Haveejerens mareridt: Nu vil politiker have udryddet "planternes Godzilla" ved lov
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den invasive japanske pileurt er enhver haveejers værste mareridt. Nu vil Erling Bonnesen (V) have sat den i samme bås som bjørnekloen.
Har du mødt den i din have, er du ikke i tvivl. Trods årelange kampe er planten, der er kendt som "planternes Godzilla", næsten umulig at komme af med.
Den har det borgerlige navn Japansk Pileurt, og har styrken til at bryde gennem asfalt, ligesom dens rødder kan grave sig tre meter ned i jorden.
Tidligere har TV 2 Fyn talt med en ekspert i bekæmpelsen af den invasive plante, som fortæller, at der ikke er nogen quick-fix mod den irriterende beboer i haven.
- Det er en af de værste invasive arter. Den er ekstrem overlevelsesdygtig og svær at slå fuldstændig ihjel. Den er vant til at leve ekstreme steder, så den tilpasser sig til at overleve, forklarede biolog Hans Wernberg, der driver virksomheden Care4Nature.
Nu lander problemet med planten, som blandt andet har bredt sig på Fyn de seneste år, på Miljøministerens bord.
Artiklen fortsætter under billedet
Erling Bonnesen (V), som tidligere har kastet sig ind i kampen mod eksempelvis bjørneklo, har nemlig bedt Magnus Heunicke (S) om at tage stilling til, hvorvidt planten skal bekæmpes ved lov.
En kommende lov kan inspireres af bekendtgørelsen om bjørneklo fra 2017, som giver en kommune lov til at pålægge private grundejere at bekæmpe planten, hvis den findes på deres grunde.
Årelang kamp
Hos Mette Sandbeck, som bor tæt på vestfynske Jordløse, stod den japanske pileurt som en hel skov i flere meters højde i haven, før hun begyndte at bekæmpe den for et par år siden.
- Den (Japansk Pileurt red.) er et problem, fordi den breder sig. Lynhurtigt står den op i en meters højde, fortæller hun.
- Når urten er fuldt udvokset minder den nærmest om en slags bambus, forklarer hun videre.
Hun har selv bekæmpet den japanske pileurt ved kontinuerligt at slå den ned, og når der har været rigtig store klumper, har kun gravet rødderne op sendt dem til afbrænding. Man må nemlig ikke smide dem ud med haveaffald.
Artiklen fortsætter under billedet
Men den er stadig ikke forsvundet helt fra hendes have. Og lader hun den stå til, vil den brede sig igen.
Planten kan i sig selv se smuk ud, men problemet med den er, at den er meget aggressiv. Den har således lavet store huller i Mette Sandbecks ligusterhæk, da den har dræbt planterne hvor den selv ville vokse.
Artiklen fortsætter under billedet
Fraværende nabo
Mette Sandbecks nabo bor i Tyskland, og har derfor ikke mulighed for at bekæmpe det kontinuerligt. Nu har hun bedt naboen om at finde en havemand, der kan hjælpe med bekæmpelsen.
- Det er skruen uden ende, hvis man har en nabo, som ikke bekæmper det. Vi kan holde det tilbage, men ikke undgå det helt, hvis naboen ikke får bugt med det, forklarer hun.
Personligt regner hun med, at det kommer til at tage tre til fire år endnu, før hun er helt i mål med bekæmpelsen på hendes grund.
- Jeg tror, det kunne være en rigtig god ide at lovgive omkring den invasive plante, så den kan reguleres.
Hun har selv set folk på Facebook, som fortæller, at de har købt planten med vilje, da de synes, den er pæn. Hun mener altså også, at der er behov for mere information om, hvor aggressiv en plante, det er.
Efterlyser lovgivning
I Assens Kommune melder borgmester Søren Steen Andersen (V) sig ind i koret af dem, som synes det ville være en god ide at lovgive sig ud af problemet med Japansk Pileurt.
- Der er en samfundsmæssig opgave i at holde noget i ave, og der er nogle steder, hvor nogle ting får lov at brede sig for meget til gene for naboer og andre, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet
Personligt støtter han Erling Bonnesen (V) i, at man skal gå samme vej som med Bjørneklo, så kommunerne med en bekendtgørelse i hånden kan sørge for, at den japanske pileurt bliver bekæmpet.
