Nye affaldsbeholdere på vej i fynsk kommune: Tre skraldespande skal indeholde ti typer affald

Til sommer flytter to nye affaldsbeholdere ind hos alle husstande i Nordfyns Kommune.

Til september skal borgere i Nordfyns Kommune i gang med at sortere husholdningsaffald i ti typer frem for de seks, de har i dag.

Derfor leverer Nordfyns Kommune til sommer to nye affaldsbeholdere til alle husstande, så der fremover vil være tre skraldespande, der kan indeholde hele ti typer af affald.

- Det har været vigtigt for os at nøjes med tre skraldespande, selvom vi indsamler ti typer affald. Det løser vi ved, at spandene skal have to rum og tømmes oftere, siger Anders Thingholm, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune.

De rumopdelte beholdere vil blive tømt af rumopdelte skraldebiler på samme måde, som vi kender det fra den nuværende skraldespand til glas og metal.

Spanden til pap og papir vil få et rum til plastik og mælkekartoner, og den vil blive tømt hver 14. dag i stedet for hver fjerde uge. Spanden til restaffald vil få et lille rum til madaffald.

Klimavenlige beholdere og biler

De nye beholdere har et andet design, end nordfynboerne er vant til, og der er lagt mange overvejelser i indkøbet af skraldespande.

Blandt andet får spandene store hjul og håndtag. Låget har også fået en opgradering med skiltning og åbning til det enkelte rum, så det er lettere at få affaldet sorteret rigtigt. 

De ændringer er også med til at forbedre skraldemandens arbejdsmiljø.

Hvorfor skal jeg have nye affaldsspande?

Beholderne ser ikke bare anderledes ud, de er også langt mere robuste. Og så er de danskproducerede og lavet af mindst 30 procent genbrugsplast.

- De har en næsten dobbelt så lang levetid, som de beholdere, vi har i dag. Og kombineret med, at de er lavet af genbrugsplast og ikke skal fragtes den halve verden rundt, har vi fået en meget klimavenlig løsning, siger Anders Thingholm.

Tømningsbilerne vil fremover køre på biodiesel, og der bliver også indsat to biler, der kører på el. I alt spares der omkring 85 procent af CO2-udledningen ved kørslen.

Når alle i kommunen er med til den nye sortering, forventer kommunen at kunne genbruge 50 procent mere af husholdningsaffaldet og spare mindst 200 tons CO2 om året.

Følg med og få besked

Selvom man får sine nye beholdere til sommer, skal man først begynde at bruge dem 5. september, hvor de nye renovationsbiler kører ud for at tømme dem.

- Det er en lidt langstrakt proces, når vi skal levere beholdere til 16.000 husstande. Derfor vil nogle opleve at skulle have både deres nye og deres gamle beholdere stående gennem et par måneder, inden ordningen træder i kraft, siger Anders Thingholm.

Når det nye affaldssystem træder i kraft, vil kommunen så hente de gamle affaldsspande.

Hvis man er tilmeldt app'en AffaldNordfyn, får man automatisk opdateringer om de nye beholdere og tømningsdage, og i de kommende uger vil alle borgere få information i deres e-boks.

Du kan læse mere om de nye affaldsbeholdere og de 10 typer affald på Nordfyns Kommunes hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt