Fynbus om myndighedernes nye tiltag:
- Vi er nødt til at handle hurtigt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Danskerne skal undgå den kollektive trafik i myldretiden, sådan lyder det fra myndighederne på et pressemøde tirsdag. Det skaber travlhed hos Fynbus.
Busser og toge der er fyldt til bristepunktet, kan i den nærmeste fremtid blive et særsyn på Fyn.
Tirsdag afholdt myndighederne endnu et pressemøde, hvor de blandt andet præsenterede en opfordring til, at danskerne skal droppe den kollektive trafik i myldretiden.
Udmeldingen har skabt travlhed hos Fynbus.
- Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig situation, vi står i, og vi er nødt til at tage den rigtig seriøst. Ligesom vi selvfølgelig også er nødt til at tage kunderne seriøst, fortæller Martin Krogh, kommunikationschef hos FynBus, og tilføjer:
- Det er klart, at hvis vi går ud og opfordrer til, at der skal være færre, der skal benytte bussen, så siger det sig selv, at vi kommer til at opleve, at den kollektive trafik bliver påvirket af det her.
Myndigheder tilbageholder fynske corona-tal
Fynboerne kan ikke få oplyst nyeste tal om coronasituationen på Fyn og i Region Syddanmark.
Hvor mange fynboer er smittede? Hvor mange fynboer er blevet undersøgt? Er der fynboer i behandling for coronavirus?
Tre simple spørgsmål, som TV 2/Fyn har bedt både de centrale sundhedsmyndigheder i København og Region Syddanmark om at besvare.
Opdatering
Det er dog ikke svar, vi må få. I en mail til TV 2/Fyn skriver koncerndirektør Kurt Espersen følgende:
- I Region Syddanmark følger vi de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed har givet os i bekæmpelsen af coronavirus. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler os ikke at udlevere de regionale tal for antal smittede og antal i karantæne i Region Syddanmark. Den anbefaling følger vi selvfølgelig. Tallene udvikler sig hele tiden, og derfor giver det rigtig god mening, at tallene samles et sted.
I Styrelsen for Patientsikkerhed, som er en styrelse under Sundhedsministeriet, vil man ikke ud med tallene. Tværtimod anbefaler styrelsen, at de regionale og lokale myndigheder kun oplyser de nationale tal.
Eksempelvis er antallet af smittede danskere tirsdag eftermiddag 156 personer. 770 danskere sidder i karantæne.
Styrelsens presseafdeling oplyser dog til TV 2/Fyn, at det i sidste ende er op til de enkelte myndigheder at vurdere, om de vil oplyse offentligheden om lokale forhold.
Region Sjælland oplyser tal
I Region Sjælland har man ingen problemer med at levere lokale tal for antal coronasmittede, fremgår det af en artikel fra TV 2 Øst.
Her fremgår det, at 34 af de i alt 156 smittede danskere er fra Region Sjællands område. Kilden på den oplysning er netop Region Sjælland.
Men den slags oplysninger kan fynboer og andre syddanskere ikke få. For Region Syddanmark følger anbefalingerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed til punkt og prikke, oplyser regionens presseafdeling.
TV 2/Fyn arbejder på at få en forklaring fra Region Syddanmark og Styrelsen for Patientsikkerhed på, hvorfor fynboerne ikke må få at vide, hvor mange smittede der er på øen lige nu.
- Vi skal handle hurtigt
Udover opfordringen til passagererne opfordrede statsministeren også udbyderne af den kollektive trafik til at lave foranstaltninger, der så vidt muligt forhindrer, at folk står for tæt, når de hopper på bussen eller toget.
- Vi har ikke kigget på helt konkrete løsninger endnu. Men det er klart, at når det handler om begrænsning af plads, så skal vi ind og se på, hvad vi kan gøre, fortæller han.
Helt præcist hvornår man som passager kommer til at mærke konkrete konsekvenser af det, ved Fynbus ikke, men det bliver snart, fortæller kommunikationschefen.
- Vi kunne høre på Mette Frederiksen i dag, at vi skulle skynde os, så det er ikke noget, der kommer til at tage lang tid. Vi er nødt til at handle ret hurtigt på det her, siger han.
