8. feb. 2019 kl. 21:10
Anders Høgh

Rengøring hver femte uge: Tina er syg og har brug for et rent hjem

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Tina Carlsson er terminal kræftpatient, og hun får hjælp til rengøring af kommunen. Men en ny beslutning i Assens Byråd betyder mindre rengøring i hendes hjem.

“Jeg forstår simpelthen ikke, at den borgmester kan sove godt om natten”

— Tina Carlsson, Assens Kommune

De seneste halvandet år har 54-årige Tina Carlsson vidst, at hun er terminal kræftpatient. Hun har kræft i bækken, nyrer og lunger og har både venekateter og stomi.

For at gøre den sidste tid af sit liv bedst mulig, vil Tina Carlsson holde sine omgivelser rene, så hun ikke risikerer en indlæggelse på grund af bakterier i sit kateter, forklarer hun.

 

Nu har hun som mange andre i Assens Kommune fået at vide, at hun fremover vil modtage mindre rengøring.

- Der blev jeg godt nok lige lidt mundlam. Det må jeg indrømme. Jeg er svækket i forvejen. Det er en daglig kamp, det her. Det, synes jeg ikke, de kan byde os, siger Tina Carlsson.

Som den eneste kommune i Danmark vil der i Assens nu gå fem uger mellem besøg fra det kommunale rengøringsteam. I alle andre kommuner er det som udgangspunkt hver, hver anden eller hver tredje uge, at der bliver støvsuget. Derudover tilbyder kommunen ikke længere gulvvask.

- Det kan ikke være rigtigt. Jeg forstår simpelthen ikke, at den borgmester kan sove godt om natten. Dem, der tager, beslutningerne, jeg må indrømme, at jeg ønsker, at deres røv må klø og deres arme være for korte, siger Tina Carlsson.

Læs også: 90-årige Esther får gjort rent hver femte uge
Gå tilbage Del
7. feb. 2019 kl. 17:50
Opdateret: 7. feb. 2019 kl. 22:07

90-årige Esther får gjort rent hver femte uge

Pernille Gram

Som den eneste kommune på Fyn tilbyder Assens rengøring hver femte uge. I de andre fynske kommuner går der som udgangspunkt to uger mellem rengøring.

Den 5. februar fik Esther Madsen og sønnen Erik Dragbæk besked om "ændret serviceniveau" i forhold til pleje og rengøring.

“Sig til borgmesteren, at han ikke skal spise stegt ål på Helnæs Kro”

— Esther Madsen, pensionist, Assens Kommune

Kort forinden havde byrådet i Assens Kommune besluttet at ændre på de såkaldte kvalitetsstandarder, der er kommunalpolitiske retningslinjer for den service, som kommunens borgere kan forvente.

Dermed skiller Assens Kommune sig nu ud blandt de fynske kommuner, da Esther Madsen nu bor i den eneste fynske kommune, hvor der kun bliver gjort rent hver femte uge. I de andre fynske kommuner går der som udgangspunkt to uger imellem, at støvsuger og støvklud bliver svunget.

Derudover får hun ikke længere gulvvask; en service som samtlige øvrige fynske kommuner tilbyder.

Kan du ikke se grafikken, så klik her.

- Jeg er fyldt 90 år. Jeg vil ikke ned og vaske gulv, forklarer hun, da TV 2/Fyn møder pensionisten i sit hjem i Haarby.

Sønnen giver hende ret.

- Du kan heller ikke (vaske gulv, red.). Du falder jo bare, siger han til sin mor. Selv bor Erik Dragbæk i Aarhus, mens hans søskende holder til i henholdsvis Sønderjylland og Nyborg.

Rengøring hos ældre i Assens Kommune

  • Et flertal af byrådsmedlemmer i kommunen vedtog 30. januar at ændre kommunens kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp til ældre. 
  • Flertallet bestod af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. De resterende partier stemt imod. 
  • I efteråret 2018 besluttede byrådet, at man på grund af en presset økonomi ville spare på en række områder herunde ældrepleje. Dette resulterede sidst i januar i nye kvalitetsstandarder i henhold til servicelovens paragraf 138. Den beskriver, at byrådet skal lave standarder for personlig pleje. 

 

Kilde: Byrådet i Assens Kommune

Selom Esther Madsen først fik brevet 5. februar, så frygter hun og sønnen konsekvenserne af byrådets beslutning.

- Hvis man kigger rundt i krogene, så hænger der spindelvæv alle steder. Det kunne man godt have behov for at få hjælp til, pointerer hendes søn.

- Dem, der kommer og gør rent, er næsten færdige inden de får begyndt, fortæller Esther Madsen.

Utilfreds ældreråd

Det er ikke kun de ældre og deres pårørende, der er utilfredse med det nye serviceniveau. Det gælder også det lokale ældreråd.

