Den konservative byrådskandidat i Faaborg-Midtfyn Kommune Thomas Ingemansen modtog en mail fra formanden på Øhavsmuseet, Jakob Holm, hvor det fremgik, at han ikke var velkommen til et vælgermøde på Øhavsmuseet, fordi hans kæreste havde skrevet et kritisk opslag på Facebook.
Vælgermødet skal handle om kulturpolitiske spørgsmål.
Det undrer Thomas Ingemansen, at han skal stå på mål for kærestens meninger.
Men selvom centerleder og kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch understreger, at familiemedlemmer til politiske kandidater har ytringsfrihed som alle andre, mener han ikke, at det bør få konsekvenser for Øhavsmuseet, at Thomas Ingemansen er blevet udelukket fra kulturdebatten.
- En kulturinstitution er jo selvstændig og kan gøre, hvad den vil. Men det er jo klart, at det ser mærkeligt ud, at der er et enkelt parti, der bliver valgt fra, siger han og fortsætter:
Man kan ikke inden for den offentlige sektor forskelsbehandle, men det kan man godt i den private sektor. Men spørgsmålet er jo, når man befinder sig midt imellem
- Når man så hører begrundelsen, bliver det selvfølgelig endnu mere mærkeligt, for selvom man har sin umiddelbare ret til at vælge de gæster, man har lyst til at invitere, minder det om politisk forskelsbehandling.
Forskelsbehandling i den private sektor
Når det kommer til politisk forskelsbehandling, stiller Roger Buch spørgsmål ved, om man kan tillade sig at gøre det som offentligt støttet kulturinstitution.
- For der kan man jo have nogle forventninger om, at man som offentlig støttet kulturinstitution lever op til de samme principper. Hvis nu det her var en folkeskole eller et gymnasium, eller en anden offentlig institution, ville det her jo være fuldstændig ulovligt, siger Roger Buch og tilføjer:
- Man kan ikke inden for den offentlige sektor forskelsbehandle, men det kan man godt i den private sektor. Men spørgsmålet er jo, når man befinder sig midt imellem.
Bestyrelsesformanden, Jakob Holm, fastholder overfor TV 2 Fyn, at Thomas Ingemansen ikke er velkommen til at sidde i panelet på grund af kærestens opslag på Facebook.