Corona får konsekvenser:
- Det koster os nok over en million kroner
Flere fynske virksomheder lider under myndighedernes opfordringer til at aflyse eller udskyde arrangementer med flere end 1.000 deltagere. Regeringen er klar med hjælp.
Tusindvis af jagt- og outdoor-entusiaster skulle i den kommende weekend have været samlet i Odense Congress Center (OCC), men arrangørerne må ændre på planerne.
Det sker efter, regeringen fredag opfordrede til resten af marts ikke at samle flere end 1.000 mennesker samme sted.
Odense Sport & Event, som står bag messen Jagt & Outdoor 2020 i OCC, har valgt at udskyde arrangementet til den 21. til 23. august.
Men situationen bekymrer direktør for Odense Sport & Event, Enrico Augustinus.
- Det er noget af en mavepuster. Vi har fem forretningsben, og alle fem inden for hotel, fodbold, koncerter og så videre er påvirket af det her, så jeg kan næsten ikke forestille mig en dårligere melding, end den jeg fik fredag middag, siger Enrico Augustinus.
Odense Sport & Event forventede at få besøg af næsten 17.000 gæster, og den nødvendige flytning af arrangementet kommer til at gøre ondt økonomisk.
- For vores vedkommende på den samlede aktivitet, der er det nok over en million det kommer til at koste at aflyse arrangementet, fortæller direktøren.
Frygter for lange udsigter
Selvom myndighedernes opfordring i første omgang kun gælder marts ud, så er der bekymring at spore hos direktøren.
- Hvis det bare er marts, så er det én ting, men hvis det pludseligt bliver forlænget til april og maj, så har vi en helt anden situation. Så løber vi tør for dage at give af, fortæller direktøren, og tilføjer:
- I sig selv er det jo alvorligt, at vi får annulleret alle større arrangementer i marts måned. Det har allerede fået en betydning for regnskabet i 2020, fordi det ikke er alt, vi kan flytte til efteråret.
Direktøren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der havde været bedst for dem, i forhold til afholdelse af arrangementer.
- Et klokkeklart forbud havde været at foretrække. Så havde der været klarere retningslinjer omkring det.
Også hos basketballklubben Svendborg Rabbits giver situationen panderynker.
- Når der er kommet en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen og DIF (Danmarks Idrætsforbund, red.), på at det er maks 1.000, så retter vi os selvfølgeligt efter det, siger direktør Troels Mortensen og tilføjer:
- Vi gør alt, hvad vi kan med ekstra sprit-dispensere og i kampprogrammet fortælle, hvad man skal gøre. Og vi lukker kun det antal ind der må være. Så jeg synes, vi tager vores samfundsansvar.
For Svendborg Rabbits betyder det konkret, at de bare sørger for at holde sig under 1.000 personer, når klubben afholder arrangementer.
- Det ville være en kæmpe streg i regningen for os, hvis vi ikke kunne afholde arrangementer. Vi skulle nok klare os, men vi ville komme til at mangle nogle penge.
- Hvis vi når til et tidspunkt, hvor der slet ikke må være nogle deltagere, så vil det koste os økonomisk.
- Vi er gode til at drive basketball og spille på en bane. Jeg er ikke lægefagligt uddannet, jeg er markedsføringsøkonom, så det lader jeg nogle andre om. Jeg forstår godt nogle andre, der har svært ved at se, om det er et påbud eller en anbefaling, siger Troels Mortensen.
Regeringen er klar med hjælp
Både Enrico Augustinus og Troels Mortensen kan formentlig se frem til at få hjælp.
Ved et såkaldt doorstep i Statsministeriet mandag, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen vil give økonomisk hjælp til dem, der bliver ramt af, at dele af landet lukker ned, eller at begivenheder bliver aflyst på grund af coronavirus.
- Der er nogle, der kommer i klemme økonomisk, så vi arbejder videre på en model, hvor nogen kan kompenseres.
Statsministeren håber på bred politisk opbakning, og at Folketinget vil reagere hurtigt i denne situation.
- Det kommer til at sætte sig hurtigere i dansk økonomi, end mange havde forventet, siger statsministeren.
Udmeldingen kom efter Mette Frederiksen og flere af hendes ministre samt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, havde holdt møde med en række af erhvervslivets organisationer og lønmodtagerorganisationer.
Venstre har meldt ud, at partiet bakker op om den linje statsminsteren har lagt.
- Det er vigtigt, at vi politisk står sammen, og at vi gør det i hele Danmark. Hvis der er brug for hastelovgivning, så er vi selvfølgelig indstillet på det, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Han opfordrer statsministeren til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om, hvad der skal ske på området.
Ingen forskel
Tirsdag eftermiddag besøgte TV 2/Fyn Odense Banegård Center for at høre, hvad fynboerne tænker. På trods af opfordringerne forholder fynboerne sig roligt til dagens udmelding.
- For at komme på arbejde er jeg nødt til at tage bussen. Jeg vil måske tænke mere på tidspunkterne og tage afsted lidt tidligere, hvis det giver mening, fortæller Katrine Andersen, der er pædagogstuderende.
Spørgsmålet er, om det overhovedet kommer til at gøre en forskel.
- Hvis der er nogen med bussen, der er smittede, så tror jeg ikke, det gør den store forskel, fortæller lærerstuderende Stevie Kjær.
De fleste af dem, TV 2/Fyn har talt med, fortæller, at de tager deres forholdsregler. Og netop af den grund mener Morten Nørgaard, der i dag skulle med bussen, at det er et godt tiltag.
- Det får måske folk til at tænke mere over, hvad man skal gøre. Blandt andet med håndhygiejne, hvor man skal færdes, og hvor man ikke skal færdes, hvis man har symptomer, fortæller han.
I følge Ritzau har stigningen i antal af coronasmittede tirsdag gjort det største hop i Danmark indtil videre. Mandag var der 90 smittede danskere, og tirsdag var tallet 262 danskere.
SDU lukker kantiner og biblioteker på grund af coronavirus
På grund coronavirus har Syddansk Universitet besluttet at tage en række forholdsregler.
Slut med øl i fredagsbaren eller en hurtig frokost i kantinen.
Det er nogle af de ting, som mandag vil møde de studerende på Syddansk Universitet.
I en mail søndag har universitet meldt til sine studerende og ansatte, at man har truffet en række forholdsregler i kølvandet på myndighedernes anbefalinger til håndtering af coronavirus.
- SDU’s særlige campusstruktur med sammenhængende bygninger med mange ansatte, studerende og daglige gæster giver øget risiko for smittespredning. SDU’s ledelse har derfor besluttet at lukke alle større samlingsområder på alle campusser, skriver universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind i mailen til de studerende og ansatte.
Undervisning og eksamner vil blive gennemført som normalt.
Disse steder lukker på SDU
Campusvej:
- Biblioteket
- Campustorvet
- Fredagsbaren
- Kantine 2 og gammel fredagsbar
- Kantine 4
- Kantineudsalg TEK
- Ved siden af
- Winter Garden
- 24/7 Læsesal
Winsløvparken:
- Fredagsbaren
- Kantinen
Kilde: SDU
Ledelsens beslutning betyder, at kantiner, biblioteker, læsesale, fredagsbar og andre lignende samlingssteder, hvor mange ansatte og studerende færdes bliver lukket frem til 31. marts.
- Det er vigtigt at understrege, at de nye tiltag på SDU sker med udgangspunkt i et forsigtighedsprincip, og vi har fokus på rettidig omhu og på at træffe de nødvendige beslutninger for at bidrage til at inddæmme smittespredning af coronavirus i samfundet, begrunder universitetsdirektøren.
Studerende og ansatte vil fortsat kunne få udleveret bøger, der har bestilt på biblioteket.
I alt 23.000 studerende er indskrevet i Odense. Dertil kommer godt 3.200 ansatte, skriver SDU på sin hjemmeside.
Aflyser events
Det er ikke kun områder på SDU's fakulteter, der bliver påvirket. Flere arrangementer bliver også aflyst.
