Stormflod ødelagde Avernakø for millioner, men de må selv betale regningen

Sidste uges stormflod var rigtig hård ved havnen på Avernakø. Nu venter en omfattende genopbygning, og den bliver ikke let.

- Det er ufattelige kræfter, der har været på spil, siger Henning Storm, formand for Avernakø Bådehavn, mens han kigger ud over de sørgelige rester af øens bådehavn. 

Stormfloden forårsagede store ødelæggelser. Et brofag fra broen på bådehavnen er drevet helt til Lyø sammen med en el-stander. 

- Jeg skyder på, det vil koste 5-6 millioner kroner at genopbygge vores sikkerhedsværk og selve havnen, siger Henning Storm. 

Men deri ligger hovedpinen. 

For havnen på Avernakø er ikke forsikret.

- Så vi må selv finde en måde at dække beløbet på. Vi havde en forsikringsmægler herude for et par måneder siden, der frarådede os at tegne en forsikring.

Broer og moler ikke dækket

Avernakø er ellers på Naturskaderådets liste over områder i Danmark, der blev ramt af stormflod. Men selvom øen ligger i det ramte område, så har Naturskadeordningen en lang række undtagelser, hvor deres forsikring ikke gælder. Blandt andet broer og moler.

Derfor dækkes havnen ikke

- Der er ikke mange forsikringsselskaber, der forsikrer broer og moler. Når ordningen ikke dækker broer og moler, så skal forsikringsselskaberne nemlig selv dække dem, når et uheld som den her stormflod rammer. Derfor sætter de prisen på forsikringen rigtig højt, men når det er så dyrt, så har havnene jo ikke råd til at forsikre sig, forklarer Bent Ole Jonsen, som er formand i FLID, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark. Han er samtidig bestyrelsesmedlem i Hejlsminde Havn, og står selv med en smadret, uforsikret havn:

- Hejlsminde Havn har lidt store skader. Vi har et kæmpe reparationsarbejde foran os. Vi skal have reetableret broen og molen, der begge rev sig løs under stormen. Havnen er ikke forsikret, fordi det kan man nærmest ikke; det er alt for dyrt. Det kan slet ikke svare sig for os, så vi har en udfordring at tage op – for det her kommer jo til at ske igen.

På Avernakø stod Henning Storm og bestyrelsen med en svær beslutning. At forsikre havnen med en forsikringspræmie på 30.000 kroner om året - eller lade være og spare op selv. 

- Præmien var så dyr, så det var ikke en mulighed for os, siger Henning Storm.

Torben Weiss Garne, der er underdirektør i Forsikring & Pension, bekræfter, at havne skal have mange penge op af lommen, hvis de skal forsikres.

- Hvis man lavede en forsikringsordning, så ville præmien blive meget, meget høj, fordi der typisk ikke er så mange, der vil tegne den, og dem der vil tegne den ligger meget udsat. Kombinationen af de to ting gør, at forsikringspræmierne bliver exorbitant høje.

Hvis havnen dropper forsikringen, så mener Torben Weiss Garne, at havnene bør fokusere på forebyggende tiltag, således at skaderne, når stormfloden kommer ikke er for overvældende.

Avernakø nåede kun lige at sætte gang i at spare pengene op selv, så derfor er der ikke nogen stor opsparing at tage af. Og nu står havnen med en kæmpe millionregning. 

Kan ødelægge havne fuldstændigt

Mange havne har problemer med at forsikre sig, fortæller Bent Ole Jonsen fra FLID. 

- Nu var det især de syd- og østvendte havne, der blev ramt. Vi kan alle blive ramt, ingen kan vide sig sikre. Mange havne er enten privatejede eller selvejende institutioner. En ny bro koster millioner. Det her kan ødelægge en havn fuldstændig, i værste udfald kan den slet ikke reddes og skal lukkes ned, siger han. 

- Undtagelseslisten i den her naturskadeordning er lavet baseret på konsekvenserne af tidligere storme. Det er politisk bestemt, hvordan undtagelseslisten skal se ud. Min holdning er, at der er et kæmpe problem. Reelt findes der ingen forsikring egnet til de her havne. Jeg tror, det er svært for forsikringsselskaberne at vurdere, hvad det kan ende med at koste dem at tilbyde os forsikringer, og når nu naturskadeordningen ikke dækker, så skruer de prisen op, siger Bent Ole Jonsen.

FLID er gået i gang med at arbejde på mulighederne for at fremtidssikre sig selv. Men der er brug for mere.

- Det, vi har brug for, er enten at få en forsikringsaftale i hus over hele linjen eller gå den politiske vej. Negativlisten bør revideres af politikerne, og som organisation skal vi råbe højt om problemet, siger han.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Erhvervsministeriet, der har sendt følgende svar:

”Erhvervsministeriet oplyser, at lovgivningen meget klart siger, at man skal have en forsikringspolice, der dækker brand for at være omfattet af stormflodsordningen.”

En brandforsikring var netop én af de forsikringer, Avernakø Havn blev frarådet af tegne, grundet den forhøjede forsikringspræmie for havne. 

Tilbage på Avernakø er Henning Storm ikke blæst omkuld af stormfloden og de kommende udfordringer.

- Selvom det var en utroligt hård nat, og jeg selv blev gennemblødt flere gange, så jeg til sidste måtte gå hjem, så var det så skønt at se, hvordan øens beboere og folk helt uden tilknytning til Avernakø gik sammen om at hjælpe hinanden. Nu skal vi ud at lede efter midler til at genopbygge vores havn og sikkerhedsværn, så vi ikke står forsvarsløse over for en ny storm.

Oversigt

    Oversigt