- Man kan ikke byde nogen, at de kun få gjort rent hver femte uge. Jeg kender ikke nogen, som kun gør rent hver femte uge, lyder det fra Anne Marie Gejel, der er formand for Ældrerådet i Assens Kommune.

- Det er ældre sagesløse borgere, det går udover. Det virker ikke logisk for mig, siger formanden.

Anne Marie Gejel mener, at byrådet bør finde pengene på et andet område. Også selvom besparelserne blev vedtaget i efteråret 2018, da man vedtog en ny budgetaftale for 2019 til 2022.

Hos pensionisten Inge Broby Andersen i nabokommunen Faaborg-Midtfyn er det svært at forstå, hvordan Esther Madsen skal klare sig med rengøring hver femte uge og ingen gulvvask.

- Der må blive temmelig snavset i løbet af fem uger, konstarer hun.

Inge Broby Andersen får rengøring hver anden uge. Det samme er udgangspunktet i alle fynske kommuner. Det viser en gennemgang, som TV 2/Fyn har lavet.

Borgmester: Vi lider under kommunal udligning

Ifølge Søren Steen Andersen (V), der er borgmester i Assens Kommune, skyldes Esther Madsens farvel til gulvvask og reduceret rengøring udligningen mellem landets kommuner.

Kommunal udligning

Den kommunale udligningsordning har til formål at udligne forskellene mellem kommunernes finansieringsmuligheder og udgiftsbehov.

 

Regnestykket fordeler penge mellem "fattige" og "rige" kommuner. Nogle kommuner får altså penge, mens andre mister indtægter. 

 

Kilde: Kend din kommune

- Vi skal spare på rengøring og en hel masse andet, der berører vores borgere personligt. Det er også psykiatri, handicap, veje og så videre. Det skal vi, fordi vi er blevet snydt af udligningsordninger, der ikke er gået vores vej. Dem lider provinskommuner som Assens under, forklarer Venstre-borgmesteren.

Ifølge Esther Madsen skal løsningen ikke findes ved at fjerne hendes gulvvask og spare rengøring.

- Sig til borgmesteren, at han ikke skal spise stegt ål på Helnæs Kro, mener hun.

Søren Steen Andersen mener dog, at ansvaret skal findes på Christiansborg.

- Min pligt er at holde hus med økonomien i hverdagen, mens vi venter på store tiltag til at gøre noget godt for landkommuner, forklarer han.

Esther Madsen og andre berørte borgere i Assens Kommune kan klage over afgørelsen frem til 27. februar. Hun og sønnen regner med at klage.

Opdatering

  1. Artiklen er opdateret med liveinterview fra 19.30-udsendelsen med borgmesteren.

Derfor får Tina Carlsson mindre rengøring

  • Et flertal af byrådsmedlemmer i kommunen vedtog 30. januar at ændre kommunens kvalitetsstandarder for personlig pleje og praktisk hjælp til ældre. 
  • Flertallet bestod af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. De resterende partier stemt imod. 
  • I efteråret 2018 besluttede byrådet, at man på grund af en presset økonomi ville spare på en række områder - herunder ældrepleje. Dette resulterede sidst i januar i nye kvalitetsstandarder i henhold til servicelovens paragraf 138. Den beskriver, at byrådet skal lave standarder for personlig pleje. 

Kilde: Byrådet i Assens Kommune

Ældre Sagen: - Det er uhørt

Hos Ældre Sagen har de ikke hørt om lignende forhold andre steder.

- Det er uhørt, det Assens er igang med nu. Vi har hørt om rengøring hver tredje uge, men hver femte uge er næsten som, at man de facto afskaffer rengøring, siger Per Tostenæs, der er Seniorkonsulent i Ældre Sagen.

De efterspørger mere individuelt tilpasset pleje og oftere rengøring.

- Det er uværdigt og utrygt, at man skal leve i sit eget snavs. Vi har et velfærdsamfund i Danmark, og det er ikke, hvad vi kan tilbyde ældre, siger Per Tostenæs.

Borgmester: Vi lider under kommunal udligning

Borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V) fortalte til TV 2/Fyn torsdag, at reduceret rengøring skyldes udligningen mellem landets kommuner.

- Vi skal spare på rengøring og en hel masse andet, der berører vores borgere personligt. Det er også psykiatri, handicap, veje og så videre. Det skal vi, fordi vi er blevet snydt af udligningsordninger, der ikke er gået vores vej. Dem lider provinskommuner som Assens under, forklarer Venstre-borgmesteren.

Søren Steen Andersen mener, at ansvaret skal findes på Christiansborg.

- Min pligt er at holde hus med økonomien i hverdagen, mens vi venter på store tiltag til at gøre noget godt for landkommuner, forklarer han.