Ifølge borgmesteren er Assens Kommune lige nu i gang med at udfærdige en plan for, hvordan planten skal bekæmpes.
Sådan bekæmper du “planternes Godzilla” - én ting skal du bestemt ikke gøre
Det kan koste dig et sekscifret beløb, hvis du ikke får bekæmpet ødelæggende plante i din have, og dummer du dig, kan du gøre ondt værre.
Sydfynske haveejere kæmper i disse år mod en ødelæggende plante, der er kendt som “planternes Godzilla”.
Flere fynboer har i denne uge fortalt til TV 2 Fyn, hvordan den smukke plante har ødelagt haver og bliver ved med at dukke op trods årelange intense kampe.
Selv om japansk pileurt, der normalt vokser på siden af vulkaner, kan overleve nærmest ud af ingenting, er det muligt at slå den invasive plante ihjel, lyder det fra biolog Hans Wernberg, der driver virksomheden Care4Nature, som bekæmper invasive planter.
- Det tager nogle år, og der er ikke noget quickfix. Lige meget hvor meget vi prøver at slå den ihjel, har den prøvet det, der er værre, siger Hans Wernberg.
- Det er en af de værste invasive arter. Den er ekstrem overlevelsesdygtig og svær at slå fuldstændig ihjel. Den er vant til at leve ekstreme steder, så den tilpassser sig til at overleve, forklarer han.
Ødelagde Karinas have
Karina Prindsholm Sørensen fra Langeland har eksempelvis kæmpet for at få udryddet planten i syv år. Her er han den ødelagt halvdelen af hendes have.
I sådan et tilfælde, hvor planten er begrænset til en del af en villahave, er det dog muligt at vinde kampen over Godzilla-planten.
- Hvis vi har nogle bestande på maks. 100 kvadratmeter, hvor man graver dem op med en spade, kan det lade sig gøre, men det tager år, og der skal graves dybt, siger Hans Wernberg.
Det er dog vigtigt at tage planten på et bestemt tidspunkt.
- Man kan gøre processen kortere ved at sørge for at tage planten på det rigtige tidspunkt. Når den kommer op af jorden, er der røde skud, der senere bliver grønne, siger Hans Wernberg.
Det er her, du skal slå til.
- Lige før den bliver grøn. Her gør det mest ondt på planten. Det bliver den træt af i længden, siger Hans Wernberg, der forklarer, at det er den mest optimale måde at tappe dens massive ressourcer på.
Det kan være på alle tidspunkter af året, der kommer nye skud.
Tre meter dybe rødder
Går du i gang at fjerne planten, skal du være opmærksom på, at den har meget dybe rødder, der kan være op til tre meter dybe.
Planten har et forgrenet rodsystem op til syv meter fra planten. Det kan derfor være dyrt og besværligt at bekæmpe den helt.
- Man skal et godt stykke ned i jorden. Den har enormt store rodreserver. Per kubikmeter jord kan der være 56 kilo rødder, og de går to-tre meter ned. Når du ser dit skud hjemme i haven, har du altså virkelig mange rødder, du skal slå ihjel, inden du vinder kampen. Der er en urimelig voldsom rodreserve dybt nede i jorden, forklarer Hans Wernberg.
Hans Wernberg har selv haft japansk pileurt i sit sommerhus, og her er det lykkedes ham at bekæmpe planten.
Men den kan komme igen efter nogle år.
Det skal du bestemt ikke gøre
Der er dog særligt én ting, der er vigtig, inden du begynder at bekæmpe planten, hvis det skal ende med at blive en succes og ikke gøre tingene værre.
- Man skal ikke gå i gang, hvis man ikke kender den. Man skal forstå planten, inden man starter, og man skal virkelig forstå, hvordan den spreder sig, siger Hans Wernberg.
Årsagen er, at selv små stykker rod eller stængel kan spire og blive til en ny plante, og får du først spredt planteresterne i haven, bliver det en meget svær kamp.
- Rødderne bliver spredt. Der kan gå fire-fem år, før du har set, du har fået den spredt. Den spredes ekstremt let, og hvis du ikke kender den godt, har du den lige pludselig i hele haven, siger Hans Wernberg.
Går det først galt, kan det ende med at blive en dyr affære.
