Beskyldes for racisme: Fynsk rom skal have nyt navn

En fynsk spiritusvirksomhed er nødsaget til at ændre navnet på en rom, da det af flere bliver opfattet som racistisk.

I Ringe ligger en spiritusproducent ved navn 1423, der i den seneste tid er kommet i modvind for en særlig rom, der går under navnet Ron Esclavo - oversat til dansk betyder det slave-rom. 

Navnet ses nemlig af flere som ganske stødende overfor den sorte befolkning, og som resultat har både vrede kommentarer og deciderede trusler ramt virksomheden og dens medarbejdere. Det skriver DR.

Den hårde kritik har ramt ejerne i virksomheden, der ikke længere mener, at det var rigtigt at opkalde rommen efter de caribiske slaver.

- Det skulle vi ikke have gjort. Det er der ikke nogen tvivl om. Og kigger vi tilbage, så skulle vi have fundet et andet navn, men man er nødt til at se det i den sammenhæng, de er opstået under. Navnet er opfundet for syv år siden, hvor vi var en lille hobbyvirksomhed, siger Joshua Singh, der er medejer af 1423, til DR.

Joshua Singh holder dog fast i, at intentionen bag navnet faktisk var at ære de slaver, der leverede arbejdet på sukkerfarmene i Caribien - ikke at håne dem.

Navnet på rommen skal nu ændres, fordi man ikke vil gøre nogle kede af det.

Oversigt

    Oversigt