Den sidste tid skal ikke bruges på rengøring

Tina Carlsson flyttede fra Odense til Assens Kommune i 2016 for at være tættere på sin ene datter og sine tre børnebørn. Dengang fik hun gjort rent i sit hjem i Vissenbjerg hver tredje uge og ikke hver femte som nu.

Hun får dagligt besøg af hjemmesygeplejersker, der passer hendes medicin, og Tina Carlsson fortæller, at selvom de er gode til at tage overtrækssko på, så bliver gulvet beskidt.

- Når det bliver grelt, så sætter jeg mig på en stol, og så må jeg tage lidt ad gangen. Jeg kan simpelthen ikke vaske gulv. Jeg kan lige tage en fugtig klud, men jeg er ødelagt et par dage efter.

Kunne din datter ikke bare hjælpe dig?

- Det vil jeg slet ikke byde dem. Det skal være sådan, at når de kommer, så skal det være hyggeligt og rart, for der er ikke nogen, der ved, om jeg er her i morgen eller til næste år. Så skal de da ikke komme for at gøre rent, siger Tina Carlsson.

Læs også: Birthe må undvære gulvvask: Nu råber datteren op på Facebook
Gå tilbage Del
27. dec. 2018 kl. 22:20

Birthe må undvære gulvvask: Nu råber datteren op på Facebook

Byrådet i Assens Kommune vil finde fire millioner kroner ved at spare på ældrepleje. Det har fået Sussie Elkjær til at starte en Facebook-gruppe.

- Hjemmehjælpen kommer til at kigge ind tre gange om dagen, men de må jo ingenting.

“Vi vil da gerne selv så meget som vi kan, men der er begrænsninger efterhånden, som vi bliver ældre”

— Birthe Rasmussen, 90 år, Vissenbjerg

Sådan lyder Sussie Elkjærs udlægning af de 4.255.000 kroner, som Assens Kommune skal spare på ældreområdet.

Besparelserne har fået den pårørende til tasterne. I skrivende stund har næsten 500 personer meldt sig ind i hendes Facebook-gruppe "Assens Kommune - svigt af de ældre".

- Det er simpelthen ikke okay, konkluderer hun, og fortsætter.

- Derfor har jeg lavet Facebook-gruppen for at fortælle politikerne, at de er nødt til at gøre noget.

Her sparer kommunen

Byrådet har vedtaget besparelser for mere end fire millioner på ældreområdet. Det får blandt andet følgende konsekvenser fra første januar:

  • Slut med gulvvask - istedet kan borgere få tørret spild op fem gange i ugen. 
  • Tøj vask halvt så ofte - hveranden uge i stedet for hver uge
  • Færre toiletbesøg - fra seks til otte til fem til syv
  • Mindre rengøring - fra 17 gange om året til ti gange om året

 

Kilde: Assens Kommune og Fyens.dk 

Besparelser tager gulvvask

Første januar får ældre i Assens Kommune blandt andet længere imellem toiletbesøg og regøring. Samtidigt har byrådet valgt at sløjfe gulvvask. I stedet kan borgere op til fem gange i ugen få tørret spild fra gulv og andre flader.

Det er blandt andet ovenstående som Sussie Elkjær håber, at hendes Facebook-gruppe kan lave om på.

- I (politikere, red.) er nødt til at høre på de ældre. Der er mange, der ikke kan råbe op, fortæller hun.

En af de ældre som bliver ramt af besparelserne er Sussie Elkjærs 90-årige mor Birthe Rasmussen, der bor i Vissenbjerg.

- Vi vil da gerne selv så meget som vi kan, men der er begrænsninger, efterhånden som vi bliver ældre, forklarer hun.

Overfor hende sidder naboen Minna Bang på 89 år. Hun ser heller ikke frem til årsskiftet og de besparelser, der følger med.

- Birthe, de (politikerne, red.) kan ikke slå os ud, understreger hun.

Særligt stoppet for gulvvask ligger pensionisten på sinde.

- Det synes jeg godt nok er stygt. Der er ingen af os, der kan få vasket gulv, forklarer hun.

Borgmester: Vi har brugt for mange penge

Spørger man borgmesteren i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V), så er det landsdækkende regler, der er i skyld i, at Sussie Elkjær har lavet en Facebook-gruppe.

Borgmesteren henviser til de udgiftslofter som Folketinget opstiller for landets kommuner. De stiller grænser for, hvor mange penge som landets kommuner må bruge.

- Vi har været oppe at bruge flere penge, end hvad vi som kommune må, siger borgmesteren.

“Ganske få penge kunne være med til, at det ikke blev helt så slemt indenfor social og sunhedsområdet”

— Berit Schaldemose (S), medlem af Assens Byråd

Han fortsætter:

- Hvis vi bruger flere penge, så bliver vi ene side straffet af staten, forklarer han.