- Alle events, konferencer og lignende med flere end 1.000 deltagere med planlagt afholdelse i denne periode (frem til 31. marts) aflyses, hedder det i mailen.
Derudover suspenderes alle tjenesterejser til internationale konferencer også for universitetets ansatte.
- Der kan dog gives dispensation fra dekan eller universitetsdirektør, men den pågældende medarbejder vil blive sat 14 dage i hjemmekarantæne efter tilbagekomst, står der i mailen.
SDU's fakulteter i Jylland og på Sjælland bliver også påvirkede af de nye forholdsregler.
På SDU's hjemmeside kan man få det fulde overblik over hvilke steder, der er lukkede.
Arbejdsulykke: 20-årig omkom da loft styrtede ned
kopieret!
Der er tale om en 20-årig mand fra Østfyn, der fredag omkom i en arbejdsulykke på en ejendom nær Svendborg fredag. Det fortæller Fyns Politi til TV 2 Fyn.
- I forbindelse med et nedrivningsarbejde styrter et loft sammen ned over den 20-årige mand. Det er sket i forbindelse med en indvendig renovering i en bygning, lyder det fra Fyns Politi.
Politiet oplyser samtidig, at det efterforsker sagen fortsat for at klarlægge, hvordan ulykken kunne ske.
Arbejdstilsynet oplyser, at det er på stedet og efterforsker ulykken mandag.
De pårørende er underrettet.
Arbejdsulykken sker knap en måned efter, at tre personer mistede livet i en arbejdsulykke ved Flemløse Biogas, hvor taget på en silo kollapsede.
Sammenlignede fostre med kødpålæg: - Nu vil hun i Folketinget
kopieret!
Når hun åbner munden eller sætter sig til tasterne, kommer der ofte en reaktion. Tit mange.
- Jeg er rimelig svesken på disken.
23-årige Sofie Mosgaard har sammenlignet kødpålæg og fostre som en joke i debatten om abortgrænsen herhjemme.
Kaldt sit eget parti for et ’kujonparti’, når det gjaldt koranloven. Stået på en scene og sagt: "Staten skal ud af min tissekone".
Nu er hun ét af de mulige navne i spil til at tage over, når begge de to fynske Venstre-folketingsmedlemmer snart vinker farvel til Christiansborg.
- Jeg blev opstillet i oktober, og nu ser det realistisk ud, hvilket er fuldstændig vanvittigt.
”Jeg skulle have været SF’er“
Den 23-årige Venstre-kvinde bliver ikke den nye Erling Bonnesen(V), lyder det. Men de ‘står grundlæggende på de samme ting’.
- At gøre Danmark mere liberalt, at livet på landet skal være mindre bureaukratisk, og det skal kunne lade sig gøre at være landmand i Danmark, siger Sofie Mosgaard (V).
Men hun vil også gerne trække partiet i en ny retning.
- Jeg kunne godt tænke mig, at flere som mig kom til at stemme på Venstre.
Bonnesen og Lilleholt på vej ud
I november meddelte det mangeårige medlem Erling Bonnesen, at han ikke genopstiller ved næste valg.
Den 16. december meldte den tidligere fynske minister Lars Chr. Lilleholt så ud, at han går efter borgmesterposten i Odense til kommunalvalget i efteråret - og heller ikke genopstiller til Folketinget.
De to politikere fik ved seneste valg i alt til sammen 11.500 personlige stemmer fra fynboerne.
Med andre ord er der mange stemmer at fiske i for nye og mindre kendte ansigter hos Venstre, som stiller op ved det folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2026.
Hun beskriver sig selv som et på mange måder ’statistisk mirakel’.
- For jeg er en ung kvinde, der bor i en storby og har en lang, udadgående uddannelse. Jeg skulle jo have været SF’er i det lys, men det er jeg ikke, siger Sofie Mosgaard.
For woke til at være blå?
Når man spørger Sofie Mosgaard, hvad andre ville sige om hende, hvis de skulle bagtale hende - så lyder første svar, at hun “snakker helt vildt meget”.
Men så fremhæver hun et punkt, hvor hun skiller sig ud politisk. At hun har været “lidt på klingen” med både Venstre og med højrefløjen generelt, når det gælder LGBT-politik og ligestilling.
