Tv-journalist skulle filme pendlerkaos - så skete der noget uventet

Pendlerne fra Svendborg må normalvis nøjes med et enkelt vognsæt, men da TV 2 Fyn hoppede på afgangen, skete der noget mærkeligt. Sagen om de overfyldte togvogne ryger nu videre til ministeren.

Hun er godt træt af det: Toget, der med et enkelt vognsæt fragter Viktorija Hansen og andre pendlere fra Svendborg mod Odense klokken 6.53. For toget er så fyldt, at nogle efterlades på perronen, mens passagererne står som sild i en tønde. Alene det at møve sig gennem mængden og stå af ved det rigtige stop kan være besværligt, fortæller hun.

Tre pendlere tegner et lignende billede overfor TV 2 Fyn, og i en lokal Facebook-gruppe deler endnu flere deres frustrationer.

Men det er ikke den virkelighed, der møder Viktorija Hansen og TV 2 Fyn onsdag morgen. Klokken lidt i syv triller toget ind på perronen i Svendborg, men noget er anderledes, konstaterer Viktorija Hansen.

Viktorija Hansen blev overrasket, da toget ankom.
Viktorija Hansen blev overrasket, da toget ankom.
Foto: Sidsel Anna Husted Adamsen


Der er sat en ekstra vogn på, så der nu er to - og dobbelt så meget plads. Det har Viktoria Hansen ikke oplevet en eneste gang i løbet af den måned, hun har pendlet, siger hun.

- Det er der så kommet i dag – sjovt nok, når det er blevet annonceret, at I (TV 2 Fyn, red.) vil med på turen. Jeg håber ikke, at det er det, der har gjort det, men jeg tror det.

TV 2 Fyn havde på forhånd aftalt med GoCollectiv, operatøren bag togdriften, at en videojournalist ville hoppe på toget på præcis det tidspunkt.

Torsdag var samme afgang igen reduceret til et enkelt vognsæt. Det stod klart, da TV 2 Fyn mødte Viktorija Hansen ved Odense Sygehus-stoppet.

- Jeg havde en fornemmelse af, at det sgu var for tilfældigt, og at det ikke skulle undre mig, at de pillede det (det ekstra vognsæt, red.) meget, meget hurtigt væk. Det gjorde de så også, siger hun.

Viktorija Hansen er ikke den eneste, der er utilfreds med GoCollective,
Viktorija Hansen er ikke den eneste, der er utilfreds med GoCollective,
Foto: Grafik: David Moritz

"Et sammenfald"

Ifølge GoCollective er det et sammenfald, at der var særligt god plads, den dag TV 2 Fyn kørte med. Faktisk var det meningen, at der igen i dag skulle have været et ekstra togsæt, men optankningsbesvær hos en ekstern leverandør, satte en stopper for dén plan, fortæller Mikkel Juul, GoCollectives kommunikationschef.

Kan du forstå, hvis de pendlere, vi har snakket med, tænker, at det var belejligt, at I havde et ekstra togsæt lige den dag, hvor TV 2 Fyn skulle med ud at køre?

- Man må tage det ned, som man har lyst. I er velkomne til at komme ud at køre med os anytime, vi siger aldrig nej til at bringe jer med ombord. Så I kan komme igen i morgen og i overmorgen. Det ligger der ikke noget i, siger.

Mikkel Juul vil ikke ’lægge hovedet på blokken’ og love, at der fremover er flere togsæt på de travle afgange. GoCollective dækker også en del af Jyllands togtrafik, og på et tidspunkt vil togene være behøvet der, siger han.

Trine Bramsen (S) har selv stået stimet sammen med sine medpassagerer på strækningen.
Trine Bramsen (S) har selv stået stimet sammen med sine medpassagerer på strækningen.
Foto: TV 2

Folketingspolitiker går ind i sagen

Pendlerproblemerne fra Sydfyn har nået Christiansborg, efter Viktorija Hansen sendte et klagebrev til folketingets transportudvalg i starten af september.

Det Thurø-bosatte folketingsmedlem Trine Bramsen (S) kender Svendborgbanen udmærket, og hun genkender også pendlerens kritik.

- Det her er et problem, som skal løses, siger politikeren og fortsætter:

- Jeg har været i kontakt med GoCollective, der jo har ansvaret for det her, og jeg har også tænkt mig at tage kontakt til transportministeren.

Trine Bramsen er bekendt med, at operatøren siger, at der ikke er togvogne nok.

- Det er der, ministeren kommer ind i billedet, for så må vi jo høre, om vi kan finde en eller anden hjælpeordning.

Tilbage på perronen lægger Viktorija Hansen ikke skjul på, at hun håber på en permanent løsning.

Oversigt

    Oversigt