På grund af udgiftslofterne har politikerne været nødsaget til at lave besparelser på ældreområdet for fire millioner kroner, mener borgmesteren.

Uforstående s-politiker

Byrådspolitikeren Berit Schaldemose (S) forstår ikke, at forligspartierne (Venstre, Konservative, Radikale og SF) har fundet pengene på ældreområdet.

- Det er ikke fordi, at der er en masse penge i de andre udvalg - men der er i hvert fald flere end i social- og sundhedsudvalget, mener hun.

Berit Schaldemoses mor og mand bor på De Gamles Hjem i Glamsbjerg. Moren har slidgigt, KOL og dårlig hjerte. Og fra januar skal hun selv vaske gulvet.

- Ganske få penge kunne være med til, at det ikke blev helt så slemt indenfor social og sunhedsområdet, lyder det fra socialdemokraten.

Kan du ikke se kortet, så klik her

22. dec. 2024 kl. 16:57
Tophistorie
Pernille Gram

Julen er modsætningernes fest med overforbrug og bæredygtighed på samme tid

LYT
Del
Link
kopieret!

Julehandlen kører for fuld tryk, og noget tyder på, at vi har gang i lidt af en forbrugsfest her i slutningen af 2024.

Dansk Erhverv forventer en fremgang i årets julehandel i forhold til sidste år. Omsætningen ventes at lande på 91 milliarder kroner.

Men er det nu også det sande billede? Mange af os går jo op i bæredygtighed og genbrug, så hvordan hænger det egentlig sammen med et stort forbrug her op til jul?

Måske findes svaret på et julegenbrugsværksted i Storms Pakhus i Odense. Her tilbyder Frøken Følleslevs Værksted hjælp til familier, så de kan lave bæredygtige julegaver.

- Det kan blive lidt et ræs med alle de dilemmaer, der er, siger lederen af værkstedet Betina Følleslev.

Selvom der delvist bliver anvendt genbrugsmaterialer som gamle strømper og knapper til at lave tøjdyr i det kreative juleværksted, er der stadig brug for nyindkøbte ting i plast og glimmer for at komme helt i mål.

Samtidig er besøget i værkstedet kun en pause fra juleræset, der stadig for de flestes vedkommende foregår i almindelige butikker med nye varer på hylderne.

- Jeg har også selv været ude at købe ind, også på Black Friday, blandt andet på nettet, erkender Betina Følleslev.

En undersøgelse fra Epinion viser, at interessen for at give brugte julegaver er stigende. I år overvejer 24 procent af os at give en genbrugsjulegave. For fire år siden var det kun 12 procent af os, der kunne finde på det.

Men samtidig forbruger vi samlet mere. Det ligner et uforklarligt paradoks.

Svært at handle bæredygtigt

- For den enkelte er det faktisk svært at handle bæredygtigt op til jul, for hele vores samfund er indrettet til forbrug. Selv om man gerne vil have en mere klimavenlig livsstil, kan det være op ad bakke, siger Charlotte Louise Jensen, seniorkonsulent i Concito med speciale i forbrugsmønstre.

- Selvfølgelig betyder det noget, at den enkelte forsøger at træffe klimavenlige valg, men den største klimagevinst ville være at gennemføre strukturelle ændringer af vores samfund, der kan understøtte en mere klimavenlig adfærd hos flere af os. I stedet for nu, hvor tingene modarbejder hinanden, siger Charlotte Louise Jensen.

For studerende Kathrine Roth er der ingen tvivl om løsningen. Hun både køber og sælger brugte ting - også julegaver, og så har hun sågar valgt at tage et studiejob i en genbrugsbutik.

- Det er let nok at sige, at genbrug er en gevinst for klimaet, men det er også smart, fordi jeg får ryddet op derhjemme i de ting, jeg ikke får brugt. Og så tjener jeg også penge. Jeg sælger brugte ting sammen med mine forældre, og det giver råd til at tage ud på en fælles tur og spise sammen, siger Kathrine Roth.

22. dec. 2024 kl. 17:49
Sine-Maria Holt Fabricius

Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader

LYT
Del
Link
kopieret!

Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.

Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.

Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.

22. dec. 2024 kl. 16:03
Fyn
Kristian Wraae

Der er brug for flere til at bekæmpe ekstraordinær rotteplage

LYT
Del
Link
kopieret!

Det er væltet ind med anmeldelser om rotter i landets kommuner i 2024.

Nu vil Miljøstyrelsen øge antallet af kurser, så flere skadedyrsbekæmpere kan blive rustet til kampen mod gnaverne. Det er tiltrængt, lyder det fra Claus Schultz, der er formand for brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.

