Flertal vil smide kriminelle ud af kommuner i op til 10 år

Dømte rockere og bandemedlemmer skal kunne afskæres fra at vende tilbage til deres kommune, lyder forslaget. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil forhindre bandekriminelle i at opholde sig i den eller de kommuner, hvor de er dømt for at have begået kriminalitet.

Det vil betyde, at man efter en fængselsstraf i op til ti år kan være afskåret fra at vende tilbage til sit hjem.
Det fremgår af et aftaleudkast fra forhandlingerne om en ny bandepakke, som både Jyllands-Posten og Berlingske er kommet i besiddelse af.

- Hvis du er bandekriminel, begår hård kriminalitet og af en dommer får et opholdsforbud, så vil vi gerne, at man så lang tid som muligt og i så stor omkreds som muligt ikke kommer der.

- Jeg kan sagtens se for mig, at det kunne gælde en hel kommune uden problemer, siger Søren Pape Poulsen (K) til Jyllands-Posten.

Opholdsforbuddet skal forhindre de kriminelle i at vende tilbage til deres gamle grupperinger. Med opbakning fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har forslaget flertal.

- Jeg tror virkelig, det vil få en effekt. Og Dansk Folkeparti bakker fuldstændig op om det, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) til Berlingske.

Også Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, støtter en model, hvor man i de "absolut værste tilfælde" kan bruge kommunegrænser til at udmønte opholdsforbud, siger hun til Jyllands-Posten.

De Radikale frygter dog, at det vil blive "en hadegave til provinsen", fordi de kriminelle vil få forbud mod at opholde sig i de store byer, påpeger retsordfører Zenia Stampe (R) over for Berlingske.

I aftaleudkastet lægger regeringen op til, at opholdsforbuddet skal gælde mindst ét år - og vare op til 10 år.
Straffen for at overtræde opholdsforbuddet er en ny tur i fængsel i op til halvandet år. Et forbud skal kunne ophæves, hvis den dømte gennemfører et exit-program og kommer ud af det kriminelle miljø.
Partierne mødes til et nyt forhandlingsmøde om bandepakken torsdag.

Problematisk udkast
Der kan være menneskeretslige  problemer i udkastet til en ny bandepakke, lyder det fra direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen. Det siger han, efter at et aftaleudkast fra forhandlingerne om en ny bandepakke, som både Jyllands-Posten og Berlingske er kommet i besiddelse af, er kommet frem.

Af udkastet fremgår det, at bandekriminelle skal kunne forhindres i at opholde sig i den eller de kommuner, hvor de er dømt for at have begået kriminalitet i op til 10 år. 

Her kan du læse mere om det konfliktprægede miljø:

* I 2016 var der registreret 1396 personer med tilknytning til rocker/bandemiljøerne i Politiets Efterforskningsstøtte Database, PED. Det er det laveste siden 2010.
* I januar 2012 var tallet højest, da 1863 personer var registreret.
* Rockere er i gennemsnit omkring 30 år, når de bliver registreret i PED. Bandemedlemmer er omkring 23 år.
* Hells Angels og Bandidos er de største rockergrupper. Men der er sket en udvikling, hvor flere rockere tilhører klubber, der ikke har direkte tilknytning til disse grupperinger.
* 54 gange blev der i 2016 skudt på gader og stræder i forbindelse med rocker- og bandekonflikter i Danmark. Det var mere end en fordobling i forhold til året før.
* 36 personer blev såret. Det er det højeste antal sårede siden 2010, hvor 47 blev såret.
* I 2016 blev der beslaglagt 48 skydevåben, som ifølge Rigspolitiet havde tilknytning til rocker- og bandemiljøet.
* Fra 2012 til og med 2016 fik 532 fængselsdømte, der var registreret som tilhørende en rocker- eller bandegruppering, tilladelse til prøveløsladelse efter to tredjedele af afsoningstiden. 338 fik afslag.
Kilder: Justitsministeriet, Justitsministeriets Forskningscenter og centrets rapport "Flowet i rocker/bandemiljøerne" fra juni 2016, DR, Rigspolitiet og Ritzau.

Oversigt

    Oversigt