- Det, jeg har høstet indtil videre, er den ringeste høst i mine 31 år som landmand. Kvaliteten fejler ikke noget, men kernerne er små og for få.
Sådan lød det for nylig fra Langelands-landmand Hans Jakob Clausen, da han for første gang i år sænkede sin mejetærskers skærebord i vinterbyggen.
Den ringe høst får økonomiske konsekvenser. Landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarer vurverer, at tørken kommer til at koste landmændene 4,5 milliarder kroner i tabt fortjeneste.
Jeg tror, at vi kommer til at se meget større ekstremer i vejret i fremtiden. Det er jo meldingen fra forskere over hele verden.
I dag er det ikke en mulighed at forsikre sig mod tørkeskade, men i takt med at klimaet forandrer sig, og vejret bliver mere ekstremt, kan landbruget meget vel få brug for en sådan forsikring.
Sådan lyder det nu fra Troels Toft, sektordirektør for planteavl hos landbrugets videnscenter, Seges.
- Jeg tror, det er meget realistisk, at vi skal arbejde i de baner fremadrettet. Der skal selvfølgelig være et ønske fra landmændene om det, men vi er klar til at gå videre med det, hvis de vil det ude på de danske bedrifter, siger han til Landbrugsavisen.
Det er den værste tørke nogensinde registreret, vi oplever i øjeblikket. Mange sammenligner med tørkesommeren 1992. Men situationen er ifølge Troels Toft endnu værre i år.
Han fortæller til TV 2/Fyn, at vandunderskuddet i år er det største, siden man begyndte at måle tilbage i 1970.
Mere ekstremt vejr
I dag kan landmænd forsikre sig mod haglskader, men ikke mod tørkeskader. I USA er det ganske udbredt at forsikre sig mod tørkeskader.
Over for landbrugsavisen vurderer Troels Toft, at vi i fremtiden kommer til at se flere lignende tørkeperioder.
- Jeg tror, at vi kommer til at se meget større ekstremer i vejret i fremtiden. Det er jo meldingen fra forskere over hele verden. Sidste år havde vi nærmest ingen sommer, og efteråret var et af de mest fugtige i nyere tid, og nu er vi i den modsatte grøft. Derfor tror jeg også, at vi skal til at gøre noget ved problemet, siger han.