- Så jeg tror, der ville være noget om “hende der progressive Sofie - woke et eller andet”.
Er du i virkeligheden for woke til at være blå?
- Nej. Hvis du tager et udsnit af danskerne, så tror jeg ikke, jeg har vilde holdninger hverken på ligestillingsfronten eller på LGBT-politik. Så det er et kæmpe selvmål fra højrefløjen, at jeg står og ligner sådan en mærkelig fugl, siger Sofie Mosgaard.
Hun mener, det er “dybt godnat”, hvis vælgere kan se sig selv i al den blå politik, men bliver skræmt væk, eksempelvis hvis man er ung kvinde eller tilhører en minoritet og “ikke føler sig omfavnet af højrefløjen”.
Står Venstre rigtigt på det her område i dag?
- Det synes jeg grundlæggende, vi gør. Der er klart nogle ting, der skal kigges på, og det er jo, fordi vi skal have flere med. Man kan jo ikke bare komme ind og smide en bombe ind i lokalet og sige: “Så var der bare “free nips” til hele landsorganisationen”. Det kommer jo ikke til at ske. Det skal heller ikke ske. Det er jo en langsom forandring.
Blå bog - Sofie Mosgaard
23 år gammel.
Vandt Danmarksmesterskaberne i debat i 2024.
Kommer fra Fanø. Bor i dag i Odense.
Opstillet som folketingskandidat for Venstre i Odense Syd-kredsen i Fyns Storkreds.
Har været aktiv i Venstres Ungdom siden 2021, blandt andet som ligestillingsordfører.
Uddannet i statskundskab og journalistik.
Ude med riven - og balancegang
Når Sofie Moesgaard skriver opslag på sociale medier, kan det dele vandene. For eksempel da hun flettede en joke om kødpålæg ind i et indlæg i abortdebatten.
Jeg har altid hørt, at kød under 200 gram er pålæg. Men hvis det er et foster, så går man åbenbart fra pålæg til borger, når man rammer 220 gram? #dkpol
— Sofie Mosgaard (@SofieMosgaard) September 26, 2023
- Jeg synes, jeg var morsom. Jeg synes stadig, det er morsomt.
Men hun erkender også, at det kan være en svær balancegang, når man gerne vil gøre politik mere “farverigt”.
- Min intention var at slå lidt på de konservative idealer, men jeg havde jo så gjort en kvinde, som havde mistet et barn, ked af det. Og den skal man jo så sidde med. Var det det værd for hende?
Tror du, du kan kommunikere lige så bramfrit, som du gør i dag, hvis du kommer i Folketinget?
- Jeg tror ikke, jeg kan sige, at: “Staten skal ud af min tissekone”. Det tror jeg ikke, man skal sige fra Folketingets talerstol.
Her finder du hele TV 2 Fyns interview med Sofie Mosgaard. Snup en kop kaffe eller en småkage - og se med:
Julen står for døren - her er den store ønskeseddel i OB
kopieret!
Et nyt år står for døren, og i OB er der udsigt til et spændende 2025. Klubben har kurs mod Superligaen, men for at blive klar til et liv i landets bedste række igen, er der mange ting, som klubben skal forbedre.
Konkurrenterne i Superligaen løber stærkt, og som Troels Bech tidligere har udtalt til TV 2 Fyn, er det dyrt på mange fronter at være i 1. division.
Derfor er der udsigt til et travlt 2025 for OB's ledelse i form af både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og træner Søren Krogh, der skal arbejde på flere fronter på at gøre klubben stærkere til fremtiden.
TV 2 Fyn bringer her en liste over de fem vigtigste opgaver i OB i 2025, og det handler både om gøremål på og uden for banen.
OB's dosmerseddel
Forstærkning af truppen
Størstedelen af den nuværende OB-trup var med til at rykke ud af Superligaen, og derfor kræver det forstærkninger, hvis klubben skal stå bedre rustet til livet i den bedste række.
