Mudder og afspærringer har i flere måneder præget Nyborgs centrale torv foran rådhuset. Arkæologer er nemlig i fuld gang med gravearbejdet, inden pladsen skal omlægges til den oprindelige turneringsplads, som Christian 3. etablerede midt i 1500-tallet.

Og onsdag morgen dukkede et glimt af fortiden op af den smattede jord.

Det viste sig at være et trævandrør, der har udgjort en del af hovedlinjen til byens vandforsyningen i 1500-tallet, fortæller arkæologen Claus Frederik Sørensen, afdelingsleder for Østfyns Museers Landskab og Arkæologi.

- Vi har fundet en del af Nyborgs ældste vandforsyning. Det var noget af det, vi virkelig håbede, vi skulle finde i forbindelse med torv-gravningen. Nu er den kommet, så det er en meget stor oplevelse, siger han.

Viser byens betydning for kongen

Vandrøret er ikke det eneste af sin slags, der er fundet, men det særlige ved lige præcis dette vandrør er, at det viser, hvor resten af byens vandforsyning fordelte sig og blev koblet på Mølledammen.

- Det er koblingen til det hele. Hvis man forestiller sig et stort puslespil, så har vi fundet den centrale del, der gør, at vi kan lægge resten af puslespillet. Så det er rigtig, rigtig stort, siger arkæologen.

Ifølge Claus Frederik Sørensen var hele rørnettet med rindende vand i Nyborg en af Christian 3.'s store økonomiske satsninger og ikke noget, man så ret mange steder i Europa midt i 1500-tallet.

Derfor viser det også, at den fynske by havde en helt særlig betydning for kongen.

Toilet og lædersko fundet

Da Christian 3. i sin tid besluttede, at han ville have en turneringsplads i Nyborg, var pladsen dækket af adelens huse. Men de blev købt ud, og husene revet ned.

Bygningerne efterlod sig dog flere spor, og vandrøret af træ er langt fra et enligt fortidsfund under udgravningen.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund er en middelaldervej fra 12-1300-tallet, der fører hen til en brønd.

Men der er også fundet en kælder, et latrin, et par lædersko i størrelse 42 og en masse store brosten.

Planen er, at stenene skal indgå i den nye belægning på torvet, når udgravningerne er færdige til næste år.

Fra dybet under Nyborg Torv har arkæologer i løbet af efteråret gravet mange spændende sager frem i lyset. Her gemte sig blandt andet et latrin, en kælder og et par lædersko i størrelse 42.

Men ét fund var særligt stort i både i fysisk og arkæologisk forstand, og det var nogle trævandrør, der kan berette om byens vandforsyning tilbage til 1500-tallet. De vandrør er nu vristet fri fra mudderet og dumpet i Møllegraven.

- Det er egentlig at slå to fluer med ét smæk. For det første har vi at gøre med nogle meget store stykker træ, og med tiden tørrer de ud. Ved at lægge dem i Møllegraven kan vi bevare fugtigheden i træet, siger Disa Lundsgård Simonsen, der er arkæolog og museumsinspektør.

Hun fortsætter:

- For det andet har vi en mulighed for at kunne formidle de her vandrør, de har været forbundet med møllegraven.

Bombastiske stykker træ

De trævandrør, man har fundet under udgravningerne ved Torvet i Nyborg, stammer fra perioden mellem 1500-tallet og år 1798. De er lagt i tre faser, og kun én fase har man valgt at få konserveret professionelt.

- Den ældste fase er ikke nær så bombastisk som de to i vandet. Det skyldes, at den er så vigtig for vores forskning, at den er kommet ind og videre ned til vores konservering, forklarer Disa Lundsgård Simonsen.

Resten er dumpet i Mølledammen, hvor de flyder rundt. Her skal de blive liggende, indtil deres nærmere fremtid bliver besluttet. Opgaven med at håndtere og konservere dem er alt for stor.

- Det er også derfor, vi vælger at lægge dem herned i Møllegraven til at starte med, så vi bedre kan beslutte, hvordan vi skal tage ordentlig vare på dem, forklarer arkæologen.

For Disa Lundsgård Simonsen er drømmen, at de historiske vandrør en dag bliver udstillet på Nyborg Slot. Men indtil da kan de uden problemer blive liggende i vandet.

- Træ er noget forunderligt noget, så længe du bare afbarker det. Det er barken, der sætter gang i en forrådnelse. Fordi at vandrørene er afbarkede, kan de holde sig, så længe de holdes fugtige.

"Sssccchmattt..."

Hvert skridt skal placeres med omhu i udgravningen i Odenses udkant. Flere dages regn har gjort jorden mudret, og de glatte såler fra et par gummistøvler skøjter - som en anden Bambi på glatis - gennem det lysebrune vand.

- Vi står inden for stensætningen på den 2.700-2.800 år gamle bronzehøj, der har vist sig at have en diameter på 23 meter. Manden der i over 40 år har drevet landbrug her anede ikke, at der har været en gravhøj her. Så den må være forsvundet længe inden, funderer arkæolog Kirsten Prangsgaard fra Odense Bys Museer.

Hun står, iført regnbukser der trods den oprindeligt gule farve nu er plettet og spættet med brune mudderklatter, og kigger ud over et stykke af Fyn, der indtil nu har gemt på en fantastisk historie.

Urner fra omkring Kristi fødsel

- En gang omkring år 0, altså i jernalderen, har man begyndt at nedsætte urner med resterne fra afdøde her. Jorden har jo i et eller andet omfang været hellig ved siden af gravhøjen. Indtil videre har vi fundet omkring 100 urner. Det er ganske imponerende, slår den erfarne arkæolog fast.

