Nabo til udskældte vindmøller: - Kommunen bøjer reglerne helt ekstremt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Svendborg Kommune har givet tilladelse til, at to vindmøller på Tåsinge kan snurre om natten for at sikre vedligeholdelse. Det er at fordreje reglerne, mener nabo.
To vindmøller på Tåsinge må gerne være i drift om natten. Af hensyn til vedligeholdelse af møllerne må de svinge rundt fire timer om natten to gange om ugen.
Det er intet andet end en dårlig undskyldning og et tegn på, at kommunen vil gå langt for at bøje reglerne til vindemølleejernes fordel, mener en af naboerne til vindmøllerne, Hans Christian Wulff.
- Jeg tror, det er en rigtig dårlig undskyldning, og jeg kunne godt tænke mig, at der var nogle fagfolk, der gik ind i det og sagde, at det var en valid årsag til, at møllerne skal køre, siger han til TV 2/Fyn.
Udskældte vindmøller må snurre om natten
To uger - så længe nåede det standsningspåbud, som Svendborg Kommune udstedte at holde. Nu trækkes dele af påbuddet tilbage.
Endnu et kapitel kan nu føjes til konflikten omkring to 80 meter høje vindmøller på det vestlige Tåsinge.
Det er nemlig kun to uger siden, at Svendborg Kommune udstedte et standsningspåbud, som altså betød, at de ulovligt opstillede møller skulle stå stille.
Til stor glæde for naboerne til møllerne - og til lige så stor frustration for ejerne af dem.
Nu har kommunen ombestemt sig.
Havørnene flyver ikke om natten
Vindmøllerne må nu alligevel gerne køre i såkaldt vedligeholdelsesdrift. Det betyder ifølge et netop revideret påbud, at møllerne fremover må snurre to nætter om ugen af fire timers varighed per gang.
- Grundlæggende handler det jo om, at vi skal føre tilsyn med virksomheden her, og det tilsyn skal jo ikke være mere vidtgående, end det behøver at være, siger kommunaldirektør, Erik Meldgård Bendorf.
Nej, men til gengæld skal I vel også sørge for, at der ikke foregår ulovlig mølledrift?
- Ja, ja - men det er derfor, der er givet et standsningspåbud.
Hvorfor ophæver I så det påbud?
- Det handler om, at havørnene ikke flyver om natten, og flagermusene er i hi. Derfor er vedligeholdelsesdrift fuld forenelig med de beskyttelseshensyn, det handler om her.
Så møllerne er standset - de skal bare ikke stå stille?
- Møllerne er standset, og så er der nu givet mulighed for vedligeholdelsesdrift, der sikrer, at vindmøllerne ikke går i stykker, og det, mener jeg, giver rigtig god mening.
Hvad med de borgere, som har fået klagenævnenes ord for, at de møller her er ulovlige og derfor ikke kan tages i drift?
- Jeg er fuldstændig opmærksom på at i denne her sag, er der forskellige interesser og meninger, og de er ikke forenelige. Det er vores opgave at træffe den afgørelse, vi synes er korrekt i den her konflikt, og det er det, vi har gjort her, siger kommunaldirektøren.
Underkendt af to klagenævn i december 2017
De omstridte møller er opstillet på et ulovligt grundlag.
Det har både Planklagenævnet og Miljø- og Fødeklagenævnet slået fast i de to afgørelser, som klagenævnene traf den 20. december 2017.
Alligevel valgte kommunen få timer efter at have modtaget afgørelserne at give mølleejerne lov til at tage møllerne i brug. En afgørelse, som kommunen efter hård kritik måtte trække tilbage igen den 26. januar 2018, hvor man - efter seks ugers betænkningstid - beordrede møllerne standset.
Bare to uger senere har kommunen altså så igen ændret beslutning.
Torsdag aften besluttede forvaltningen - efter anmodning fra vindmølleejernes advokat - at lempe standsningspåbuddet. Angiveligt for at undgå, at møllerne lider skade.
Fredag fortalte Svendborg Kommunes kommunaldirektør, Erik Meldgård Bendorff, at kommunen har valgt at trække dele af standsningspåbuddet tilbage.
- Møllerne er standset, og så er der nu givet mulighed for vedligeholdelsesdrift, der sikrer, at vindmøllerne ikke går i stykker, og det, mener jeg, giver rigtig god mening, sagde han.
Mener reglerne bøjes
Torsdag den 8. februar blev Hans Christian Wulff og de øvrige naboer orienteret om, at vindmøllerne må være i drift om natten. Men ifølge naboerne har møllerne, længe inden tilladelsen blev givet, kørt om natten.
- Inden da har vi jo bemærket, at de har kørt. Ugen op til kørte de også om natten. Det kan jo være en fejltagelse, at de har kørt - eller også har det ikke være en fejltagelse, spekulerer Hans Christian Wulff nu.
Han er ikke overrasket over, at kommunen nu har trukket dele af påbuddet tilbage.
- Det bekræfter bare, at man både fra mølleejernes og kommunens side er villige til at gøre alt og bøje reglerne helt ud i det ekstreme for at få det her projekt igennem.
- Sådan har de gjort hele vejen, og det er også min forventning, at de vil fortsætte. Det er det, vi kommer til at leve under de næste mange år, forudser Hans Christian Wulff.
Forstå vindmøllesagen
Du kan danne dig et overblik i sagen om de omtalte vindmøller på Tåsinge i tidslinjen herunder.