Mens stemmerne tælles op: Formand håber, Hønge misser EP-valg
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Formand i SF Svendborg, Anette Brynel, stemte ikke på fynske Karsten Hønge. Hun håber nemlig ikke, han bliver valgt ind i Europa-Parlamentet.
SF's Karsten Hønge skulle trække stemmer til partiets europaparlamentsvalg, men partiet fik så mange stemmer, at det gik ét mandat frem. Nu risikerer folketingskandidaten og -medlemmet at ryge til Bruxelles.
Det ærgrer partiformand i SF Svendborg, Anette Brynel.
Kan slå fynsk storfavorit – 21-årig er i chok
Margrete Auken er ifølge en prognose 'meget sikker' på at blive SF's kandidat til Europa-Parlamentet. Hvem der får partiets anden plads, er usikkert.
21-årige Kira Marie Peter-Hansen fra SF er et ubeskrevet blad i dansk politik.
Det kan der dog blive ændret på i løbet af mandag. Ifølge en prognose fra Megafon er der nemlig tæt på dødt løb mellem hende og den mere garvede SF’er Karsten Hønge om en plads i Europa-Parlamentet.
Samme prognose fortæller, at Margrete Auken, der allerede sidder i Europa-Parlamentet, får en periode mere.
Er i chok
Kira Marie Peter-Hansen glæder sig over, at SF har opnået et mandat mere end ved seneste valg, hvor de fik et enkelt.
- Det er vildt dejligt, er stadig i chok. Det er rigtig rart at se et rødt dansk flertal til Europa-Parlamentet, siger hun.
Hun fortæller, at hun især har fokuseret på de unge i sin valgkamp, hvor det i høj grad er klimaet, som har været den helt store mærkesag.
- Jeg tror, jeg har haft held med at få fat i mange af de unge. Både ved at være en af de eneste unge kandidater på venstrefløjen, men også ved at have et klart fokus på klima og en solidarisk verden.
Hønge er opstillet to steder
Det er ikke kun flere personlige stemmer end den 60-årige fynbo Karsten Hønge, der kan bane vejen for en plads i Europa-Parlamentet for Kira Marie Peter-Hansen.
Karsten Hønge er nemlig både opstillet til Europa-Parlamentsvalget og det kommende folketingsvalg for SF. Men han kan kun blive valgt et af stederne. Det åbner for en plads til Kira Marie Peter-Hansen, hvis Karsten Hønge ender med at få flere stemmer end hende, men vælger at blive i Folketinget.
- Jeg synes, det er helt vildt, hvis man kunne komme i nærheden af Karsten Hønge. Han er en rigtig god politiker, så det ville være en ære at komme i nærheden af hans resultat, men det er underordnet, om det bliver mig eller Karsten, der får pladsen, siger hun.
Søndag aften kunne man se Kira Marie Peter-Hansen i selskab med SF-formand Pia Olsen Dyhr og Margrete Auken på vej til valgfest. Her sad hun bag styret på den cykel, som selskabet ankom til festen i.
Hendes ambition før valget var først og fremmest at hjælpe Margrete Auken med at genvinde sit mandat i Europa, og så ville hun være tilfreds med en rolle som første eller anden suppleant.
Bland de yngste
Med sine 21 år vil hun nemlig ligge sig blandt de yngste i Europa-Parlamentet – og den yngste af de danske mandater. Den unge SF'er fortæller, at hun har et økonomistudie, der skal sættes på pause, hvis hun skulle komme ind.
Kira Marie Peter-Hansen var opstillet som nummer fire på SF's liste til Europa-Parlamentet. Nummer tre var Peter Westermann, der ikke ser ud til at komme ind.
Ifølge en prognose fra Megafon er følgende 11 kandidater 'meget sikre' på at blive valgt:
Jeppe Kofod, Christel Schaldemose (Socialdemokratiet), Morten Helveg Petersen, Karen Melchior (Radikale), Pernille Weiss (Konservative), Margrete Auken (SF), Peter Kofod (DF), Søren Gade, Morten Løkkegaard, Linea Søgaard-Lidell (Venstre) og Nikolaj Villumsen (Enhedslisten).
