Kører ud med sandwich og samvær: - Det er fantastisk godt

Café Paraplyen i Odense har lukket på grund af coronakrisen, men midler fra Trygfonden gør, at de alligevel kan komme ud til de socialt udsatte, der plejer at komme på caféen.

Normalt er der åbent for alle på Café Paraplyen i Nørregade i Odense. Den sociale café tilbyder til daglig billig mad og samvær til dem, der har brug for det. 

Men på grund af coronakrisen har de faste gæster ikke kunnet samles de seneste måneder, da caféen har været lukket.

I stedet har caféen arrangeret ture rundt på Fyn med madvognen Cyke(l)dellen, hvor de ansatte i Café Paraplyen tager ud og møder caféens vanlige gæster og tilbyder kaffe, kage og sandwiches. 

- Jeg synes, det er fantastisk godt, siger Helle Hansen, der er en af dem, der er mødt op ved dagens "drive out café" ved Korsløkkeparken i Odense. 

- Det er et godt tiltag fra Paraplyens side, at de gider at komme herud. Det lokker også naboerne frem. Ellers bliver de bare hjemme og sidder og kommer ingen steder, siger hun. 

Akut drive out

Cyke(l)dellen er en del af projektet Akut Social Drive Out, som er iværksat af KFUM's Sociale Arbejde, der har fået 3,7 millioner kroner fra TrygFonden til at fuldføre projektet. Det går ud på at lave opsøgende arbejde for at tilbyde nærvær og håb til socialt udsatte. 

- Man får fornyet energi. Sådan føles det i hvert fald. Så er man ladet op, når man kommer hjem. Det er man ikke, hvis man bare går og dalrer rundt - det er godt nok ensomt. Det er det ikke nu, siger Helle Hansen.

Café Paraplyen er en del af KFUM's Sociale Arbejde, og det er årsagen til, man er blevet en del af projektet Akut Social Drive Out. 

Fantastisk mulighed

Elli Christophorou Hansen er medarbejder på Café Paraplyen og er glad for at få mulighed for at se nogle af de mennesker, hun plejer at se på caféen.

- Det er jo helt fantastisk at få den her mulighed i den her svære tid, hvor vi ved, at der simpelthen sidder så mange derude, som har brug for noget nærhed, kontakt og snak. Det er derfor, vi gør det.

Café Paraplyen er også et af de steder i Odense, der har fået penge fra kommunen til at udføre socialt arbejde. Og ifølge Elli Christophorou Hansen kan de se, det gør en forskel. 

- De er så glade. Vi kan mærke, at der er rigtig mange, der har brug for det her nærvær. Det har vi jo alle sammen brug for i den her tid.

Madboden kører ud tirsdage og torsdage og besøger adresser i både Odense, Munkebo og Otterup. 

Oversigt

    Oversigt