Hjemmepasning: Fynske kommuner vil ikke lade forældre slippe for betaling

De fynske kommuner vil ikke lade forældre undgå betaling for dagtilbud, hvis de vælger selv at passe deres børn under coronakrisen. Det viser en rundspørge, TV 2/Fyn har foretaget.

I Gladsaxe nord for København får forældre mulighed for at undgå betaling for dagtilbud og SFO, hvis de vælger at passe deres børn hjemme under coronakrisen.

Det tiltag er der ingen planer om at kopiere på Fyn.

TV 2/Fyn har kontaktet samtlige fynske kommuner for at spørge, om de overvejer et lignende tiltag, som samtidig potentielt også kan give færre børn og dermed lavere smitterisiko i dagtilbud og SFO'er.

Og det korte svar er, at det gør de ikke.

Ingen af de ti fynske kommuner har tænkt sig at følge eksemplet; enten har de ingen planer om det, eller også har de ikke taget stilling til muligheden.

- Partierne i Nyborg er enige om ikke at gøre dette. Hvis det skal ske, så må staten finansiere det, siger Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg Kommune.

Samme melding lyder blandt andet fra Assens Kommune.

- Det er ikke noget, vi overvejer. Det vil kræve en ændring af serviceniveauet, for det er ikke noget, vi får dækket oppefra, siger Søren Steen Andersen (V) til TV 2/Fyn.

Gladsaxe og København lader forældre slippe

Ifølge TV 2 Lorry vil Gladsaxe Kommune lade forældre udmelde deres børn midlertidigt fra dagtilbud og SFO, hvis de i stedet ønsker at hjemmepasse deres børn under coronakrisen.

På den måde slipper forældrene for betaling, og kommunen håber, det vil give bedre betingelser for genåbningen.

 - Det er en idé, vi har fået fra en forælder i kommunen i sidste uge. Nu har vi hastebehandlet det i går aftes, og ordningen er trådt i kraft i dag, lyder det fra Gladsaxes borgmester Trine Græse (S) til TV 2 Lorry.

Senere har Københavns Kommune også valgt at refundere forældrebetalingen, hvis forældrene vælger at passe deres børn hjemme.

Udelukker det ikke i fremtiden

Selvom svaret i første omgang er nej, er det dog ikke udelukket, at nogle af de fynske kommuner vil gøre noget lignende i fremtiden.

- Der er umiddelbart ikke planer om at tage emnet op, men situation ændrer sig jo fra dag til dag, så det er ikke nødvendigvis det samme, som at vi ikke på et tidspunkt gør det, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager (S), og fortsætter:

- Generelt foretrækker jeg, at den type initiativer koordineres i alle landets kommuner på baggrund af aftaler mellem regeringen og KL. Både for ikke at skabe mere forvirring end højst nødvendigt, men også fordi de selvsagt har betydning for kommunernes økonomi.

I Odense har de ingen aktuelle planer om at lade forældre spare penge ved at hjemmepasse, men ifølge Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley (R) er man opmærksom på muligheden.

- Det er et redskab, vi er opmærksomme på, at vi kan tage i brug, hvis vi får problemer med at have plads nok til børnene. En sådan udfordring kan løses på forskellige måder, for eksempel ved at inddrage andre ledige lokaliteter eller, som de nu gør i Gladsaxe og København, ved at lade forældre spare penge, hvis de beholder børnene hjemme.

Find din kommune i listen herunder.

Rundspørge om tilbud til forældre, der hjemmepasser

 

Oversigt

    Oversigt