Han vidste det egentlig godt, da han vågnede i hotelsengen i Lloret de Mar i Spanien. Noget var helt galt med det ene ben.
Der havde ikke været noget, da han gik i seng. Men over natten var smerterne taget til i det venstre knæ. Det samme gjorde bekymringerne. For hvordan forholder man sig til at skulle fortælle sit nye cykelhold, at man har fået en overbelastningsskade? På den kun anden træningssamling.
Asbjørn Kragh Andersen var kun 23 år gammel, og var netop skiftet til det franske prokontinental-hold, Delko Marseille Provence KTM. Hans første professionelle kontrakt. Det var januar 2016, og hele sæsonen ventede forude.
Starten på enden
Allerede i starten af februar det år var planen, at han skulle køre sit første løb for holdet, det franske etape-løb Etoile de Bessèges. Asbjørn Kragh Andersen vidste godt, det ikke ville være en god ide. Det meddelte han holdet, der alligevel stillede ham til start. Efter 80 kilometer måtte han stå af. Der skulle gå tre måneder, før han igen kunne køre cykelløb.
Det blev starten på enden. Før det hele var begyndt.
- Jeg tror, det har haft en indflydelse på, hvordan vi kom ind på hinanden, det tror jeg helt klart. Vi kom skævt ind på hinanden fra start. At man kommer ind og så bliver knæskadet, og så er man væk tre måneder, siger Kragh Andersen.
- Men faktisk, stort set fra man trådte ind ad døren dernede, har der været sådan lidt et skævt øje til ham ’skandinaveren’…
Han starter en sætning, men gør den ikke færdig.
- Men jeg ved ikke... vi er kommet forkert ind på hinanden, så det er klart, det har været to lange år.
To lange år i det, han selv tidligere har kaldt et ’fransk helvede’.
Det tegnede lyst og lovende
Skruer vi tiden tilbage til november 2015, så det anderledes lyst ud. Foran en hvid kassevogn i Fredericia står Asbjørn Kragh Andersen med sin to år yngre lillebror Søren.
I bilen er pakket alle deres ejendele. Syv brune flyttekasser, en fiskestang, en pakkekalender fra deres mor og tre cykler.
Der er nogle gange, hvor du virkelig har været træt af den, eller hvad skal man sige, dragten, den har du været ved at brække dig over
Og ikke mindst deres håb og drømme om det udlandseventyr som professionelle cykelryttere, der venter dem begge. Søren på World Tour-holdet Giant – Alpecin. Asbjørn på sit franske prokontinental-hold.
Turen forude er på knap 2000 kilometer. Til Girona i Spanien. Med smil og grin fortæller Asbjørn passioneret om det eventyr, der venter.
- Altså, jeg er sgu klar. Jeg har været spændt her de sidste dage. Jeg glæder mig virkelig meget til – som Søren siger – at kunne få lov at leve ens drøm ud, få lov bare at gøre det, man har drømt om i mange år, lød det fra Asbjørn Kragh Andersen, der heller ikke var i tvivl om, at han havde takket ja til det rigtige hold.
- Jeg er faktisk virkelig glad for der, hvor jeg skal hen og køre. Det virker top seriøst, engageret og målrettet, og det er nogle af de tre ting, jeg synes, der er ret vigtige, for at det kan lade sig gøre. Kampgejst. Og det føler jeg virkelig, der er.
Fandt aldrig hinanden på holdet
Få måneder senere, var snakken dog en helt anden.
Bosat i Spanien langt væk fra Danmark. Med en skade, der holder ham fra det, han elsker mest. På et fransk hold, hvor Asbjørn Kragh Andersen kom skævt fra start med en ophobet følelse af at være overladt til sig selv.
Det var i stedet situationen for et af Danmarks største cykeltalenter i foråret 2016, hvor tankerne allerede så småt var begyndt at kredse, om han nu også havde valgt rigtigt.
For Asbjørn Kragh Andersen fra Strib ved Middelfart lægger ikke skjul på, at det var svært at være på et hold udelukkende med franskmænd, når han hverken kunne sproget eller altid forstod deres kulturelle ophav og måden at gøre tingene på.
