laksefisk, siger hun og fortsætter:
- Jeg er glad for, at vi nu har en aftale med Erhvervshus Fyn, der giver Fyns Laksefisks dedikerede medarbejdere mulighed for at fortsætte den vigtige opgave, de løser for vores samfund.
Ifølge direktøren for Destination Fyn, Tue Kempf, får overlevelsen af Fyns Laksefisk ikke kun betydning for virksomhedens medarbejdere, men for hele Fyn.
- Opdrættet og udsætningen af smolt i de fynske vandløb spiller en vigtig rolle i arbejdet med på sigt at gøre bestanden af havørreder selvreproducerende og sikre den lystfiskerturisme, som er et stærkt supplement til de fynske overnatninger i månederne uden for den almindelige højsæson, siger han.