- Når børnefattigdommen stiger igen fra 2022 til 2023, så kan det være af flere årsager. Selvom Danmarks økonomi har det godt, kan vi se, at der det seneste år er kommet flere ledige til, og det kan øge antallet af børn i fattigdom. Det samme kan tilstrømningen af ukrainere til landet det seneste år.
Men økonomen understreger, at vi ikke kun bør være nysgerrige, når børnefattigdommen stiger.
- Man kan have en tendens til at fejre det, når børnefattigdomstallene falder - men hvis det for eksempel hypotetisk set skyldes, at der bliver født færre børn, så vil et fald være forventeligt. Så det er vigtigt at fokusere på, hvorfor tallene falder. Er det fordi økonomien går som den går, eller er det fordi politikerne vedtager noget politik, der sænker børnefattigdommen varigt?
Et sidste juleønske til Christiansborg
Ifølge Thomas Wilken er der god dokumentation for, at det ville reducere børnefattigdommen, hvis vi kunne hæve indkomsten for de svageste – altså ved f.eks. at hæve de offentlige ydelser.
Et ønske, som Claus Poulsen også deler. Det største juleønske af slagsen.
- Hvis man hævede ydelserne, ville det jo være en kæmpe hjælp. I sidste ende betaler jeg jo det samme for strøm, som dem på Langelinje gør, fortæller faren til to.
- Så kunne jeg måske have penge nok, til faktisk at kunne lægge noget til side, så jeg ikke er helt fortabt, hvis der lige pludselig sker et eller andet, hvor jeg skal lægge flere penge ud, end jeg havde regnet med.