Om to dage går fynboerne i stemmeboksen og sætter deres kryds.
Mere end 300.000 fynboer skal stemme og 13 politiske partier har i knap fire uger bejlet til fynboernes gunst.
Men hvor meget ved vi egentlig på forhånd om, hvad vælgerne kan lide, og hvor de sætter deres kryds? Vi har taget pulsen på nogle af de fynske afstemningssteder.
- Det er et parti som godt kan lide at se anderledes på tingene og udfordre normerne og det går godt i spænd med stedet her
Det bringer os til Ollerup, hvor det dengang nye parti, Alternativet, ved folketingsvalget i 2015 havde et kanon valg.
Vi er gået på jagt efter svaret på, hvorfor, at Ollerup er det afstemningssted på Fyn, hvor Alternativet høstede flest stemmer til valget i 2015.
Findes svaret i forsamlingshuset?
I 18 år har Marianne Jørgensen været bestyrer af det lokale forsamlingshus i Øster Skerninge og har i den anledning hjulpet til ved samtlige valg i den periode.
Ollerup og de alternative stemmer
Og ved valget i 2015, da Alternativet var helt nye på stemmesedlen, stod det hurtigt klart, da alle krydser var sat, at partiet var populært i Ollerup og omegn. Stakken med krydser ved Alternativet bare voksede og voksede.
- Man kunne godt blive stående deroppe omkring og ligesom lægge stemmerne der, fordi stakken voksede, siger Marianne Jørgensen om optællingsarbejdet efter valget i 2015.
Ollerup huser fire skoler, og det er netop på skolerne, at svaret skal findes, mener Marianne Jørgensen .
- Det er på grund af skolerne, det er helt klart. Der er så meget initiativ deroppe, og de får lov til alle de der lidt alternative ting, siger Marianne Jørgensen, der er bestyrer i forsamlingshuset Øster Skerninge.
I Brugsen?
I den lokale brugs sender brugsuddeleren i os videre til byens læreruddannelse.
Hvor skal vi køre hen og finde svaret på, hvorfor det lige er Ollerup, der er lysegrøn?
- Det ku' være Den Frie Lærerskole, lyder svaret fra brugsuddeleren i Dagli' Brugsen i Ollerup, Peter Bille.
Eller på Den Frie Lærerskole?
På Den Frie Lærerskole møder vi de to lærerstuderende Nikolaj Rosvig Sørensen og Christoffer Vestergaard.
De kan godt nikke genkendende til Ollerup som Alternativet-land.
- Det er et parti, som godt kan lide at se anderledes på tingene og udfordrer normerne og det går godt i spænd med stedet her. Det er i hvert fald nogle af de samme normer, der bliver diskuteret her, lyder det fra Nikolaj Rosvig Sørensen.
- Den form for fællesskabsånd, vi har her på skolen, den har appeleret til en bestemt type mennesker og det har den gjort i mange år og det har skabt en kultur her nede - ikke bare på skolen, men også i det omgivende samfund af mennesker, som har gået hernede eller på anden måde er blevet inspireret af det her sted, siger Christoffer Vestergaard, der er lærerstuderende på Den Frie Lærerskole i Ollerup.
En forklaring, som Alternativets fynske formand genkender.
- Ollerup er en grundtvigsk højborg. De værdier, der ligger bag det grundtvig/koldske, svarer også meget godt til de værdier, som Alternativet bygger på, siger Kåre Wangel, formand for Alternativet på Fyn.
Bliver Ollerup igen Alternativets fynske højborg?
Men hvordan vil det gå Alternativet ved valget til Folketinget på onsdag? Er Ollerup stadig lysegrøn?
- Ja, det tror jeg altså, det er, spår Marianne Jørgensen fra Øster Skerninge Forsamlingshus.
De to lærerstuderende er enige.
- Deres vælgernedgang vil sikkert også kunne afspejle sig her, men jeg er ret sikker på, at der stadigvæk vil være ret mange her, der også vil stemme på Alternativet i år, gætter Christoffer Vestergaard.
- Hvad er alternativet til at stemme på Alternativet?, spørger Nikolaj Rosvig Sørensen.