Udvalgsformand fastholder: Vindmøller skal op på Tåsinge
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Svendborg Kommune har ingen planer om at stoppe opstilling af omstridte møller ved Ny Søby. Naboerne fastholder, at kommunen med åbne øjne forsøger at snyde projektet igennem i strid med lovgivningen.
En skarp strid om vindmøller raser mellem borgere på det vestlige Tåsinge og Svendborg Kommune.
Svendborg Kommune måtte for få uger siden - efter massivt pres, klager og trusler om sagsanlæg fra naboerne til to planlagte vindmøller på Tåsinge - trække byggetilladelser og dispensationer fra lokalplanen tilbage.
Beboere raser over larmende vindmøller: - Ubegribeligt, at man tillader det
En skarp strid om vindmøller raser mellem borgere på det vestlige Tåsinge og Svendborg Kommune.
Kommunen gav nemlig i februar tilladelse til, at to eksisterende vindmøller på det vestlige Tåsinge kunne erstattes af to nye og knapt 80 meter høje møller.
Dermed valgte man - ifølge naboerne - bl.a. at vende det blinde øje til manipulerede støjberegninger og give tilladelse til overtrædelser af den gældende lokalplan.
- De nye møller bliver dobbelt så høje og dobbelt så brede, som de eksisterende. De kommer til at larme meget mere end de eksisterende møller, siger Hans Christian Wulff, som bor 350 meter fra stedet.
Han beskylder sammen med flere andre naboer Svendborg Kommune for at forsøge at snyde projektet igennem, selvom reglerne ikke er overholdt.
- Vi kan se i aktindsigter, at selv teknikeren fra vindmøllefabrikanten skriver, at det ikke kan lade sig gøre at sætte de her møller op og samtidig overholde støjgrænserne. Den mail har kommunen også fået, så de ved godt, at det ikke kan lade sig gøre at overholde reglerne, siger Anders Møller, der ligeledes bor i området.
Krav om overholdelse af lokalplanen
Særligt vrede er naboerne over, at vindmølleprojektet undervejs er blevet ændret, så det nu er såkaldte forsøgsmøller, man vil lade stille op.
Udgangspunktet for den lokalplan, som byrådet vedtog for to år siden var ikke forsøgs- eller prototypemøller, men møller af typen Vestas V66, som ifølge naboerne støjer langt mindre end dem, man nu har planer om at sætte op.
- De møller, man nu vil sætte op støjer lige præcis dobbelt så meget, som den Vestas V66 mølle, som man havde tænkt sig at sætte op tidligere. Som nabo sidder man virkelig tilbage og tænker, at det er ubegribeligt, at de tillader det, siger Ander Møller.
Han bakkes op af en anden nabo, Ulrik Andreassen.
- Man har ændret møllerne til at være prototypemøller, man overholder ikke dispensationen fra Naturstyrelsen, og man tilsidesætter EU-lovgivningen. Der er mange ulovligheder i denne her sag.
Der er formentlig ingen, der har lyst til at have sådan en mølle i baghaven. Kan møllerne ikke stå lige så godt her, som kan stå andre steder?
- Det er min retssikkerhed, der er på spil, siger nabo Allan Bliss.
- Vi har allesammen førhen tænkt, at vi lever i en retsstat. Men her - ligegyldig, hvad vi er kommet med og har kunnet påpege af fejl og fordrejninger, så er det bare blevet ignoreret, og sagen er kørt videre, lyder det fra Hans Christian Wulff.
Byggetilladelser tilbagekaldt i juni
Klager fra naboerne og trusler om sagsanlæg førte da også til, at Svendborg Kommune for få uger siden måtte trække byggetilladelserne tilbage.
Forvaltningen begrunder i et brev til vindmølleopstillerens advokat blandt andet tilbagekaldelsen af de omstridte byggetilladelser sådan her:
- Svendborg Kommune er blevet opmærksom på, at der er væsentlige mangler ved de tilladelser, der er udstedt til opstilling af vindmølle på ovennævnte ejendom.