- Det kan koste på den anden side af 100.000 kroner, siger Hans Wernberg.
Følg disse huskeråd
Når man opdager planten, skal man enten kontakte nogle professionelle, der kan dokumentere, at de har haft succes med at bekæmpe den - eller vide, hvad man gør.
Går man selv i gang, er der nogle huskeråd, man kan tage med sig. Det gælder om at få samtlige spor fra planten fjernet.
Når hele området er ryddet, kan man så græs på arealet og løbende tage de skud, der kommer. En presenning kan også lægges ud på arealet for at skærme for sollys, men her skal man vælge en ordentlig løsning.
- Pileurt får en masse sollys igennem en billig presenning, siger Hans Wernberg.
- Vi anbefaler, at de simpelthen får det ryddet, sår græs og køber en robotplæneklipper, råder eksperten.
Ved at installere en robot kan man lettere forhindre, at eventuelle rester fra planten spredes i resten af haven.
Vidt udbredt i det sydfynske
Japansk pileurt vokser i hele landet, men ifølge Hans Wernberg er den især vidt udbredt i det sydfynske.
- Den står i folks haver. Vi ser den rigtig tit i dødsboer, hvor manden eller damen ikke lige har fået passet haven i årevis, siger han.
- Hvis du laver nybyggeri og ikke håndterer planten først, kan den gå gennem vandrørene, og så skyder den måske op i bruserummet. Det har den gjort i Storbritannien, og derfor har de lovgivet om den, forklarer han.
Hans Wernberg anbefaler ikke brug af gift, da gift generelt set bør begrænses, og private desuden ikke kan købe i store nok mængder til, at det kan slå Godzilla-planten ihjel.
- Man risikerer også, at den bliver immun, og når giften ikke virker, og du ringer efter professionelle, er planten blevet immun over for giften, når de kommer, forklarer Hans Wernberg.
Koster samfundet millioner
Stod det til biologen, burde der være langt større fokus på at bekæmpe japansk pileurt herhjemme, end der er i dag. Han mener, kommunerne og politikerne skal på banen, før det går helt galt.
Får den invasive plante yderligere fat, er der set eksempler fra udlandet, hvor det kan koste samfundet millioner og i nogle tilfælde milliarder af kroner at få bekæmpet japansk pileurt.
- Når man sælger et hus, burde det være en del af handelssummen, hvis der er japansk pileurt på grunden, siger biologen.
Hans Wernberg mener også, at der burde kunne gives bøder, hvis man lader Godzilla-planten sprede sig fra sin grund ind til naboen eller et naturområde.
- Vi slår ned et godt stykke inde på deres grund, men med en grund på 3.800 kvadratmeter har vi ikke tid til også at bekæmpe inde hos dem, siger Mette Ingeborg Algren Sandbeck.
Det er forbudt at aflevere japansk pileurt med sit andet haveaffald på flere kommuners genbrugsstationer.
Så sent som i sidste uge bad Svendborg Kommune om hjælp til at få planten bekæmpet, og herunder kan du læse gode råd fra Langeland Kommune, der også forsøger at bekæmpe den, fordi den spreder sig voldsomt.
Sådan bekæmper du japansk pileurt
Grav planten op
Opgravning er tidskrævende og en dyr løsning med stor risiko for at sprede levedygtige stykker af jordstænglerne, oplyser Langeland Kommune.
Afbrænding
Det er muligt, men afbrænding er ineffektivt, da jordstænglerne ikke bliver påvirket, oplyser Langeland Kommune.
Lad køerne spise planten
Vedvarende afgræsning af de unge skud med får eller køer kan holde planterne nede. Men det er ikke effektivt, da det kun hæmmer og ikke dræber planten.
Så og slå græs
Gentagne slåninger i hele vækstsæsonen over en længere årrække på op til ti år kan udrydde planten, men der er risiko for spredning af plantestykker, som kan formindskes, hvis man bruger robotplæneklipper.
Sprøjt med gift
Det skal gøres mindst to gange i vækstsæsonen i tre-fem år, men det er ikke tilladt i nærheden af vandløb og andre naturområder, oplever Langeland Kommune.
Kontakt professionelle, lyder rådet fra Hans Wernberg, da der skal bruges langt mere gift, end private kan købe.
Derudover er det generelt en dårlig idé at komme gift i din have.