Anja var tæt på at dø midt i graviditeten
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet og måtte føde ved kejsersnit allerede i 27. uge. Drengen Oliver har i dag en journal på over 100 sider.
Svært syg af svangerskabsforgiftning kom en gravid Anja Gram Skytte ind på sygehuset for knap fire måneder siden. Hun var dødsenssyg uden at vide det.
Hun skulle egentlig blot til en vækstscanning af fosteret i 25. uge af graviditeten og anede ikke, at hun var alvorligt syg. Hun skulle egentlig bare tjekkes for, om fosteret nu også var stort nok. Men det viste sig hurtigt, at hun havde et blodtryk på 245 og måtte indlægges akut.
- Havde jeg trykken for brystet? Nej. Havde jeg hovedpine? Nej! Ingenting, og så får man bare at vide, at man er ikke bare lidt syg, man er meget syg.
Sådan genfortæller hun oplevelsen under sin graviditet med sønnen Oliver, der kort tid efter blev født alt for tidligt ved akut kejsersnit. Seks timer inden fødslen fik Anja Gram Skytte nemlig næsten alle symptomer på svangerskabsforgiftning.
Forsker vil løse mysteriet om svangerskabsforgiftning
Svangerskabsforgiftning rammer 2.500 gravide kvinder årligt og resulterer ofte i alt for tidlige fødsler og mange komplikationer for både mor og barn.
Når vi mennesker får problemer med helbredet, findes der ofte en god forklaring og en effektiv behandling. Men det er ikke tilfældet, når gravide kvinder får en svangerskabsforgiftning. Lægevidenskaben står nogenlunde på bar bund i søgningen efter en forklaring på, hvorfor sygdommen opstår.
- Man er kommet langt inden for forskningen af denne sygdom de seneste 20-30 år, men vi mangler stadig den her lille brik, der fortæller os, hvorfor kvinderne får det, siger Anne Cathrine Godtfredsen, speciallæge ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Hun og hendes forskergruppe har sat sig for at finde en bedre behandling af sygdommen, der rammer uden varsel og i værste fald kan få fatale konsekvenser for mor og barn.
I Danmark rammer svangerskabsforgiftning omkring 2.500 kvinder hvert år.
Lægevidenskaben ved ikke, hvorfor svangerskabsforgiftning opstår. Den typiske kur mod sygdommen er på nuværende tidspunkt oftest at afslutte graviditeten. Svangerskabsforgiftning er en væsentlig årsag til for tidlig fødsel.
Kvinder bebrejder sig selv
Svangerskabsforgiftning kan udarte sig på mange forskellige måder. Nogle kvinder får forhøjet blodtryk og protein i urinen, mens andre gange kommer det som et lyn fra en klar himmel - både tidligt i graviditeten og under en fødsel til termin.
- Det er supervigtigt for mig at gennemføre dette projekt, for jeg står ude på fødegangen kl. 3 om natten, når disse kvinder kommer ind med svær svangerskabsforgiftning. De spørger mig allesammen, hvorfor netop de har fået denne sygdom, og jeg kan ikke svare dem, fortæller Anne Cathrine Godtfredsen.
Hun har oplevet hele spektret af svangerskabsforgiftede kvinder. Lige fra de milde tilfælde, hvor det har været muligt at strække graviditeten næsten indtil termin, og kvinder, som er kommet ind nærmest fra gaden af og har været svært syge og måtte forløses akut ved kejsersnit lang tid, før de egentligt skullet have født. Nogle af kvinderne har endda en tilbøjelighed til fejlagtigt at bebrejde sig selv.
- Jeg tror, kvinder har en stor tilbøjelighed til at tage rigtig meget på deres egne skuldre og føle, at det er noget, de har påført sig selv. Og det er det jo under ingen omstændigheder, siger Anne Cathrine Godtfredsen.
- Vi ved, der er en masse risikofaktorer for svangerskabsforgiftning, blandt andet at være overvægtig, have sukkersyge, være nyresyg, osv. Men hvis man først har det, så er der ikke så frygteligt meget at gøre. I nogle andre lande dør man af svangerskabsforgiftning, men ikke i Danmark, fortæller hun og forklarer, at man tidligt i graviditeten kan give en forebyggende behandling til gravide i risikogruppen.
Konsekvenser senere i livet
Én ting er omkostningerne for samfundet, når mor og barn skal indlægges i lang tid efter en svangerskabsforgiftning. En anden omkostning er den, familien må bære.