Aktuelt har syv spillere kontraktudløb til sommer, og sportsdirektør Troels Bech skal vurdere, hvem af disse man kan og skal forlænge aftalen med. Hertil skal der sandsynligvis nye spillere til klubben udefra, og det er et godt bud, at OB er på udkig efter en central midtbanespillere, en kantspiller, en venstre back og en midtstopper.
En strategi for fremtiden
OB er godt i gang med et stort identitetsprojekt, der skal klarlægge klubbens identitet og kerne. Men sideløbende arbejder sportsdirektør Troels Bech på en strategi for klubbens fremtid.
Hvad skal kendetegne OB i fremtiden? Hvad er klubbens målsætning? Og hvordan vil OB være konkurrencedygtig om tre, fem og 10 år? Det er nogle af de spørgsmål, omverden venter svar på, og som bør blive besvaret i en ny klubstrategi.
Den aktuelle strategi har slutdato i 2026. Det er lige om lidt.
En tydelig spillestil
De sidste mange år har OB's hold været kendetegnet af fraværet af en tydelig spillestil.
Det har været svært for omverden at blive klog på OB's måde at spille på, og i 2025 bør OB bruge tiden i 1. division på at udvikle en mere klar og tydelig spillestil, der samtidig passer til akademiets måde at gøre tingene på. De mest succesfulde fodboldhold er kendetegnet af et tydeligt spilkoncept.
En plan for stadion
OB's hjemmebane er på mange måder forældet og slidt.
Javel, der er blevet gjort noget ved selve græstæppet og omklædningsrummet, men tilskuerfaciliteterne efterlader meget tilbage at ønske.
Senest i 2028 skal OB have et moderniseret stadion med overdækkede tribuner og lukkede hjørner, men selvom det har været et tema i mange år, har OB endnu ikke meldt en plan for fremtiden ud til offentligheden. Det bør komme i 2025.
Stærkere akademi og kvindeafdeling
Der er nok at gøre med at gøre klubbens førstehold i herreafdelingen stærkt nok, men der er også mange spørgsmålstegn, når det gælder akademi og kvindeafdeling.
OB's akademi har i årevis overpræsteret resultatmæssigt i forhold til budgetter, men skal man følge med tiden, kræver det et forbedret akademi og endnu flere dygtige unge spillere fra egen ungdomsafdeling.
Hertil er der også mange spørgsmålstegn ved OB's kvindehold, der går under navnet OBQ. Fremtiden er lige så usikker som økonomien, og lige nu ved ingen, hvad ambitionerne for fremtidens OBQ er.
I begyndelsen af december mødte TV 2 Fyn OB’s sportsdirektør Troels Bech til en snak om blandt andet sin turbulente første tid i OB. Se hele interviewet herunder.
Rekordfå juleindbrud de sidste 10 år - kun stigning ét sted
kopieret!
Det bliver tryggere at forlade sit hjem i juledagene år efter år.
Med andre ord blev der i 2023 begået 362 indbrud mellem den 23.-31. december.
Men sammenligner man med 2013, altså ti år tidligere, var antallet oppe på 1.776. Det svarer til et fald på 80 procent fra 2013-2023. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Zoomer man ind og udelukkende kigger på udviklingen fra 2022-2023, var Region Syddanmark dog den eneste region, der oplevede en stigning i antallet af indbrud. Her oplevede man 95 indbrud i 2023.
Historisk set er den 24. december dagen med flest indbrud, når man kigger på tværs af juledagene. Og sidste år var ingen undtagelse.
På landsplan anmeldte 107 hjem et indbrud denne dag.
DSB forventer 40.000 rejsende mandag
kopieret!
Hos DSB forventer man, at mandag bliver julens travleste rejsedag med omkring 40.000 rejser.
Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningen København–Odense og København–Fredericia.
Sidste år var fredag 22. december ifølge DSB den travleste rejsedag mellem landsdelene med mere end 35.000 rejsende. Juleaften lå i 2023 om søndagen.
Hvis man i år rejser med tog 23. december, vil man opleve, at DSB sammen med Banedanmark har sendt særlige juleguider til udvalgte stationer. De skal sørge for, at passagerne kommer godt frem og tilbage.