- I mine 45 år husker jeg ikke, at det før har været så voldsomt med antallet af rotteanmeldelser, siger han.

Det er i første omgang kommunerne, der får anmeldelser fra borgerne, når der er set rotter eller tegn på rotter.

Læs også: Lars pløkker rotter for penge: - Min rekord er 56 rotter på tre timer
Gå tilbage Del
10. dec. 2024 kl. 6:00

Lars pløkker rotter for penge: - Min rekord er 56 rotter på tre timer

Kristian Wraae

De fleste har prøvet at ringe efter rottebekæmperen. Gift ud, klapfælde op, og så er det problem løst.

Men indimellem besætter rotterne nærmest en ejendom. Det er der Lars Holmgaard kommer ind i billedet. Han har en lidt anderledes måde at bekæmpe rotter på.

Ingen gift, ingen fælder. Bare hagl og et kinesisk luftgevær.

- Min rekord er 56 rotter på tre timer. Det var her for nylig. Og jeg har været der siden og skudt yderligere 70. Det var ude hos en landmand med køer, fortæller Lars Holmgaard.

Vi møder ham på en ejendom lidt uden for Bogense på Nordfyn. I fire år har stedets ejer Bo Nørregaard Christensen kæmpet med skadedyrene.

Men rotterne bliver bare ved at komme. Og der er mange af dem. De gider ikke engang gemme sig længere. Andegården vrimler med dem. De kravler op af væggen og ind på loftet over værkstedet.

 - Vi har fulgt alle anvisninger og mere til. Det hele er sådan set snart pakket ind, men de graver under og kravler over. Gør som det passer dem, og de er slet ikke bange for os, siger Bo Nørregaard Christensen.

 En adfærd, Lars Holmgaard kun kan nikke genkendende til.

 - Hvis der er mange rotter, så synes de, at de ejer hele verden. Og så er der ingen grund til at være bange. De flytter sig ikke. Det gider de simpelthen ikke, fortæller Lars Holmgaard.

Rotterekord alle steder

Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet.

I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.

I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de forgående tre år.

Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.

Ifølge Lars Holmgaard gælder det om at slå hårdt ned, så snart den første rotter viser sig.

- Problemet ligger i at rotter sætter duftspor. Hvis der er et hul, sætter de et duftspor, som fortæller, at det her er vejen ind. Lidt ligesom bier, siger Lars Holmgaard.

Fem fede dyr - og et nyt besøg

Tilbage på ejendommen ved Nordfyn er det lidt svært for Lars Holmgaard at komme på skudhold af rotterne. Men det lykkes ham at få ram på fem dyr.

Fem store fede fuldvoksne rotter, som hidtil er lykkedes med at undgå både fælder og gift. Nu er de taget ud af avlen så at sige.

Et par aftener mere på den måde. Så kan klapfælderne måske klare resten.

- Jeg plejer at sige, at hvis der ikke har været bid i en halv times tid, så er det bedre at holde. Og så kommer jeg igen en anden dag, siger Lars Holmgaard.

Han vurderer, at der i alt er omkring 20 voksne rotter på ejendommen i Bogense.

Antallet af rotter slår rekord alle steder i øjeblikket. Både i byen og på landet. I Odense er rotteplagen stukket helt af hen over efteråret, viser nye tal.

Mangler hænder

I november blev antallet af rotteanmeldelser fordoblet til svimlende 889 anmeldelser i forhold til samme måned de foregående tre år.

Også Assens Kommune oplever store problemer, og meldte i starten af november om dobbelt så mange åbne sager i forhold til samme tidspunkt foregående år.

Mange kommuner samarbejder med skadedyrsfirmaer, der sender autoriserede rottebekæmpere på jagt efter de plagsomme dyr.

Men markedet er fuldstændig støvsuget for kvalificeret arbejdskraft, og det er en flaskehals, lyder det fra Claus Schultz.

- Når naturen slår nogle sving, som den har gjort i år, så er det svært at finde autoriseret personale. Så er det, at vi kommer på bagkant, siger han.

Læs også: Rotter er et stigende problem - se, hvad du skal gøre
Gå tilbage Del
6. okt. 2024 kl. 13:56

Rotter er et stigende problem - se, hvad du skal gøre

Der er usædvanligt mange anmeldelser om rotter for tiden, blandt andet i Svendborg.

Hvis du tror, der er rotter i dit hjem, kan du anmelde rotterne på kommunens selvbetjeningsside, oplyser Svendborg Kommune.

Herefter vil du blive ringet op af kommunen og spurgt ind til dine observationer.

Hvis du kan fremvise en død rotte eller andre beviser på, at der er rotter, vil kommunens skadedyrsservice iværksætte en akut rottebekæmpelse.