- Det er smadderhårdt, og det kan udfordre en hel familie hårdt. Samtidig kan det også have konsekvenser for både mor og barn senere i livet, siger Esbjerg-lægen og uddyber:
- Der kan være et hav af problemer umiddelbart efter fødslen men også senere i livet både som skolebørn og senere som voksen. Man ved også, at kvinder, der har haft svangerskabsforgiftning, har en markant øget risiko for at få hjertekar-sygdomme senere i livet.
Fremtiden og konkurrence
Formålet med forskningsprojektet er at kunne forudsige præcist, hvilke kvinder, der får svangerskabsforgiftning og så have dem i et tæt kontrolforløb.
- Så håber jeg også, at vi kan behandle kvinderne på en helt anden måde og måske forlænge graviditeterne, så vi ikke er ude i at skulle forløse børnene alt, alt for tidligt. Og så forløsning ikke er eneste behandlingsmulighed, siger Anne Cathrine Godtfredsen.
Fødeafdelingerne i Esbjerg og Odense er med i projektet, og så har hun et tæt samarbejde med enheden for tromboseforskning (forsker i bl.a. blodpropper) og cancer- og immunologisk forskning. De leder i fællesskab efter et bestemt protein, som bliver dannet i moderkagen, og som de forventer er misdannet hos kvinderne med svangerskabsforgiftning.
- Vi er rigtig mange med i projektet, simpelthen for at få nogle metoder og knowhow til at få undersøgt de gravides blod på en helt ny måde, end man har gjort tidligere, fortæller lægen fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Sådan stemmer du på projektet
I "Et sundere Syddanmark" er det dig, der er med til at bestemme, hvilket af fem forskningsprojekter der skal have penge. Der er én million kroner til vinderen og henholdsvis 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.
Du stemmer på svangerskabs-projeket ved at sende en sms med teksten "Sund 5" til 1999. Det koster almindelig sms-takst. Du kan kun stemme én gang. Afstemningen løber fra 20. september til 2. oktober.
Du kan læse om de fire andre forskningsprojeketer her.
Vinderen offentliggøres 2. oktober.
- Vi har været nok så tæt på, som man kan, at miste et barn. Men jeg har selv været lige så tæt på at miste livet selv uden at vide det. Det er vildt skræmmende….. fordi det er så lumsk, siger en tydeligt bevæget Anja Gram Skytte, mens hun sidder ved sin søn Olivers sygeseng på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Han kom til verden ved kejsersnit tre måneder før termin og vejede blot 808 gram. Olivers start på livet har været brutal. Han er blevet opereret, har fået midlertidig stomi, har stive lunger og tabte sig helt ned til 670 gram efter seks dage.
Ikke været hjemme siden 28. maj
Anja Gram Skytte er en af cirka 2.500 danske kvinder, som årligt rammes af svangerskabsforgiftning. Eneste kur mod sygdommen er at afslutte graviditeten - ofte med en alt for tidlig fødsel til følge.
I dag er Oliver heldigvis vokset til det tredobbelte, 1.900 gram, og har det bedre. Den lange indlæggelse har ikke kunnet undgå at påvirke hende.
- Det har ikke været nemt. Det er svært at være der for Oliver, men jeg har også en mand, jeg gerne vil være kone for, og to børn, der også har brug for mor, siger hun.
Anja Gram Skyttes to første børn på henholdsvis otte og 11 år er født uden komplikationer og til tiden. Derfor skænkede hun det ikke en tanke, at hun kunne have svangerskabsforgiftning.
- Ingen havde nævnt det. Jeg er heller ikke typen, der googler mig frem til en sygdom. Når jeg går og tror, at jeg ikke fejler noget, slår jeg ikke sådan noget op. Jeg har heller ikke kendskab til nogen, som har haft det, så jeg har ikke noget at sammenligne med eller tænkt, at det kunne være det, fortæller hun.
Olivers journal er på over 100 sider
Mange har spurgt hende, om det er den samme mand, hun har fået et tredje barn med.
- Det er det. Ham har jeg været sammen med 17 år nu, og det har vi smilt lidt af, for han er også blevet spurgt af utallige, siger Anja.
Kvinder med svangerskabsforgiftning, der ender i for tidlig fødsel, bebrejder ofte sig selv. Og det er også tilfældet i Anja Gram Skyttes tilfælde.
- Da han vejede 670 gram, sagde jeg til mig selv: Åh, lille pus, det er så min skyld, at du er kommet ud, fortæller hun og tilføjer:
- Men en læge sagde så til mig, at hun aldrig mere ville høre, at det var min skyld. Men vi var på den anden side ikke gode sammen. Hvor underligt det end lyder.