Arkæologerne er på stedet, fordi der snart skal bygges huse over det hele. Hverken i denne artikel, eller i tv-indslaget, bliver det røbet, præcis hvor det er.

- Det vil vi gerne holde hemmeligt længst muligt. Vi ved jo ikke, om der er nogen, der kan finde på at grave herude. Jeg vil tro, at vi holder på hemmeligheden et par uger endnu. Så er vi færdige med at grave og overgiver området til entreprenørmaskinerne, siger Kirsten Prangsgaard.

Hun går ikke alene i mudderet. Hendes kollega fra Odense Bys Museer, Michael Borre Lundø, ligger på knæ og er - forsigtigt - ved at skrabe jorden væk rundt om en utroligt velbevaret urne. En urne på størrelse med en mellemstor gryde.

- For mig helt personligt er det her meget, meget spændende. For de her typer af lerkar ser jeg ellers kun i bøgerne. Nu har vi dem "live", så det er virkelig spændende, slår museumsinspektør Michael Borre Lundø fast.

Jagt på detaljer

Faktisk går også en tredje person rundt i de meterdybe huller i jorden. Reneé Enevold har taget turen fra Moesgaard Museum ved Aarhus til Fyn. Hun er på opgave som palynolog. Det vil sige, at hun er på jagt efter pollen og sporer i det, der en gang var gravhøjen.

- Pollen vil jo vise noget om, hvad der har været af vegetation i området, altså omkring højen. Lige præcis her vil vi kunne vise, hvor de tørv, som gravhøjen var bygget op af, stammer fra, forklarer Reneé Enevold.

Detektivarbejdet stopper ikke der. De udgravede urner skal CR-scannes på Syddansk Universitet. Faktisk er et par af dem allerede blevet det. Den ene afslører, at der nede i urnen, i det der set ovenfra ligner mørkt jord, gemmer sig en kniv og en ragekniv.

- Der har vi jo med en mand at gøre. Det har han fået med sig i graven. Havde der været tale om en kvinde, ja, så havde der været smykker, fortæller Michael Borre Lundø, der med stor begejstring har studeret de første røntgenfotos af gravurnerne.

Lang tids detektivarbejde

Mens arbejdet i den mudrede virkelighed snart nærmer sig sin afslutning, så venter der endnu lang tids arbejde, før det sidste punktum i sagen om de 100 døde forfædre kan sættes.

- Når urnerne er røntgenfotograferet, så tømmer vi dem og udgraver dem inde på museet. Så inden vi er færdige med det, er der gået et godt stykke tid. Og så er der en efterbearbejdning af tingene, og rapporter der skal skrives, så jeg arbejder med det her et stykke tid endnu, smiler Kirsten Prangsgaard, som ikke er det mindste smule træt af mudderet.

- Jeg har også gravet i frost og sne. Det her er ganske fint, griner hun og trækker sin ene støvler op af en vandpyt og går tilbage til arbejdet.

En vej, der allerede var taget i brug, da Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade i 1286, kan være fundet på Torvet i Nyborg. Det er Østfyns Museer, der har gjort opdagelsen, og museets arkæologer og amatørarkæologer er nu i gang med at grave den gamle vej fri.

- Det helt utrolige er, at hjulsporene er her endnu, og vi kan se alle de huller, som kusken har bandet over i sin tid, da han kørte her med sin vogn, siger Erland Porsmose, der er historiker og direktør for Østfyns Museer.

Vejen er blevet fundet  i forbindelse med de arkæologiske udgravninger på torvet.

Årsagen til, man mener, vejen kan stamme helt tilbage fra 1200-tallet er, at der i laget over vejen er fundet potteskår, der vurderes at stamme fra 1300-tallet.

Nyborgensisk glansperiode i 1200-tallet

Det lille stykke jord på Torvet i Nyborg giver et blik ind i en historisk periode i Nyborgs historie. Byens slot, Danehofslottet, blev bygget færdigt i begyndelsen af 1200-tallet, og på netop det slot underskrev Erik Klipping sin håndfæstning i 1282.

Det kan meget vel være af den nyfundne vej, han ankom til slottet, inden han underskrev håndfæstningen, og det kan også være af denne vej, hans ni mordere ankom, da de i 1287 blev dømt til fredløshed på slottet.

- Man kan næsten høre vognen skramle afsted og forstå, hvad det var for et samfund, der er tale om, siger Erland Porsmose.

Vejen peger i den ene retning ned mod byens færgeleje, og i den anden retning peger den mod en af de hoveddæmninger, der stemte vand op omkring byen, fortæller museumsdirektøren.

Reddet af gårde og turneringsplads

Ifølge direktøren på Østfyns Museum var man ikke klar over, at der lå en vej under torvet, inden man begyndte at grave.

- Det er et fabelagtigt godt fund, siger han.

Vejen kan have bevaret sin gode stand, fordi der på et tidspunkt er blevet bygget et gårdanlæg henover. Senere opkøbte Christian den 3. flere gårde i byen, rev dem ned og byggede en ridderturneringsplads oven på vejen.

- Jeg har aldrig i mine mange årtier som arkæolog oplevet noget lignende. At kunne afdække en hel vejføring og kunne se hjulsporene fra de folk, der har færdes her, det har jeg ikke prøvet før, siger Erland Porsmose.

Arkæologerne fra Østfyns Museer får hjælp af amatørarkæologer fra den fynske arkæologiforening Harja.

- Vi får lov til at dykke ned i historien på en måde, som vi normalt bare kan stå udenfor og kigge på, at arkæologerne gør, siger Dorte Folkmann.

Hjulsporene på vejen skal nu måles op, hvorefter man skal finde ud af, om der fandtes hjul i den bredde i 1200-tallet, så man med sikkerhed kan slå vejens alder fast.