Rottebekæmpelsen er gratis, for den er betalt over ejendomsskatten. Hvis du til gengæld hyrer en privat rottefænger, skal du selv betale. 

Sød musik

Det kan ifølge Claus Schultz betyde, at man må prioritere akutte anmeldelser og lægge nogle af de ikke-kritiske anmeldelser nederst i bunken.

De ikke-kritiske anmeldelser kan eksempelvis være rotter, der er spottet i en brændestabel.

Hvis en rotte er set inde i huset, er det forbundet med sundhedsfare, og så skal der handles akut.

Miljøstyrelsen har på baggrund af det høje antal rotteanmeldelser meddelt, at der nu iværksættes ekstra autorisationskurser i starten af 2025.

Læs også: Her vælter rotterne op af kloakkerne - sådan sikrer du dig
Gå tilbage Del
19. nov. 2024 kl. 20:48

Her vælter rotterne op af kloakkerne - sådan sikrer du dig

Linda Kastrup/NF/Ritzau Scanpix

I Odense har man de seneste fire måneder fået flere anmeldelser om rotter end på noget tidspunkt de seneste fire år. Det oplyser Gjensidige og NRGi på baggrund af opgørelser, som de har fået udleveret fra rottefængere, lyder det i en pressemeddelelse.

Tendensen er ens i landets fire største kommuner, og ifølge Gjensidige skyldes det de massive mængder regn, som der har været de seneste år. Det får rotterne til at flygte ud af kloakkerne og søge mod tryggere steder at bo - eksempelvis i huse.

Gjensidige opfordrer derfor til, at man gør en ekstra indsats for at sikre end hjem mod at rotterne trænger ind.

Seks gode råd til at holde mus og rotter fra døren

  • Tjek dine afløb: Få tjekket, at kloakker, afløb og toiletter er intakte. 

  • Overvej rottestop: Få eventuelt en autoriseret til at montere rottestop på kloakrøret. Der findes flere muligheder.

  • Skru metalriste i gulvafløb fast

  • Undgå affaldsbunker i gårde, kældre og på lofter

  • Sørg for, at døre og vinduer slutter helt tæt til karmen

  • Luk rør og udluftning til: Få monteret metalnet over faldstammeudluftning. Lad aldrig kloakrør og faldstammer stå åbne, prop dem korrekt til. Luk altid gamle, ubenyttede kloak- og afløbsrør helt inde ved hovedledningen. "Døde" kloakrør er rigtig gode rottereder.

Listen er fra Videncenteret Bolius.

Det er sød musik i ørerne hos brancheformanden for skadedyrsfirmaerne.

- Det ser vi meget positivt på. Der er allerede flere end 60 tilmeldte på ekstra kurser i starten af det nye år. Det betyder, at der er 60 flere, vi kan hyre ind til opgaven.

Normalt er der omkring 150 personer om året, der gennemgår kurset på knap en uge.

De nyautoriserede skadedyrsbekæmpere skal ikke frygte at blive arbejdsløse, lyder det fra Claus Schultz.

- Den pukkel, vi har lige nu, holder nok ikke ved i 2025. Men det er en branche, hvor man kan sige, at der er mange muligheder for job. Vi bekæmper jo mange forskellige slags skadedyr, og dem kommer der ikke ligefrem færre af.

Det er blandt andet et vådt efterår kombineret med en indtil videre mild vinter, der er skyld i den store rotteplage. Dertil kommer, at det har været et såkaldt oldenår med mange agern og bog som fødekilde for rotter.

22. dec. 2024 kl. 15:05
Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Vil du undgå juleindbrud - sådan snyder du tyvene

LYT
Del
Link
kopieret!

Gider du heller ikke have ubudne gæster, når du besøger familien i juledagene, så er der gode råd at hente.

Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, oplyser i en pressemeddelelse, at juletiden er højsæson for indbrud, fordi mørket udenfor gør det nemmere at skjule sig.

Det bedste fra Nabohjælp er, at man sammen med naboerne aftaler, at man skiftes til at gå nogle runder om aftenen for at skabe synlighed. Indbrudstyve er nemlig ikke så glade for at blive opdaget, lyder det.

Derudover er det en god idé at fortælle naboen, hvis man er væk, så de kan holde øje og sætte sensorlys op, der kan afskrække ubudne gæster.

Fyns Politi er også behjælpelige med et råd.

22. dec. 2024 kl. 14:08

Se billederne - vintersolhverv blev fejret med ildshow og en iskold dukkert

LYT
Del
Link
kopieret!

Vinterbadeklubben Bogense Vikingelaug fik tidligere på årets 20.000 kroner af Nordfyns Kommune i forbindelse med årets vintersolhvervsarrangement.

Det løb lørdag af stablen ved søbadet i Bogense, og her kunne man prøve sig af med i vildmarksbade, isbade og sauna, eller man kunne lune sig med en grillpølse, kage og lidt at drikke.