Når Olivers vægt kommer op på tre kg, skal han efter planen have lagt tarmen tilbage igen. Den lille purk har fået en hård start på livet. Han har en journal på over 100 sider kun tre måneder gammel.
- Men han vil også livet, for ellers havde han ikke være her, mener Anja Gram Skytte med et smil.
Hun og sønnen Oliver blev udskrevet fra sygehuset den 17. september - næsten fire måneder efter indlæggelsen i maj.
Sådan stemmer du på projektet
I "Et sundere Syddanmark" er det dig, der er med til at bestemme, hvilket af fem forskningsprojekter der skal have penge. Der er én million kroner til vinderen og henholdsvis 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.
Du stemmer på svangerskabs-projeket ved at sende en sms med teksten "Sund 5" til 1999. Det koster almindelig sms-takst. Du kan kun stemme én gang. Afstemningen løber fra 20. september til 2. oktober.
Du kan læse om de fire andre forskningsprojeketer her.
Vinderen offentliggøres 2. oktober.
Der er brug for flere til at bekæmpe ekstraordinær rotteplage
kopieret!
Det er væltet ind med anmeldelser om rotter i landets kommuner i 2024.
Nu vil Miljøstyrelsen øge antallet af kurser, så flere skadedyrsbekæmpere kan blive rustet til kampen mod gnaverne. Det er tiltrængt, lyder det fra Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.
- I mine 45 år husker jeg ikke, at det før har været så voldsomt med antallet af rotteanmeldelser, siger han.
Det er i første omgang kommunerne, der får anmeldelser fra borgerne, når der er set rotter eller tegn på rotter.
Lars pløkker rotter for penge: - Min rekord er 56 rotter på tre timer
De fleste har prøvet at ringe efter rottebekæmperen. Gift ud, klapfælde op, og så er det problem løst.
Men indimellem besætter rotterne nærmest en ejendom. Det er der Lars Holmgaard kommer ind i billedet. Han har en lidt anderledes måde at bekæmpe rotter på.
Ingen gift, ingen fælder. Bare hagl og et kinesisk luftgevær.
- Min rekord er 56 rotter på tre timer. Det var her for nylig. Og jeg har været der siden og skudt yderligere 70. Det var ude hos en landmand med køer, fortæller Lars Holmgaard.
Vi møder ham på en ejendom lidt uden for Bogense på Nordfyn. I fire år har stedets ejer Bo Nørregaard Christensen kæmpet med skadedyrene.
Men rotterne bliver bare ved at komme. Og der er mange af dem. De gider ikke engang gemme sig længere. Andegården vrimler med dem. De kravler op af væggen og ind på loftet over værkstedet.
- Vi har fulgt alle anvisninger og mere til. Det hele er sådan set snart pakket ind, men de graver under og kravler over. Gør som det passer dem, og de er slet ikke bange for os, siger Bo Nørregaard Christensen.
En adfærd, Lars Holmgaard kun kan nikke genkendende til.
- Hvis der er mange rotter, så synes de, at de ejer hele verden. Og så er der ingen grund til at være bange. De flytter sig ikke. Det gider de simpelthen ikke, fortæller Lars Holmgaard.
Rotterekord alle steder
Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet.
I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.
I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de forgående tre år.
Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.
Ifølge Lars Holmgaard gælder det om at slå hårdt ned, så snart den første rotter viser sig.
- Problemet ligger i at rotter sætter duftspor. Hvis der er et hul, sætter de et duftspor, som fortæller, at det her er vejen ind. Lidt ligesom bier, siger Lars Holmgaard.
Fem fede dyr - og et nyt besøg
Tilbage på ejendommen ved Nordfyn er det lidt svært for Lars Holmgaard at komme på skudhold af rotterne. Men det lykkes ham at få ram på fem dyr.
Fem store fede fuldvoksne rotter, som hidtil er lykkedes med at undgå både fælder og gift. Nu er de taget ud af avlen så at sige.
Et par aftener mere på den måde. Så kan klapfælderne måske klare resten.
- Jeg plejer at sige, at hvis der ikke har været bid i en halv times tid, så er det bedre at holde. Og så kommer jeg igen en anden dag, siger Lars Holmgaard.
Han vurderer, at der i alt er omkring 20 voksne rotter på ejendommen i Bogense.
Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet. I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.
Mangler hænder
I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de foregående tre år.
Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.
Mange kommuner samarbejder med skadedyrsfirmaer, der sender autoriserede rottebekæmpere på jagt efter de plagsomme dyr.