47-årig Nicki P skal igen køre på højeste niveau
kopieret!
Der er ikke mange sportsudøvere på højeste niveau, der kan prale af at kunne følge med i en alder af 47 år gammel.
Men det kan speedwaykøreren Nicki Pedersen.
Fynboen, som har udlevet sin drengedrøm i 36 år, hvoraf 25 som professionel, fortsætter på højeste niveau i 2025 efter at have sagt ja til et tilbud i den bedste række i Polen.
- Nu er der kommet en kontrakt i den store liga igen, og det er der ingen tvivl om, at det er det fedeste.
- Det er den største liga i hele verden, vi kører i, så jeg skal tilbage og levere på et dejligt, fornuftigt niveau, og jeg glæder mig helt vildt til at få succes med min nye klub, siger han til TV 2 Sport, der besøger ham værkstedet på Fyn.
Nicki Pedersen rykkede ellers ned i den forgangne sæson fra den bedste række i Polen.
Voldsomt styrt fik ham til at tænke
Hvis vi skuer tilbage til sommeren 2022, var Nicki Pedersen ude for en situation, hvor de fleste ville tænkte: ”Nok er nok”. Her var han involveret i et voldsomt styrt.
- Jeg lå på maven og havde brækket mit bækken, hvor min lårbensknogle sad inde i bækkenet. Det gjorde så ondt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forklarer speedwaykøreren og smiler.
Altså Nicki Pedersen tænkte sig da også om, da han lå på det polske hospital. Dog en lidt anden form for tanker.
- Dér lå jeg allerede og tænkte, hvor længe der var fra juni til marts måned. Der kunne jeg godt nå at blive klar igen. Så man er lidt en tosset motorsportsmand en gang imellem, siger han.
Hvorfor ikke stoppe?
Man kan nok godt skrive under på, at Nicki Pedersen går ind under kategorien ’en tosset motorsportsmand’, men alligevel. 47 år gammel og ingen tanker om pension? Det virker ja, tosset.
- Jeg stopper den dag, kroppen ikke kan mere, og når jeg ikke brænder for det eller vil løbe de ture, der skal til. Jeg tror, at den kommer lige pludselig. Nu er den ikke kommet endnu, så jeg er allerede begyndt at komme i form igen til den nye sæson.
- En drengedrøm er gået i opfyldelse for mig, og man skal huske at nyde det så længe, at man kan, konstaterer han.
Nicki Pedersen forklarer videre, at han allerede nu er begyndt at komme i form, da det ikke skal være kiloene, der skal gøre, at han ikke kan følge med i 2025-sæsonen.
DMI afliver den hvide jul - er 100 procent umuligt
kopieret!
Man skal ikke længere gøre sig forhåbninger om hvid jul, for det er "100 procent umuligt" i år, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Vagthavende meteorolog Jesper Eriksen forklarer, at kriteriet for hvid jul er, at mindst 90 procent af landet har mindst én centimeter sne.
- Det kommer absolut ikke til at ske. Det er 100 procent umuligt denne her jul, siger Jesper Eriksen.
Desuden er der kun udsigt til, at vejret bliver varmere.
- Der er varmere luft på vej. I løbet af juleaftensdag kommer der en varmefront ind. Så det bliver lidt varmere end i dag, og i dag er der jo heller ikke sne på vinduet, siger Jesper Eriksen.
Minister vil have hygge og pølsevogne optaget på kulturarvsliste
kopieret!
Hvad er det danske bidrag til verdensarven udover Jelling-stenene, Roskilde Domkirke og Kronborg Slot?
Ifølge kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er det også højskoler, cykelkultur, pølsevogne og hygge.
Derfor opfordrer nu danskerne til at indstille deres bedste bud på særlige danske traditioner, skikke eller håndværk.
Buddene vil Jakob Engel-Schmidt tage med til Unesco for at få de bedste optaget på listen over kulturarv.
- Italienerne har operaen, argentinerne har tangoen, og finnerne har fået saunakulturen på Unescos liste, siger han.
Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland er i forvejen repræsenteret med 11 steder på listen over den materielle verdensarv.
