Hoteller fyrer op under klimaet: Grønne tiltag strutter på Fyn
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Mindre kød på tallerkenen, genbrug af toiletservietter, grøn beplantning på tagene for at suge CO2 ud af luften.
Det er blot nogle af de tiltag fynske hoteller har gang i for at skåne klimaet. Nye tal fra Destination Fyn viser, at 44 procent af de fynske hoteller nu har grønt certifikat.
Den grønne fantasi blomstrer på de fynske hoteller.
Den seneste opgørelse fra Visit Fyn afslører, at 44 procent af hotellerne nu har et cerifikat på, at de er bæredygtige og klimavenlige. De fleste er enten svanemærket eller har en Green Key-certificering.
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har besøg tre kendte fynske hoteller i den grønne sags tjeneste, og aldrig har der været så mange klima-venlige initiativer i gang.
- Der er ikke nogen vej udenom bæredygtighed. Jeg tror faktisk, at du er out of business, hvis ikke du følger med nu, siger Tom Pelle Jensen, der er formand for Horesta i Region Syddanmark og direktør for Halberg Hotels - herunder Hotel Svendborg.
Her har man plantet grønt på de flade tage for at absorbere CO2, skrottet de varmeforbrugende varmtvandsbeholdere, udskiftet belysningen på de lange gange med LED-pærer og automatiske følere, der dæmper lyset og indgået aftaler med To Good To Go, så madspildet reduceres.
Dertil kommer masser af snusfornuftige tiltag f.eks. slukker en automatisk føler nu 14 vinskabe hver nat, gammelt rugbrød og franskbrød genbruges i nye produkter og gammel frugt kandiseres og bruges igen i køkkenet.
Ifølge Tom Pelle Jensen var energiprisernes himmelflugt i forbindelse med Ukraine-krigen med til at få lyset til at gå op for mange hoteller. I Svendborg steg regningen med 600.000 kroner, og hotellet har siden sparet 20 procent på energien
Han forventer, at det inden for 1-2 år er 80 procent af hotelbranchen, der er certificeret.
- Du kan ganske enkelt ikke handle med staten, hvis du ikke er certificeret. Dertil kommer, at du inden udgangen af i år skal aflevere et klimaregnskab, siger Tom Pelle Jensen.
Det vil sige, at hotellerne skal bevise, hvor meget CO2, man udleder og reducerer hvert år.
Allerede i dag er bæredygtighed et konkurrence-parameter.
- Det er en trend, at mange konferencegæster spiser mindre kød. Hotellerne serverer også mindre kød på tallerkenen, og mange konferencegæster har nok også en opfattelse af, at meget voluminøse buffetter er noget svineri, siger Tom Pelle Jensen.
Men han registrerer også, at der er forskel på erhvervskonferencer, hvor hotellerne forventes at leve op til højeste standard inden for bæredygtighed, og så den private kunde.
- Som privatperson er det første, du tjekker ikke, hvor lille bruseren er, og hvor lidt vand der kommer ud af den, men derimod på, hvor meget du får ud af dine beskattede penge, siger Tom Pelle Jensen.
På Hotel Nyborg Strand har man de seneste år haft det helt store servicetjek på bæredygtighed.
I dag er der anskaffet borde til restauranten, der er produceret af affald fra tøjproduktion. Der bruges ikke duge til morgen og frokostservering, og på de nye værelser, er møblerne CFC-certificeret,. Desuden er der anvendt fiskenet til plastikunderlag på tæpperne, papirsservietter genbruges frem for at blive brændt, der tænkes i lokale råvarer, vine fra nærområdet og ligesom i Svendborg belysning, der styres af sensorer.
I køkkenet kværnes madspild til biogas og kaffegrums afsættes til champignon-dyrkere.
I dag opkræver nogle hoteller klimagebyr, andre gør ikke, og der er også forskel på, hvordan man fortolker klima-venlige tiltag.
- Nogle vil ikke sælge oversøiske vine, selv om de er fragtet med skib, mens de gerne vil sælge vine fra Sydeuropa, der er kørt herop i diesel-lastbiler.
Alligevel så Tom Pelle Jensen gerne, at fynske hoteller gav den grønne omstilling en ekstra skalle.
- Både i Horesta og Erhvervshus Fyn kunne vi godt tænke os, at alle er med og var certificeret. Det kunne være spændende, hvis det allerede var i 2025.
Fyn som den grønne ø, kunne være et rigtig godt slogan, siger Tom Pelle Jensen.