Men markedet er fuldstændig støvsuget for kvalificeret arbejdskraft, og det er en flaskehals, lyder det fra Claus Schultz.
- Når naturen slår nogle sving, som den har gjort i år, så er det svært at finde autoriseret personale. Så er det, at vi kommer på bagkant, siger han.
Rotter er et stigende problem - se, hvad du skal gøre
Der er usædvanligt mange anmeldelser om rotter for tiden, blandt andet i Svendborg.
Hvis du tror, der er rotter i dit hjem, kan du anmelde rotterne på kommunens selvbetjeningsside, oplyser Svendborg Kommune.
Herefter vil du blive ringet op af kommunen og spurgt ind til dine observationer.
Hvis du kan fremvise en død rotte eller andre beviser på, at der er rotter, vil kommunens skadedyrsservice iværksætte en akut rottebekæmpelse.
Rottebekæmpelsen er gratis, for den er betalt over ejendomsskatten. Hvis du til gengæld hyrer en privat rottefænger, skal du selv betale.
Sød musik
Det kan ifølge Claus Schultz betyde, at man må prioritere akutte anmeldelser og lægge nogle af de ikke-kritiske anmeldelser nederst i bunken.
De ikke-kritiske anmeldelser kan eksempelvis være rotter, der er spottet i en brændestabel.
Hvis en rotte er set inde i huset, er det forbundet med sundhedsfare, og så skal der handles akut.
Miljøstyrelsen har på baggrund af det høje antal rotteanmeldelser meddelt, at der nu iværksættes ekstra autorisationskurser i starten af 2025.
Her vælter rotterne op af kloakkerne - sådan sikrer du dig
I Odense har man de seneste fire måneder fået flere anmeldelser om rotter end på noget tidspunkt de seneste fire år. Det oplyser Gjensidige og NRGi på baggrund af opgørelser, som de har fået udleveret fra rottefængere, lyder det i en pressemeddelelse.
Tendensen er ens i landets fire største kommuner, og ifølge Gjensidige skyldes det de massive mængder regn, som der har været de seneste år. Det får rotterne til at flygte ud af kloakkerne og søge mod tryggere steder at bo - eksempelvis i huse.
Gjensidige opfordrer derfor til, at man gør en ekstra indsats for at sikre end hjem mod at rotterne trænger ind.
Seks gode råd til at holde mus og rotter fra døren
Tjek dine afløb: Få tjekket, at kloakker, afløb og toiletter er intakte.
Overvej rottestop: Få eventuelt en autoriseret til at montere rottestop på kloakrøret. Der findes flere muligheder.
Skru metalriste i gulvafløb fast
Undgå affaldsbunker i gårde, kældre og på lofter
Sørg for, at døre og vinduer slutter helt tæt til karmen
Luk rør og udluftning til: Få monteret metalnet over faldstammeudluftning. Lad aldrig kloakrør og faldstammer stå åbne, prop dem korrekt til. Luk altid gamle, ubenyttede kloak- og afløbsrør helt inde ved hovedledningen. "Døde" kloakrør er rigtig gode rottereder.
Det er sød musik i ørerne hos brancheformanden for skadedyrsfirmaerne.
- Det ser vi meget positivt på. Der er allerede flere end 60 tilmeldte på ekstra kurser i starten af det nye år. Det betyder, at der er 60 flere, vi kan hyre ind til opgaven.
Normalt er der omkring 150 personer om året, der gennemgår kurset på knap en uge.
De nyautoriserede skadedyrsbekæmpere skal ikke frygte at blive arbejdsløse, lyder det fra Claus Schultz.
- Den pukkel, vi har lige nu, holder nok ikke ved i 2025. Men det er en branche, hvor man kan sige, at der er mange muligheder for job. Vi bekæmper jo mange forskellige slags skadedyr, og dem kommer der ikke ligefrem færre af.
Det er blandt andet et vådt efterår kombineret med en indtil videre mild vinter, der er skyld i den store rotteplage. Dertil kommer, at det har været et såkaldt oldenår med mange agern og bog som fødekilde for rotter.
Vil du undgå juleindbrud - sådan snyder du tyvene
kopieret!
Gider du heller ikke have ubudne gæster, når du besøger familien i juledagene, så er der gode råd at hente.
Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, oplyser i en pressemeddelelse, at juletiden er højsæson for indbrud, fordi mørket udenfor gør det nemmere at skjule sig.
Det bedste fra Nabohjælp er, at man sammen med naboerne aftaler, at man skiftes til at gå nogle runder om aftenen for at skabe synlighed. Indbrudstyve er nemlig ikke så glade for at blive opdaget, lyder det.
