Ti vildsvin på ti dage: Endnu et ilanddrevet vildsvin er hentet på Ærø
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mandskab fra Beredskskabsstyrelsen Sydjylland kører i pendulfart til Ærø for at hente døde vildsvin ved kysten. Onsdag hentede de vildsvin nummer ti.
På ti dage er ti døde vildsvin fundet ved Ærøs kyster.
Det bekræfter chefkonsulent ved Fødevarestyrelsens Dyresundhedskontor, Stig Mellergaard. Han forklarer, at det svarer til, at der i perioden er kommet det samme antal, som normalt driver i land i Danmark i en periode på 10 til 15 år.
- Vi betragter det som en event, siger Stig Mellergaard.
Vildsvin nummer ni skyllet op og hentet
Beredskabsstyrelsen har mandag hentet et dødt vildsvin ved Voderup Klint. EU siger god for, at Danmark ikke undersøger vildsvinene før de destrueres.
Mandag meddelte Beredskabsstyrelsen Sydjylland på Twitter, at styrelsens folk igen skulle til Ærø for at hente et dødt vildsvin, som var skyllet op på kysten.
Denne gang blev vildsvinet fundet ved Voderup Klint, og kunne noteres som det niende vildsvin der siden 20. oktober er drevet i land på Ærø.
Overfor Fyns Amts Avis gentager Sten Mortensen, veterinær udviklingschef i Fødevarestyrelsens Dyresundhedskontor, at vildsvinene ikke kan være danske, og at de bliver hurtigt fundet og hurtigt skaffet af vejen, så de udgør ingen smittefare for grisene på Ærø.
- Så længe vi ikke ved, hvor vildsvinene kommer fra, giver det ingen mening af undersøge dem. Uanset hvad vi finder i dem, kan vi ikke bruge resultatet til noget, siger Sten Mortensen.
Han oplyser desuden, at Danmarks metode har været diskuteret på et møde i EU.
- Danmark rejste problemstillingen overfor medlemslandene i sidste uge i Bruxelles, og der var opbakning fra alle medlemslandene til, at det er måden at gøre det på, siger Sten Mortensen til amtsavisen.
Nummer otte fredag aften
Fredag aften blev det ottende vildsvin fundet på Ærøs kyst og mandag i sidste uge sagde Stig Mellergaard, chefkonsulent ved dyresundhedskontoret, til TV 2/Fyn, at svinene sandsynligvis kommer fra Tyskland eller Polen.
- Det stammer med al sandsynlighed fra en af de store floder, der løber ud i Østersøen, sagde Stig Mellergaard.
Han har tidligere gættet på, at der kunne være tale om en so med sine smågrise. Men da antallet nu støt er vokset til ti, har han lagt den teori på hylden.
- Man ved ikke, hvor pokker de har været. Men det er nok en flok, der er blevet fanget i en strøm, siger han.
Vildsvinene stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvor de kan være druknet eller skyllet væk i forsøget på at krydse en flod, men det vides ikke med sikkerhed. Stig Mellergaard har vendt det med sine tyske kollegaer, som ikke kan pege på en bestemt begivenhed, der skulle have ledt til så mange vildsvins død.
Svinetransport i pendulfart
Når Fødevarestyrelsen modtager anmeldelser om døde vildsvin i dansk natur, kontakter de Beredskabsstyerlsen, som står for afhentning af dyrene. Derfor har Bereskabsstyrelsen Sydjylland efterhånden været en del på Ærø siden 21. oktober, hvor det første vildsvin blev hentet.
- Vi kører efter nogle helt bestemte procedurer efter anvisning fra Fødevarestyrelsen. Det er dem, der udstiller retningslinjerne, siger Hans Iversen, senoirsergent ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland.
Fødevarestyrelsen: Derfor undersøges opskyllede vildsvin ikke for sygdomme
De døde vildsvin, der er fundet på Ærø, skal ikke undersøges for sygdomme. Grunden er, at de ifølge Fødevarestyrelsen ikke udgør nogen smittefare.
At syv døde vildsvin skyller op langs Ærøs kyststrækning inden for fire dage er helt usædvanligt. Men selv hvis der kommer dobbelt så mange, vil Fødevarestyrelsen sandsynligvis ikke undersøge, hvor de kommer fra, eller om de har afrikansk svinepest eller andre sygdomme.
- Det ville ikke være et resultat, vi kunne bruge til noget, siger Stig Mellergaard, der er chefkonsulent ved Fødevarestyrelsens Dyresundhedskontor.
Han forklarer, at grunden til, at man ikke undersøger dyrene, er, at de ikke udgør nogen smittefare for mennesker eller andre dyr.
- Det eneste argument for at undersøge dem ville være at se, om der videnskabeligt er noget spændende, siger Stig Mellergaard.
Kritik fra naturfrednignsforening
Beslutningen om ikke at undersøge de døde vildsvin på Ærø har vakt undren blandt nogle borgere, og senest er den blevet kritiseret af Danmarks Naturfredningsforening. Foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, har til Ritzau sagt, at det er uansvarligt ikke at teste for sygdomme.
- Jeg synes, det er helt uforståeligt. Man starter med at bygge et vildsvinehegn, som ikke har nogen effekt på vildsvin, men til gengæld er skadelig for naturen.
- Når der så kommer vildsvin til Danmark, vil man ikke teste dem, fordi man ikke vil vide, hvad de eventuelt har med sig. Det er relativt absurd, siger hun.
Men den kritik tager Stig Mellergaard med ro. Han mener, det modsatte ville være mere absurd.
- At undersøge dyrene vil svare til at undersøge en spegepølsemad fra Kina. Så kan vi bruge det til at sige noget om Kina, men ikke Danmark, siger han.
Andre vildsvin undersøges
Hvis borgere finder døde vildsvin i dansk natur, kan de indberette det via Fødevarestyrelsens app Vildsvinetip. Indberetningerne bruges til at undgå netop afrikansk svinepest og for at få kendskab til udbredelsen af vildsvin i dansk natur. Men på styrelsens hjemmeside skriver de:
"Desuden ønsker Fødevarestyrelsen at teste døde og nedlagte vildsvin for svinepest."
Stig Mellergaard medgiver, at det kan virke forvirrende, når man ikke har intentioner om at undersøge dyrene på Ærø.
- Vi undersøger dem, vi finder i Danmark. Dem, vi ved, er danske. Hvis der er et vildsvin i landet, bliver det undersøgt, siger han.
Men det gælder altså kun de dyr, der har været levende i Danmark eller som formodes at have været levende i Danmark. Ikke de syv døde vildsvin på Ærø, der kan komme fra Tyskland. Men heller ikke det bliver undersøgt og kan derfor ikke siges med sikkerhed.
Hver gang, et nyt vildsvin dukker op, tages der bestik af den konkrete situation.
- Det er meget forskelligt, hvad vi gør, når vi skal have dem væk derfra. Det afhænger blandt andet af, hvor og hvor længe vildsvinet ligger, siger Hans Iversen.
Normalt kan døde vildsvin optræde i den danske natur en eller to gange om året. Men den usædvanlige situation taget i betragtning, tør seniorsergenten ikke gætte på, om der skyller flere op på Ærø.
- Det kan godt være, vi skal afsted igen, siger han.