Åbningstalen stod borgmester Mette Landtved-Holm (V) for, mens arrangementet blev afsluttet med ildshow.

Du kan få lidt af stemningen i videoen ovenover.

22. dec. 2024 kl. 13:09

Biskop vil frede alle fynske kirker - sådan vil han gøre det

LYT
Del
Link
kopieret!

Alle fynboer skal kunne gå til julegudstjeneste i den kirke, hvor de kommer fra. Og det samme med de store dage i livet: dåb, konfirmation, bryllup og til sidst begravelse.

Det mener biskop over Fyens Stift, Mads Davidsen, som ikke ønsker at lukke kirker nogen steder på Fyn. Også selvom det er en udfordring, ikke bare på Fyn, men i hele landet, at få fyldt kirkerne op. Især på landet.

Han har også en idé til, hvordan det kan lade sig gøre at undgå lukning af fynske kirker.

Krav på at komme hjem

Mads Davidsen vil indføre “højtidskirker”, hvor kirken kun er åbent ved særlige lejligheder. Det er især relevant på landet, hvor der er langt færre mennesker i hvert sogn end i byerne.

Som for eksempel på Langeland, hvor der er 20 middelalderkirker, som ikke alle er lige velbesøgte til gudstjeneste.

- Hvis man flytter i ældrebolig i Rudkøbing og oprindelig kommer fra Hov, skal man kunne blive begravet i Hov. Kirken skal være det tilbud, hvor man kan blive døbt, konfirmeret og begravet - og hvor der er enkelte gudstjenester til højtider som jul og påske, siger Mads Davidsen.

Mange slags gudstjenester

Desuden er gudstjenester blevet et vidt begreb med plads til et lokalt præg. Det kan være med børnegudstjeneste, stillegudstjeneste eller som et sted på Fyn, hvor organisten i en periode manglede, og lokale spillemænd tog over.

For Mads Davidsen er mulighederne elastiske, blot der er respekt for kirkerummet.

- Det er et sted med en vis alvor, hvor mennesker har haft store oplevelser. De er blevet gift, har døbt og konfirmeret deres børn og begravet deres kære. Det skal vi tage alvorligt.

Musik og foredrag i massevis

Dels kan kirkerummet bruges til meget andet end gudstjenester. Foredrag og musik for eksempel.

- Folkekirken er faktisk en af Danmarks største koncertudbydere med et væld af koncerter, ikke mindst her i juletiden. Der gøres også et stort stykke folkeoplysning med de mange foredrag året rundt, siger Mads Davidsen.

22. dec. 2024 kl. 12:19
Frederik Kibsgaard

En person omkommet i arbejdsulykke

LYT
Del
Link
kopieret!

Fredag formiddag klokken 11 er en mand omkommet i en arbejdsulykke på Heldagergårdsvej 1 i Svendborg.

Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.

Vagtchef Christoffer Jacobsen fortæller, at politiet stadig er ved at efterforske sagen, og at ordensmagten har været på adressen ad flere omgange siden ulykken.

De pårørende er underrettet.

Det er endnu småt med oplysninger om, hvad der er sket. TV 2 Fyn har været i kontakt med Kim Kromann Jørgensen, som ejer gården, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i forbindelse med en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.

22. dec. 2024 kl. 11:14
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Drama i Rema - kunder kom købmand til undsætning under klammeri med tyv

LYT
Del
Link
kopieret!

Det udviklede sig lidt mere dramatisk end håbet, da købmanden i Rema 1000 på Frisengårdsvej i Nyborg, Jakob Rehfeldt, lørdag rettede henvendelse til en kunde, der ifølge købmanden "ikke lige havde fået betalt for sine varer".

Jakob Rehfeldt fortæller til TV 2 Fyn, at han genkendte en mand, der tidligere var taget i at stjæle fra butikken, og da købmanden rettede henvendelse til manden, begyndte han at skubbe til Jakob.

Købmanden understreger, at skubberiet ikke udviklede sig til en decideret slåskamp, mens det skyldes til dels også, at der var to årvågne kunder, som hjalp til med at holde den formodede tyv tilbage.

Efterfølgende valgte Jakob Rehfeldt at lave et opslag på butikkens Facebookprofil, hvor han oplyste eventuelle kunder, der måtte have været i butikken, om “den ubehagelige oplevelse”, ligesom han efterlyste de to kunder, der trådte til for at hjælpe ham.

Vil ikke opfordrer andre til at hjælpe

Og efterlysningen bar frugt. Der gik nemlig ikke mange timer, før de to personer gav sig til kende, og søndag formiddag kunne Jakob Rehfeldt sige dem tak for hjælpen i butikken.