Derudover er det en god idé at fortælle naboen, hvis man er væk, så de kan holde øje og sætte sensorlys op, der kan afskrække ubudne gæster.
Se billederne - vintersolhverv blev fejret med ildshow og en iskold dukkert
kopieret!
Vinterbadeklubben Bogense Vikingelaug fik tidligere på årets 20.000 kroner af Nordfyns Kommune i forbindelse med årets vintersolhvervsarrangement.
Det løb lørdag af stablen ved søbadet i Bogense, og her kunne man prøve sig af med i vildmarksbade, isbade og sauna, eller man kunne lune sig med en grillpølse, kage og lidt at drikke.
Åbningstalen stod borgmester Mette Landtved-Holm (V) for, mens arrangementet blev afsluttet med ildshow.
Du kan få lidt af stemningen i videoen ovenover.
Biskop vil frede alle fynske kirker - sådan vil han gøre det
kopieret!
Alle fynboer skal kunne gå til julegudstjeneste i den kirke, hvor de kommer fra. Og det samme med de store dage i livet: dåb, konfirmation, bryllup og til sidst begravelse.
Det mener biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, som ikke ønsker at lukke kirker nogen steder på Fyn. Også selvom det er en udfordring, ikke bare på Fyn, men i hele landet, at få fyldt kirkerne op. Især på landet.
Han har også en idé til, hvordan det kan lade sig gøre at undgå lukning af fynske kirker.
Krav på at komme hjem
Mads Davidsen vil indføre “højtidskirker”, hvor kirken kun er åbent ved særlige lejligheder. Det er især relevant på landet, hvor der er langt færre mennesker i hvert sogn end i byerne.
Som for eksempel på Langeland, hvor der er 20 middelalderkirker, som ikke alle er lige velbesøgte til gudstjeneste.
- Hvis man flytter i ældrebolig i Rudkøbing og oprindelig kommer fra Hov, skal man kunne blive begravet i Hov. Kirken skal være det tilbud, hvor man kan blive døbt, konfirmeret og begravet - og hvor der er enkelte gudstjenester til højtider som jul og påske, siger Mads Davidsen.
Mange slags gudstjenester
Desuden er gudstjenester blevet et vidt begreb med plads til et lokalt præg. Det kan være med børnegudstjeneste, stillegudstjeneste eller som et sted på Fyn, hvor organisten i en periode manglede, og lokale spillemænd tog over.
For Mads Davidsen er mulighederne elastiske, blot der er respekt for kirkerummet.
- Det er et sted med en vis alvor, hvor mennesker har haft store oplevelser. De er blevet gift, har døbt og konfirmeret deres børn og begravet deres kære. Det skal vi tage alvorligt.
Musik og foredrag i massevis
Dels kan kirkerummet bruges til meget andet end gudstjenester. Foredrag og musik for eksempel.
- Folkekirken er faktisk en af Danmarks største koncertudbydere med et væld af koncerter, ikke mindst her i juletiden. Der gøres også et stort stykke folkeoplysning med de mange foredrag året rundt, siger Mads Davidsen.
En person omkommet i arbejdsulykke
kopieret!
Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagergårdsvej 1 i Svendborg.
Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.
De pårørende er underrettet.
Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.
Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i forbindelse med en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.
Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv
kopieret!
Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".
Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.
Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.
Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.
Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe
Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.
- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:
- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.
Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.
Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.
Kunstværker for tusindvis af skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?
kopieret!
Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.
Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.
Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.
Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.
Hilser debatten velkommen
Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.
Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.
- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.
Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.
Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:
- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.
Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.
Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag
kopieret!
Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.
Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.
- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.
- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.
Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.
DSB forventer julens travleste dag
kopieret!
Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.
Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.
- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.
Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.
Gymnasie indfører kortere skoledage
kopieret!
Der skal være bedre balance mellem skole og fritid. Det mener eleverne på Mulernes Legatskole i Odense, og det har ledelsen på gymnasiet valgt at lytte til.
Derfor er mødetiden efter sommerferien ændret fra klokken 8 til klokken 9, mens skoledagen slutter klokken 14.30. Det fremgår af gymnasiets hjemmeside, hvor de også skriver, at det gerne skulle mindre pres på eleverne, uden at det sker på bekostning af pensum.
Eleverne har dog mulighed for at møde ind tidligere og blive længere, da der er indført såkaldt flexundervisning. Her kan man få hjælp og rådgivning af lærerne, hvis man har burg for hjælp eller ekstra faglige udfordringer.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her