Kødannelse: Tankvogn tabte kemikalier på Fynske Motorvej - 11 kilometer kø

En tankvogn punkterede og tabte kemikalier på Fynske Motorvej, der blev spærret i østgående retning. Lastbilens indhold var angivet som sennepsgas, og Fyns Politi oprettede derfor en sikkerhedszone rundt om lastbilen. Alle spor er genåbnet klokken 13.30, men der er op mod 11 kilometer kø.

Opdatering kl. 16:44
Motorvejen er stadig afspærret i østgående retning, da man arbejder på at få et nyt dæk på den punkterede tankvogn. Politiet opfordrer til at følge anvisningerne fra trafikradio og til at finde alternative vej. Vagtchef Hans Jørgen Larsen oplyser, at det ikke kan udelukkes, der periodevis kan blive lukket spærret for trafikken i vestgående retning.
Opdatering kl. 17:37
Vejdirektoratet oplyser på deres hjemmeside, at der er åbnet ét spor i østgående retning . Der er dog stadig store kødannelser, og man forventer først normal trafik i løbet af aftenen.

Torsdag eftermiddag er der massiv kø på både Fynske Motorvej og landevejen mod Odense.

Kødannelsen er opstået, efter at Fynske Motorvej ved middagstid blev spærret i retning mod Sjælland mellem afkørsel 55 Aarup og afkørsel 54 Vissenbjerg.

Det skyldtes, at en lastbil var punkteret og havde tabt kemikalier på vejen.

Ifølge Vejdirektoratet var der klokken 14 op mod 11 kilometer kø mellem afkørsel 56 Ejby og 54 Vissenbjerg i retning mod Sjælland.

Trafikanter skal forvente forlænget rejsetid på op mod 50 minutter resten af eftermiddagen, oplyser Vejdirektoratet.

Sikkerhedszone rundt om lastbil

Vagtchef Ehm Christensen hos Fyns Politi oplyser, at man på grund af lastbilens sikkerhedskode UN2810 oprettede en sikkerhedszone rundt om den punkterede lastbil.

- Der kommer frem, at det er sennepsgas, når man søger på den kode, fortæller vagtchef Ehm Christensen.

Omkring klokken 14.19 oplyste Fyns Politi, at der er tale om sennepsgas i kategori tre, der er den mindst giftige udgave af kemikaliet.

Ifølge Beredskabsstyrelsen er sennepsgas i ren form en meget giftig væske, der kan forårsage kroniske sundhedsskader. Ved kontakt med huden kan ren sennepsgas give væskefyldte blærer. Indånding kan give blandt andet synkebesvær, feber og åndenød.

Der er dog tale om en mildere kategori af sennepsgas, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi. 

- Væsken har stadig det farenummer, som der står. Men det er den mildeste kategori ud af tre, fortæller han.

Kø på både motorvej og landevej

Vagtchefen fra Fyns Politi oplyste klokken 13.30, at sikkerhedszonen var ophævet igen, og at spildet fra lastbilen er inddæmmet.

- Vi afventer forsat den sidste oprydning, men alle spor er åbne for trafik igen, siger Ehm Christensen.

Et øjenvidne fortæller til TV 2/Fyn, at motorvejen blev afspærret et godt stykke bag lastbilen, og at der allerede kort tid efter afspærringen var lang kø på motorvejen.

Vejdirektoratet opfordrede trafikanter til at køre fra ved afkørsel 55 Aarup og følge de grønne omkørselsskilte. Der opstod i forbindelse med spærringen af motorvejen også kø på landevejen i retning mod Odense.

Flere følgeuheld

Ifølge Fyns Politi er der sket flere færdselsuheld i forbindelse med køen på motorvejen. Dog ikke af alvorlig karakter.

- Der er tale om flere små færdselsuheld, fortæller vagtchef Ehm Christensen.

Politiet understreger i et tweet, at det ikke er tilladt at bakke på hverken motorvej eller tilkørsler.

 

Oversigt

    Oversigt