Forvaltningen skriver også, at der siden byggetilladelserne blev meddelt i februar, er dukket nye informationer op.
- Kommunen er efterfølgende blevet opmærksom på, at der er fejl i grundlaget for de meddelte tilladelser.
Vindmøllestriden er ikke slut
Tilbagekaldelsen af de udstedte byggetilladelser og dispensationer betyder dog ikke, at det er slut med nye vindmøller på det vestlige Tåsinge.
Svendborg Kommune har for få dage siden sendt en ny og tilrettet ansøgning om opstilling af to prototypemøller ved Ny Søby ud i nabohøring.
- Jeg har hele tiden været tilhænger af vindmølleprojektet på det vestlige Tåsinge. Når det er sagt, er det selvfølgelig klart, at lovgivningen skal overholdes. Det er jo så også derfor, at administrationen er nået frem til, at de allerede udstedte byggetilladelser skulle trækkes tilbage, siger formanden for Erhvervs- Beskæftigelses- og Kulturudvalget, Henrik Nielsen (Kons.).
Udvalgsformand Henrik Nielsen mødes med nabo Allan Bliss i vores udsendelse i aften, klokken 19.30. De to skal debattere forløbet omkring vindmøllerne på Tåsinge.
TV 2/Fyn har onsdag forsøgt at få kontakt til opstillerne af de omstridte møller. Det er ikke lykkedes.
Alligevel fastholder udvalgsformand, Henrik Nielsen (Kons.) i en debat med en af naboerne, at de meget omstridte møller skal op.
- Vi har skabt et plangrundlag, der giver mulighed for at opstille de vindmøller, og der er nogle investorer, der gerne vil iværksætte det projekt. De har sendt en anmodning, og de har leveret de data, der skal til i forhold til de udfordringer, der var, da vi trak tilladelserne tilbage, siger Henrik Nielsen (Kons.).
Nye byggetilladelser er allerede på vej
Svendborg Kommune har for få dage siden sendt vindmølleprojektet i nabohøring igen.
Naboerne er imidlertid langt fra tilfredse. De mener på ingen måde, at de justeringer, man har foretaget, er nok til, at der kan udstedes byggetilladelser uden overtrædelse af lovgivningen.
- Problemet er, at projektet er ikke rettet til. Det, der nu er sendt i høring, er nærmest det samme som det, der var sendt ud i første omgang. Grundlæggende handler det om, at man vil sætte nogle møller ind på stedet, som simpelthen er for store og larmer for meget, siger Allan Bliss, som bor i området.
Svendborg Kommune har ifølge naboerne vendt det blinde øje til manipulerede støjberegninger - og givet tilladelse til en række overtrædelser af den gældende lokalplan.
De er blandt andet stærkt fortørnede over, at kommunen vil lade møllerne opføre som forsøgsmøller uden eksisterende støjmålinger, selvom samme mølletype allerede er opstillet andre steder i verden.
- Det er ikke prototypemøller. Mølleopstilleren har skrevet til en af mine naboer, at han selv har været i England og set møllerne og lytte til, hvor meget de støjer. Det kan jo ikke fysisk lade sig gøre, hvis der er tale om prototypemøller, siger Allan Bliss.
Udvalgsformand: Der er ting, vi kunne have gjort bedre
Udvalgsformanden erkender, at der er ting, der kunne have været håndteret bedre i det sagsforløb, som har udspillet sig i Svendborg Kommune.
- Der er nogle ting, der kan kritiseres. Det er også derfor, vi var nødt til at tilbagetrække den oprindelige tilladelse. Vi skal sikre, at møllerne opstilles indenfor plangrundlaget og indenfor det lovmæssige grundlag i forhold til vindmøllebekendtgørelse og støjkrav.
Og det føler I, at det nye projekt gør?
- Ja, siger Henrik Nielsen (Kons.).