ZZZZzzzzing...
Den metalliske lyd fortsætter, mens skæret æder sig ind i metallet og skaber den ene metalspån efter den anden.
- Det her, det er en rørpibe i kaliber 7,75 fra Holland & Holland, som skal laves til at sidde på et mauser-system, siger våbensmed Arne Holgersen, mens han med et blankslidt håndtag strammer på en ældre drejebænk.
Jeg begyndte i 1967. Og jeg har ikke tænkt mig at holde nu. Hvorfor skulle jeg det?
Arne Holgersen slår dog drejebænken i alder. Han nærmer sig hastigt 76 år, men smiler blot over det, mens han arbejder videre på våbnet i drejebænken.
- Jamen, jeg skal jo have noget at stå op til, ellers er jeg da bange for, at jeg bliver en af dem, der sover længe og udsætter til i morgen, hvad der kan gøres i dag for så er det jo tid nok. Jeg har set mange eksempler på folk der ligger med hjulene i vejret, umiddelbart efter de går på pension. Den risiko tør jeg ikke løbe, slår han fast.
Han er jo en gammel ræv
Han er ikke alene i våbenhandlen. Den blot 24-årige våbensmed Jesper Holgaard Petersen er med til at reparere og nybygge de op til 2.000 våben, som kommer gennem forretningen på et år.
- Ja, det bliver jo til nogle våben. Jeg begyndte i 1967. Og jeg har ikke tænkt mig at holde nu. Hvorfor skulle jeg det? spørger Arne Holgersen.
Pension, nej tak
Hans unge ansatte har ikke blot kærligheden til våben og den avancerede teknik som grund for, at han igennem flere år har kørt frem og tilbage mellem Aarhus og Jordløse for at komme på arbejde.
- Han er jo en gammel ræv her i faget. Han har været her mange år. Man lærer noget hele tiden. For hvordan gør man det nu lige smart? Så går man over til ham, så siger han, hvis du nu gør sådan og sådan og sådan, så... Nå ja! Så viser det sig ni ud af ti gange, at han har ret, fortæller Jesper Holgaard Petersen med respekt i stemmen.
Inden for de senere år har der været en enkelt mulig køber til forretning og værksted. Men handlen gik i vasken. Og for en mand, der alligevel ikke har tænkt sig at gå på pension, gør det knap så meget.
- Forhåbentlig så ligger jeg jo bare pludselig med hjulene i vejret en dag. Og så må det sgu være dem, der er tilbage, der skal tage stilling til, hvad der skal ske med det hele. Jeg kunne jo næsten ikke nænne at se, at det skulle spredes for alle vinde. Men hvis først jeg er væk, så kan de jo gøre, hvad de vil, slutter Arne Holgersen.