Den fynske målmandslegende Lars Høgh skal give en VM-konkurrence luft under vingerne.
Han er nemlig sammen med en måge hyret ind til at forudsige resultatet af Danmarks puljekampe samt fire andre udvalgte VM-kampe.
Mens Lars Høgh ikke er hvem som helst, og mågen er heller ikke tilfældigt valgt.
Kommunikationsleder ved Naturama og Fjord & Bælt, Mads Dirckinck-Holmfeld, fortæller, at mågen er kommet og fløjet hos Fjod & Bælt i ti år, og at den er så tryg ved dyrepasserne, at den har lært nogle trick.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Først Paul og nu en kat
Det er ikke første gang, at dyr bringes i spil, når der afvikles slutrunder i fodbold. En af de mere berømte var den tyske blæksprutte Paul, som ved europamesterskabet i 2008 og VM i 2010 gang på gang "forudså" resultaterne.
Specielt ved VM i 2010 brillerede Paul med at tippe rigtigt på resultatet af alle syv kampe, som Tyskland spillede. Blandt andet tippede Paul, at Tyskland ville tabe til Spanien i semifinalen. Den fik ret. Tyskland tabte 1-0.
Paul viste sin sans for fodbold ved finalen og tippede Spanien som vinder. Også her fik Paul ret, da Andrés Iniesta i overtiden scorede og tog guldet foran Holland.
Ved det netop igangsatte VM i Rusland har et museum i Sankt Petersborg sendt en kat på banen.
Katten er officielt en spå-kat. Den forudser kampresultaterne ved at vælge mellem to skåle med mad. Og den ramte plet, da Rusland maste Saudi Arabien med hele 5-0.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mågen og Høgh
Netop det med at vælge er også temaet i Fjord & Bælts VM-kampagne. Her skal en måge forudse kampene ved at lande på en af to platforme.
Kampagnen er i gang, og i følge mågen vinder Danmark over Peru lørdag eftermiddag.
Du kan følge makkerskabet mellem Lars Høgh og mågen på Fjord & Bælts side på Facebook.