Beboere måtte evakueres under brand i butik - årsag efterforskes
kopieret!
Natten til mandag har politi og brandvæsen været til stede ved en brand på Skibhusvej i Odense. Der er tale om en brand i en butik i en etageejendom. Røgudviklingen betød at beboerne i opgangen måtte evakueres, mens slukningen stod på.
Til TV 2 siger Fyns Politi, at branden efterforskes som mistænkelig og at man ikke ved, hvordan den startede. lyder det.
Fyns Politi siger til TV 2 Fyn, at beboerne allerede over midnat kunne vende tilbage til deres bolig og at branden nu er sendt videre til efterforskning. Her skal der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.
Sådan bliver vejret lillejuleaftensdag
kopieret!
Lillejuleaftensdag byder mest på skyet himmel med regn eller byger til følge.
Temperaturen vil befinde sig omkring de fem grader med en jævn til hård vind fra nord og nordvest, der ved kysterne kan blæse op til stedvis kuling.
Solen kan finde på at kigge frem, men det er ikke et syn, man skal forvente holder ved.
I løbet af aftenen forventes det, at det igen klarer op, og at temperaturerne når ned mellem to og tre grader.
GOG sejrer i de døende minutter
kopieret!
Det holdt hårdt for Herreligaens tophold GOG, der dog til sidst trak det længste strå og vandt 36-35 på udebane over TTH Holstebro søndag aften.
Værterne leverede ellers en god figur og spillede kampen igennem op med fynboerne.
Ved 35-35 var det TTH, der i det sidste halve minut havde bolden, men Thomas Damgaard brændte på et gennembrud, og i stedet gik det galt i den anden ende.
En velspillende Frederik Tilsted, der scorede ti mål i kampen, trak et straffekast til GOG, som holdkammerat Tobias Grøndahl efter tid scorede på og sikrede de to point.
Fulgtes ad hele kampen
Sejren betyder, at GOG med 29 point holder jul på duksepladsen i Herreligaen. Aalborg Håndbold har samme pointantal, men tabte det indbyrdes møde til fynboerne tidligere i efteråret.
TTH ligger på niendepladsen et enkelt point fra top-8, der giver adgang til slutspillet.
Kampen igennem havde de to hold søndag aften fulgtes ad, og afstanden var aldrig på mere end et par scoringer.
Dermed var der lagt op til en dramatisk afgørelse, og her skiftede momentum flere gange hænder.
Små fem minutter før tid gjorde værternes venstre fløj Magnus Bramming det til 34-32 med sin tiende scoring på ti forsøg i opgøret, men GOG fightede sig tilbage.
Fynboernes venstre back Frederik Tilsted var kampen igennem et vigtigt våben offensivt, og med under to minutter tilbage gjorde han det til 34-34.
Med 30 sekunder tilbage havde TTH bolden, men værterne kiksede, og i stedet viste topholdet kynisme i den anden ende.
Christina gør en stor forskel for udsatte familier i julen: - Det giver et kick
kopieret!
I Faaborg hjælper foreningen Faaborg Restvarer de mennesker, der har brug for en hjælpende hånd.
Søndag stod de klar med 60 julekurve, hvor der er alt til et godt julemåltid.
Faaborg Restvarer er en forening, stiftet med dét formål at hjælpe socialt udsatte og økonomisk dårligt stillede personer via donationer af madvarer, tøj med mere.
Stifteren af foreningen hedder Christina Kjølby, og i videoen ovenover fortæller hun, hvorfor det giver hende et “kick” at uddele julekurve.
Venstre vil gennemgå sikkerheden i Odenses gågader
kopieret!
Lørdag lød det fra konservatives rådmand Søren Windell, at han gerne ser, at man får lukket gågaden i Odense endnu mere af. Blandt andet på grund af tragedien i Tyskland, hvor flere blev dræbt på et julemarked.
Men faktisk besluttede byrådet i Odense allerede tilbage i 2018 at sikre bymidten bedre for eksempel ved store events, hvor mange mennesker er samlet.
Det fortæller Mark Grossmann (V), der dengang stillede forslaget, og han er klar på at vurdere sikkerheden igen.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her