De tre sidste pladser er usikre og falder først på plads, når de personlige stemmetal kommer. Det er en af de pladser, som Kira Marie Peter-Hansen kan få. I overblikket her kan du se, hvem der er i spil.
- I SF Svendborg var vi faktisk lidt bekymrede, da ledelsen foreslog at Karsten Hønge skulle stille op, men ingen af os havde jo forestillet os, at vi stod i den positive situation, at vi får to mandater ind, fortæller hun.
Har ikke stemt på Hønge
I alt har Karsten Hønge fået 4.482 personlige fynske stemmer. Anette Brynel er dog ikke en af de mange tusinde, der har sat sit kryds ved Karsten Hønge.
- Jeg har stemt på en anden kandidat end Karsten Hønge, fordi jeg håber, vi kan beholde Karsten i Folketinget, fortæller Anette Brynel.
Nu skal kandidaternes personlige stemmetal for hele landet tælles op. Hvis Karsten Hønge får næstflest stemmer efter partiets spidskandidat, Margrethe Auken, har han vundet en stol i Europa-Parlamentet.
- Personligt håber jeg, at en anden bliver nummer to ud fra det personlige stemmetal, siger Anette Brynel.
Mandag eftermiddag har Karsten Hønge fået cirka 13.000 personlige stemmer, men intet er afgjort endnu. Stemmetallene fra flere valgkredse mangler stadig at blive offentliggjort.
Hønge til Bruxelles kan sende Line Mørk i Folketinget
Hvis Karsten Hønge snupper SF’s andet mandat i Europa-Parlamentet, kan det bane vej for fynske Line Mørk i Folketinget.
SF fik søndag et flot valg til Europa-Parlamentet, da partiet med 13,2 procent af stemmerne fordoblede mandatantallet til to.
Det første SF-mandat går til Margrethe Auken, og det er endnu usikkert, om det andet går til Karsten Hønge.
Men ender han i Bruxelles og ikke i Folketinget, hvor han sidder nu, kan det sende Hønges fynske partifælle Line Mørk meget tæt på en af de 179 pladser i Folketinget efter valget den 5. juni, fordi hun så bliver partiets fynske spidskandidat.
- Nu må vi se. Vi ved jo reelt set stadigvæk ikke, om det er Karsten Hønge, der faktisk får det andet mandat, vi står til. Så indtil vi ved det, så er der grænser for, hvor meget jeg kommer til at stå med armene over hovedet over andet, end at vi har et helt fantastisk valg, siger Line Mørk.
Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 fik SF 10,9 procent af stemmerne. Ved søndagens valg fik de 13,2 procent. Fremgangen fordobler antallet af SF-mandater.
Hønge: Et dilemma
En prognose fra TV 2 tidligt mandag morgen viser, at det sidste mandat formentlig går til Kira Marie Peter-Hansen eller Karsten Hønge.
Karsten Hønge stiller både op til Europa-Parlamentet og det kommende folketingsvalg - men kan kun komme ind et af stederne ifølge reglerne. Hvis han får det andet mandag, er det op til partiets ledelse at beslutte, om Karsten Hønge skal til Bruxelles eller om han skal i Folketinget – hvis han opnår genvalg 5. juni.
Selv ved han endnu ikke, hvad han faktisk vil foretrække.
- Jeg kan ikke skjule, at det er en overraskelse og et dilemma. Men det er da et positivt dilemma og en positiv overraskelse. Vi er taknemmelige og glade, men nu skal vi lige vende situationen og se hvad vi gør, siger Karsten Hønge.
Også Line Mørk tager stadig store forbehold, men hun lægger ikke skjul på ambitionen om et kontor på Christiansborg.
- Jeg vil jo altid gerne i Folketinget. Det er det, jeg kæmper for, og det er det, jeg gerne vil. Men i forhold til at sætte mig ned og tænke, at nu er min chance relativt større, det venter jeg lige med at gøre, til jeg rent faktisk ved, hvordan vi står, siger Line Mørk.
Kandidaterne må vente på den endelige optælling af personlige stemmer, før de kender deres skæbne.