Fra lejligheden i Girona kunne han mærke, hvordan troen på egne evner langsomt blev reduceret. Ham, der havde stået med et smil til oppe over begge ører og været vant til at knytte næverne, når han som den første rytter så målstregen, var væk. Motivationen lå ikke længere lige for.
- Det er kombinationen af mange ting, der gør, at motivationen ikke er lige dér, hvor den skal være, når man bliver ved med at blive trådt på, eller bliver ved med at være en lille brik i et stort puslespil, så er det klart, så kan man ikke blive ved med at prøve på at holde motivationen høj.
Det ligger ikke i nogen af brødrene Kragh Andersens natur at give op. Derfor nåede ideen aldrig så vidt, som at vende ryggen til cykelsporten og bare glemme det hele. Tankerne har dog været der.
- Jeg er så glad for min cykel, så det har jeg ikke (overvejet at stille cyklen helt væk, red), lyder det med en indrømmelse, at det er et svært spørgsmål at svare på.
- Men der er nogle gange, hvor du virkelig har været træt af den, eller hvad skal man sige, dragten, den har du været ved at brække dig over, men så er man kommet ned og kommet af sted alligevel.
For det er jo trods alt drømmejobbet at være cykelrytter.
Tid til at vende hjem
Selvom han foran den hvide kassevogn i 2015 havde drømme om, at han ét år senere ville være integreret som professionel rytter på holdet og i Girona, så var virkeligheden ikke desto mindre, at da den første sæson som professionel cykelrytter var slut, skiltes brødrenes veje.
Mens Søren fortsatte til Luxembourg vendte Asbjørn atter hjem til Fredericia.
- Jeg tror egentlig bare, det var mavefornemmelsen, og at vi nok følte, vi var for langt hjemmefra.
Men det var samtidig også en tydelig erkendelse af, at det ikke var lykkedes. Selvom det var dejligt at få afsluttet Girona og de nedture, der knyttede sig til det sted, så var der ikke nødvendigvis udpræget glæde at skulle flytte hjem igen.
Med Riis på siden hele vejen
Til gengæld betød hjemkomsten, at der blev sat skub i mulighederne for fremtiden.
Mens han kæmpede for at få det bedste ud af tiden på Delko Marseille, havde Asbjørn Kragh Andersen hele vejen igennem en person i Danmark, der var klar til at gribe ham.
Bjarne Riis blev med Asbjørn Kragh Andersens egne ord hans faste sparringspartner, når lokummet virkelig brændte på.
Og med det hold (Virtu Cycling, red.), Riis i mellemtiden havde fået stablet på benene, blev de lange cykelture og snakke vekslet til håb for Asbjørn Kragh Andersen igen.
En genstart af karrieren
Nogle vil måske mene, at det er et nederlag at vende hjem fra det store udland, men sådan ser Asbjørn Kragh Andersen det ikke længere. For ham er det nu en mulighed for at få genstartet karrieren og vise, at han trods alt kun er 25 år og stadig har talentet og vinderinstinktet.
Så selvom både han og Bjarne Riis er klar over, at der måske skal arbejdes lidt ekstra på de mentale ridser i lakken, så er der slet ingen tvivl hos nogle af dem, at den kommende sæson hos Virtu Cycling er det helt rigtige.
- Det er jo også derfor, jeg søger en restart. Jeg vil prøve på at få det hele skruet to år tilbage, og så skal vi i gang igen derfra. Og min mavefornemmelse gør, at jeg tror, jeg er kommet det rigtige sted hen med de rigtige folk, til at hjælpe med det, lyder det optimistisk fra Asbjørn Kragh Andersen.
Så selvom han kan sidde nu og tænke, at han måske ikke valgte det rigtige hold, så fortryder han ikke, at han tog springet. For Asbjørn Kragh Andersen lever efter mottoet; at modgang gør en stærk. Så han nægter at være sur og bitter.
I hvert fald ikke nu, hvor fremtiden igen ser lys ud, og kapitlet om det franske helvede er lukket og gemt væk. Forude venter landevejene og forhåbentlig sejrene.
- I og med at man har fundet noget nyt, og jeg i hvert fald tror på, at det er det rigtige, så kommer det hele egentlig stille og roligt af sig selv. Man glemmer fortiden og er klar til at gå fremtiden i møde.
