Mandag skal næsten 70.000 danskere løbe enten 1,6 eller 10 kilometer, når fejringen af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag for alvor bliver skudt i gang med Royal Run.
I løbet af dagen skal kronprinsen løbe en såkaldt britisk mil, som svarer til lidt mere en 1,6 kilometer, i både Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense, inden han slutter dagen af med at løbe ti kilometer i København.
Søndag fortæller kronprinsen i en video, som kongehuset har offentliggjort på Facebook, at han glæder sig til mandagens løb.
- I snart et år har jeg set frem til denne dag, siger han i videoen.
Ikke ny rekord
Den løbeglade snart 50-årige understreger dog, at han ikke er i topform for øjeblikket.
- Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville.
Derfor skal vi ikke forvente at se rekordtider fra ham, når han binder løbeskoene i de fem byer landet over.
- Der bliver ikke tale om de helt store rekorder fra min side, men jeg stiller til start i samtlige byer, og jeg glæder mig til at se alle derude, siger han i videoen.
Mary skal også løbe
Søndag rundede Royal Run 69.000 tilmeldte, oplyser Royal Run til TV 2.
Det er dog ikke kun kronprins Frederik og de tilmeldte løbere, der trækker i motionstøjet anden pinsedag.
Også kronprinsesse Mary vil deltage i Royal Run, hvor hun skal løbe den lange distance på ti kilometer.
Det bliver dog ikke i København sammen med kronprinsen, men derimod i Odense. Om hun ender med en bedre tid end sin ægtefælle, må tiden vise.