- Jeg nåede ikke at tale med dem efter episoden, så jeg ville sikre mig, at de havde det godt og sige tak for hjælpen, siger han og uddyber:

- Jeg sætter stor pris på det, de gjorde, men det er ikke noget, jeg forventer eller opfordrer andre kunder til at gøre, hvis de står i en lignende situation.

Jakob Rehfeldt roser i samme ombæring politiet for hurtigt at komme til butikken, efter han havde trykket på overfaldsalarmen.

Købmanden understreger samtidig, at der ikke var andet personale involveret i episoden, og at de medarbejdere, der var på arbejde, er blevet vejledt i, hvordan de kan få hjælp, hvis de har behov for det.

22. dec. 2024 kl. 10:12
Nyborg Kommune

Kunstværker for tusindvis af skattekroner vækker debat - er det lavet i børnehaven?

LYT
Del
Link
kopieret!

Kunst har altid skabt debat, og udsmykningen i Nyborg Sundhedshus, der netop er offentliggjort, er ingen undtagelse.

Når man træder ind i det nye sundhedshus, så mødes man af kunst, der tager udgangspunkt i, at Nyborg Kommune er en kystkommune, fremgår det af et facebookopslag på kommunens hjemmeside.

Der er tale om et såkaldt integreret kunstprojekt, hvor kunsten er integreret i selve bygningen. Det er derfor ikke kun de kunstværker eller lamper, der hænger rundt omkring, men også udsmykning i form af maling, paneler, møbler og andet inventar.

Men tager man et kig på reaktionerne under opslaget, så lader det ikke til, at nyborgenserne falder på halen over den kunstneriske udsmykning.

Nyborg Kommune

Nogle er forargede over, at kommunen har brugt 700.000 kroner af skatteborgernes penge på udsmykningen, mens andre tilsyneladende mener, at kunsten kunne være lavet i en børnehave.

Hilser debatten velkommen

Blandt de 60 kommentarer, der er kommet, siden opslaget blev lagt op fredag aften, finder man også nogle, der kan lide, hvad de ser.

Formanden for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Nyborg Kommune, Jan Reimer Christiansen (V), hilser debatten velkommen, men håber, at kunsten vil vokse på folk.

- Jeg tænker, at det er lige meget, hvad man laver, så vil der væren nogen, der kan lide stilen, og andre der ikke kan. Der er ytringsfrihed i Danmark, så folk må have den holdning, de har, men jeg håber, de ændrer holdning, når de ser det med egne øjne, siger han til TV 2 Fyn.

Nyborg Kommune

Finansieringen af værkerne er - udover penge fra kommunen - kommet på plads via et tilskud på 500.000 kroner fra Statens Kunstfond.

Og selvom der er nogen, der give udtryk for, at de penge kunne være brugt bedre andre steder - eller at børnehaven kunne have gjort det billigere - så er Jan Reimer Christiansen meget tilfreds med det, han ser:

- Jeg synes, det er bundet godt sammen. Jeg ved godt, det kan dele vandene, og det er også okay. Men da jeg så det første gang, tænkte jeg “wow”. Jeg synes, det er flot og passer godt ind i sundhedshuset.

Nyborg Kommune

Jan Reimer Christiansen understreger, at ingen politikere har været involveret i processen med at udvikle kunstværkerne, og at kunstnerne bag har fået frie hænder.

22. dec. 2024 kl. 9:18

Vejdirektoratet forventer jævn juletrafik søndag

LYT
Del
Link
kopieret!

Vejdirektoratet forventer, at søndag bliver en rejsedag med jævn trafik på de danske veje.

Det oplyser Mark Sigvardt, vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.

Mandag ventes til gengæld at blive den helt store rejsedag på vejene med mest trafik fra klokken 11 til 14.

- Vi regner ikke med, at i dag bliver den helt store juletrafikdag. Det bliver først i morgen.

- I dag kalder vi en "grøn dag", men lillejuleaften forventer vi, at der kan være stærk trafik særligt fra øst mod vest og omvendt mellem klokken 11 og 14, oplyser Mark Sigvardt.

Han tilføjer, at de største hjemrejsedage bliver juledag og særligt 2. juledag fra vest mod øst.

22. dec. 2024 kl. 8:42

DSB forventer julens travleste dag

LYT
Del
Link
kopieret!

Søndag bliver julens travleste dag for DSB. Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, til TV 2.

Men selvom rekordmange julerejsende skal med toget i år, er der stadig afgange at få i dag såvel som de næste dage, lyder det.

- Togene kører, som de skal. Og sammen med Banedanmark vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at det også er tilfældet i morgen, siger Tony Biskeskov.

Han tilføjer, at DSB løbende holder øje med, om togafgange bliver fyldt op, og i de tilfælde kan tilføje ekstra togvogne.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her