Designikon sikrer billig varme:
- Ingen kommer til at fryse
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Imens nogle frygter ikke at have varme nok til den kommende vinter, kan et fynsk fjernvarmselskab sikre sine kunder med en lidt utraditionel løsning.
- Der er ikke nogen, der kommer til at fryse i Gelsted.
En melding, som mange varmekunders pengepung sikkert vil blive lykkelig for at høre lige nu.
Den selvsikre besked kommer, selvom danskerne står midt i en energikrise, og mange borgere frygter en stigende varmeregning.
Men ikke i Gelsted.
Designikon giver forsyningsikkerhed
Her sørger et dansk designikon nemlig for, at den kritiske varmeforsyning stort set er uafhængig af Putins dyre gas.
Den lokale møbelproducent, Carl Hansen & Søn, er nemlig storleverandør af restaffald til fjernvarmeselskabets varmeovne.
- Vi synes jo selv, at det er en supergod løsning, siger Gregers Hovgaard, der er formand for Gelsted Fjernvarme, der får dækket cirka halvdelen af sit brændselbehov fra den lokale møbelproducent.
Det betyder, at selvom fjernevarmeselskabet ser en stigning i prisen på skovflis og andet biomasse, går borgerne i Gelsted fri for en ekstrastor varmepost i husholdningsbudgettet denne vinter.
- Jo flere stole de producerer, jo mere træaffald modtager vi og kan lave om til fjernvarme, og jo færre træer skal der laves til skovflis, forklarer fjernvarmeformanden.
- Samarbejdet, vi har med Carl Hansen & Søn, gør, at vi faktisk kan holde varmeprisen nogenlunde i ro.
Og skulle Carl Hansen & Søn blive ramt af den nedgang i økonomien, som mange eksperter spår om, skal borgerne i Gelsted ikke frygte for deres varmeregning.
- Hvis der ikke bliver solgt y-stole nok, som vi kan få træaffald af, jamen, så har vi en leverandør, der sælger os noget flis, som vi også kan smide ind i anlægget, siger Gregers Hovgaard, der mener, at løsningen også samtidig er god for miljøet.
Økonomichefen hos Carl Hansen & Søn, Christian Mølsted, bakker ham op.
- Vi slipper for at håndtere træaffaldet, som ellers plejer at blive kørt væk i lastbiler et par gange om ugen. Så vi sparer en masse CO2, siger Christian Mølsted.
Fin men ikke bæredygtig løsning
Ekspert i vedvarende energiforsyning ved VIA University College Søren Erbs Poulsen ser positivt på løsningen, men har dog et forbehold.
- Lige nu og her ser jeg ikke nogle problemer med at bruge det. Men det er klart på længere sigt, tror jeg, at de fleste er enige om, at biomassen er noget, vi skal udfase, siger forskeren.
Han peger på brændselsfrie energikilder - sol, vind og jordvarme - som de foretrukne fremtidige energikilder.
- Jeg synes det er en rigtig fin løsning, som er en måde at adressere den her energikrise vi har lige nu, hvor der er brug for øjeblikkelig handling, siger Søren Erbs Poulsen og tilføjer:
- Det er signende, at de gode løsninger, som jeg synes det her er, de kommer fra lokale kræfter og virksomheder og ikke vores politikere.
Hans håb er, at energikrisen vil skabe en erkendelse af, at der for alvor skal gang i den grønne omstilling.
- Det handler ikke kun om klimaforandringer, det handler også om, at vi skal til at producere vores energi med lokale kilder, således vi er mere robuste overfor sådan nogle energikriser som dem her. Der er simpelthen blevet sovet i timen fra vores politikeres side, siger forskeren.
Flere skal udnytte spilvarme
Gregers Hovgaard fra Gelsted Fjernvarme er sikker på, at samarbejdet med Carl Hansen & Søn kommer til at fortsætte, også selvom energikrisen dulmer af.
- Så længe Carl Hansen ligger i Gelsted, kommer vi til at fortsætte samarbejde med dem, siger formanden.
Han håber, flere vil blive inspireret til at finde lignende lokale løsninger.
- Vi skal ud og udnytte den spilvarme, der ligger rundt omkring. Man skal bare i gang, slutter han.
I Odense Kommune stod det onsdag klart, at Fjernvarme Fyn er tvunget til at bruge kul et år længere end egentlig planlagt for at sikre forsyningssikkerheden til varmekunderne.